Germano Almeida: The Last Will & Testament of Senhor da Silva Araújo

En fin og stilfærdig historie om en handelsmand fra de kapverdiske øer, som gerne ville være et godt og ordentligt menneske. Som hans liv faldt ud, endte han med bare at blive et menneske. Men det er heller ikke så lidt.

Det er godt at have sin kapverdiske geografi på plads, når man læser Germano Almeidas fine roman om handelsmanden senhor da Silva Araújos liv. Der er mange referencer til de ti forskellige øer, som udgør den tidligere portugisiske koloni, Republikken Kap Verde i Atlanterhavet, 500 km fra Afrikas vestkyst. Det meste af romanen foregår på São Vicente, men vi kommer også omkring blandt andet São Nicolau, Santo Antão og Boa Vista.

Tilsvarende skader det heller ikke at kende en smule til ørigets politiske historie, som der refereres til i bogen som en flimrende, men ikke særlig udfoldet, baggrund for dele af portrættet af senhor Araújo.

Man kan også bare gøre som jeg: Kaste sig ud i bogen, og så læse op på geografien og historien bagefter. Det fungerede også fint.

Germano Almeida (f. 1945)

Romanen tager sin begyndelse midt i oplæsningen af den netop afdøde senhor Napumoceno da Silva Araújos testamente, som viser sig samtidig at være hans livshistorie. Sr. Araújo er død i en høj alder som lidt af en gammel særling, men stadig også som en respekteret bedsteborger og hovedrig handelsmand i byen Mindelo på São Vicente.

Udover at testamentet i kraft af sin længde viser sig at være en anstrengende affære at få kundgjort, så indeholder det kke så få overraskelser. Ikke mindst for den ærgerrige nevø Carlos, der må se sig forbigået til fordel for en af alle (også hende selv) hidtil ukendt, uægte datter, som den ærværdige gamle herre viser sig at have undfanget henover skrivebordet på kontoret sammen med rengøringsdamen (som havde sådan en inciterende grøn nederdel på den dag).

Herfra folder romanen sig ud som et posthumt portræt af den afdøde, hans liv, hans bedrifter, hans drømme og hans fortrydelser – og til de sidste hører især hans kærlighedsliv. Portrættet stykkes posthumt af hans få efterladte slægtninge på baggrund af det 387 sider lange testamente, andre efterladte notater og vidnesbyrd fra nogle af de mennesker, der kendte ham.

Historien hopper lidt frem og tilbage i tid, men er ellers fortalt uden store falbelader. Sproget er uprætentiøst, men omhyggeligt, næsten lidt gammeldags i tonen, og med en sympatisk underspillet humor mellem linjerne. Det er en bog, der skal læses langsomt, blandt på grund af de ofte lange, lidt omstændelige sætninger.

Bogen tegner et fint og nuanceret portræt af et helt menneske – med dets dyder og laster – og den var samlet set en god læseoplevelse, uden at jeg dog kommer helt op at ringe med klokkerne. Jeg var meget begejstret i begyndelsen af bogen på grund af det fine sprog, men jeg blev aldrig for alvor grebet af historien. Så det var godt, at den ikke var længere.