Alting synes at flyde sammen i Hasan Ali Toptaş‘ sære roman om mystiske forsvindinger i en lille anatolsk landsby, glemt af både Gud og staten. Den er flot skrevet og udfolder efterhånden en vis fascinationskraft, men efter min smag er den også en tand for villet mærkelig og utilgængelig.

Realitet og fiktion, virkelighed og drømme, fortid og fremtid glider fra start til slut ud og ind ad hinanden i denne roman, som knap nok kan kaldes en fortælling, og hvori læseren ikke finder mange faste holdepunkter undervejs.

På overfladen (eller på én af sine overflader, kunne man måske sige) handler romanen om livet i en lille, unavngiven tyrkisk landsby på den anatolske højslette.

Landsbyen bringes ud af balance, da to personer – ganske vist med 16 års mellemrum – forsvinder sporløst og uden påviselige grunde. Først er det barberen Nuri og siden den unge pige Güvercin (“Duen”). Forsvindingerne – og de forsvundnes senere genkomst – bringer landsbyens vanlige rytme ud af takt med sig selv. Gensidig mistænksomhed opstår, og landsbybeboernes generelle følelse af at være uden for ikke bare lands lov og ret, men også Guds åsyn, forstærkes.

… there was no village further from the State than this one, and no village further from God.

Ovenstående korte handlingsreferat kan umiddelbart lyde enkelt nok, men det er romanens handling så langt fra. Handlingsreferatet er også i mere end normal forstand kun en efterrationalisering fra min side efter endt læsning, ikke et handlingsforløb, jeg oplevede at have greb om undervejs i romanen. Og når det kommer til stykket, så handler bogen om noget helt andet.

Man kunne måske også kalde handlingsreferatet en rekonstruktion af historien, som romanens personer selv oplever den. Men ingen af dem forstår i virkeligheden, hvilken virkelighed – eller drøm eller fiktion – de selv er en del af. Og dét forstod jeg som læser heller ikke meget af i omtrent den første halvdel eller mere af romanen.

Hasan Ali Toptaş (f. 1958). Foto fra forfatterens Goodreadsprofil.

Især i romanens første del havde jeg umanerlig svært ved at få hold på noget som helst. Flere gange måtte jeg slå tilbage og tjekke, om der var noget jeg havde misforstået eller læst for hurtigt henover, fordi handlingen ikke syntes at hænge sammen. Det gør den heller ikke i traditionel forstand, og det er åbenlyst særdeles bevidst fra Hasan Ali Toptaş‘ side.

Personer, der var forsvundne, er pludselig til stede igen, nogle gange i form af andre. En romanpersons forestillinger og fantasier bliver til virkelighed, mens han tænker dem. Tiden strækker sig ud og folder sig sammen: et forløb, der i én sætning strækker sig over flere år, må i den næste forstås som kun at have varet få måneder eller for den sags skyld få dage.

Det eneste, der synes sikkert, er, at landsbybeboerne gradvist mister mere og mere af deres virkelighedssans, mens mørket sænker sig over deres hjerner og i deres hjerter, og flere og flere af personerne forsvinder ind i eller ud af sig selv på forskellige måder.

This night now descending on us – it seemed to have come from another world. It had erased not just the village, but sound itself. All that was left was a bottomless abyss, and darkness without end.

Parallelt med historien fra landsbyen fortælles også en anden historie, som egentlig kun er én lang scene splittet op i småbidder, fra en barbersalon i en større by langt fra landsbyen. Her optræder en unavngiven jeg-fortæller, som viser sig at være romanforfatter, der er i gang med at skrive en roman, der endnu ikke har nogen titel.

En af de andre kunder i barbersalonen er en vis Nuri, en navnefælle med førstnævnte landsbys forsvundne barber. Og tilbage i landsbyen ankommer også en barber, der har forladt storbyen, uden at han husker meget om sin fortid, og han slår sig ned i landsbyen og overtager den forsvundne Nuris barbersalon.

Gradvist får vi som læsere en mistanke om, at den “lille” historie fra barbersalonen i storbyen er en slags metafortælling om forfatteren til “romanen i romanen” fra landsbyen. Men så enkelt er det ikke, for personerne i disse to strukturelle lag i romanen har det også med at smutte frem og tilbage i mellem dem.

Så hvad handler Shadowless om? En mulig tolkning er, at det er en roman om forfatterens kreative skriveproces. Eller mere generelt – og abstrakt – en roman om, hvordan den såkaldte virkelighed også altid er skabt og formet af tanker, drømme og fantasier og dermed hele tiden er i forandring.

Som det nok fremgår af ovenstående, er Hasan Ali Toptaş (f. 1958) ikke en forfatter, der stryger læseren ved hårene. Som læser kommer man på arbejde fra start til slut. Det har jeg ikke noget imod, faktisk har jeg endda en vis forkærlighed for denne slags bøger, der udfordrer grænserne for min opmærksomhed og tvinger mig til at tænke med undervejs – som faste følgere af disse bognoter formentlig vil have noteret sig.

Men det kan også blive for meget af det gode. I tilfældet Shadowless var jeg tæt på at lægge bogen fra mig nogle gange i løbet af den første halvdel af romanen. Toptaş gør sig efter min smag lige lovlig store anstrengelser for, at det bare skal være svært at følge med. Og han har det efter min smag også med at overgøre nogle af sine virkemidler i form af lidt for mange passager, hvor drømme og forestilinger og romanens virkelighed glider ud i hinanden.

Når det er sagt, så endte jeg – i romanens sidste halvdel – med at blive helt grebet af historien (da den fandt sig til rette som en fortælling lidt mere lige-ud-ad-landevejen, uden dog at blive banal). Især en helt forrygende scene med en – muligvis af en afrodisiakisk besværgelse fortryllet (!) – hest, der jager en ung mand gennem landsbyen til en fatal afslutning, er næsten hele romanen værd.

Og slutningen er fermt drejet – også selv om man som læser næsten føler sig lidt taget til bedste af forfatteren, fordi han her afslører, hvordan romanen hele tiden ikke har været andet end en leg med læseren. Mere skal ikke røbes om slutningen.

Så hvad er min samlede vurdering? Jeg er splittet. Der er mange litterære kvaliteter at komme efter hos Hasan Ali Toptaş, men for stor en del af romanen var mig for anstrengt uigennemtrængelig til, at jeg kan svinge mig helt op. Så det bliver til en lidt mellemfornøjet karakter, dog med pil opad. Men værd at læse, det er den ikke desto mindre.

Shadowless udkom oprindelig på tyrkisk tilbage i 1995, men er først i 2017 oversat til engelsk ved Maureen Freely og John Angliss. Mig bekendt er Hasan Ali Toptaş ikke oversat til dansk.

K's vurdering: