Madeline Miller: Galatea

Et fint, lille, moderne korrektiv til den klassiske myte om Pygmalion – denne gang fortalt fra den besjælede statues perspektiv.

Den amerikanske forfatter Madeline Miller (f. 1978) har haft ganske stor succes med sine gendigtninger af historier fra den klassiske, græske mytologi. I debutromanen, The Song of Achilles (2011), genfortæller hun kærlighedshistorien mellem Achilleus og Patroklos, kendt fra Homers Iliaden, men fortalt fra Patroklos’ perspektiv. I romanen Circe (2018) gør hun troldkvinden Kirke (som optræder som bifigur i Homers Odysseen) til hovedperson frem for Odysseus.

Jeg har ikke selv læst de nævnte værker, men det har jeg bestemt fået appetit på efter at have stiftet bekendtskab med Millers pen i novellen Galatea (2013). Også her benytter Miller sig af det greb at fortælle en kendt historie med en ny stemme fra en anden persons perspektiv.

I Galatea gælder det historien om Pygmalion, som vi kender fra Ovids Forvandlinger:

Pygmalion var konge på Cypern. Han var bange for rigtige kvinder, så i stedet skabte han den perfekte kvinde i marmor. Pygmalion forelsker sig i sit eget værk og beder kærlighedsgudinde Afrodite om at puste liv i den kolde marmorskulptur. Gudinden efterkommer ønsket, Pygmalion gifter sig med marmorkvinden, som ni måneder senere føder datteren Pafos.

Motivet i historien er genbrugt mange gange siden: Mest kendt nok i George Bernard Shaws skuespil Pygmalion (1912), som dannede forlæg for musicalen My Fair Lady (1956), om fonetikprofessoren Higgins, der sætter sig for at bevise, at han kan få en dannet dame ud af blomsterpigen Eliza Doolittle. I en mere moderne version genkender vi samme motiv i Hollywood-filmen Pretty Woman (1990).

Madeline Miller fortæller historien fra den besjælede statue Galateas perspektiv (navnet Galatea optræder ikke i nogen kendte antikke tekster, men i moderne tid er der opstået en konsensus om at kalde Pygmalions marmorfigur for Galatea).

Millers historie begynder, hvor Galatea er tvangsindlagt på et hospital i forlængelse af, at hun har forsøgt at forlade Pygmalion. Her bliver hun tvangsmedicineret og modtager ind i mellem besøg af manden.

Ved de lejligheder er hun nøje instrueret i at ligge stille hen, som var hun stadig en statue, for at manden kan genopleve det magiske øjeblik, hvor statuen får liv. Frem for alt skal hun ikke tale eller i det hele taget gebærde sig på måder, der minder manden om rigtige kvinder.

The ting is, I don’t think my husband expected me to be able to talk. I don’t blame him for this exactly, since he had known me only as a statue, pure and beautiful and yielding to his art. Naturally, when he wished me to live, that’s what he wanted still, only warm so that he might fuck me.

I hænderne på Miller bliver den klassiske myte til en moderne feministisk kritik af et mandligt idealbillede af kvinden som billedskøn, men stum, ren som marmor og uden spor af at være en virkelig krop, der fx kan få fødselsmærker.

Miller fortæller sin historie med vid og humor, og hun puster liv i den gamle myte, så den fremstår frisk og relevant i dag. Novellen kan således snildt bære udgivelsen som selvstændig bog.

K's vurdering: