Den algierske forfatter Boualem Sansals Harraga er en samtidskritisk roman fra det moderne Algeriet. Den er fortalt med sort humor, vid og bid og sprogligt overskud. Lige præcis, hvad jeg havde forventet mig og set frem til. Alligevel blev jeg skuffet.

Romanen er fortalt af 37-årige børnelæge, Laima. Hun bor alene i Algier et stort gammelt hus med en broget forhistorie, som i sig selv udgør et billede på hele Algeriets religiøst og kulturelt sammensatte historie – som imidlertid nu trues af den stadigt stærkere, regressive og repressive islamismes kvindeundertrykkende mørkesyn.

Laima er den sidste af sin familie. Hendes forældre og søskende er døde eller forsvundne, og hun har i årevis gemt sig i huset og er blevet stadig mere excentrisk og knarvorn. Ved romanens begyndelse tager hendes liv imidlertid en drejning, da en 17-årig gravid pige, Chérifa, banker på hendes dør, angiveligt sendt af Laimas forsvundne lillebror.

Chérifa er umiddelbart Laimas diametrale modsætning i alle henseender: Hun klæder sig opsigtsvækkende spraglet, hun er uudannet, lidet intellektuel, impulsiv, rodet og larmende. Laimas umiddelbare – og vedvarende – irritation over, at hendes eneboertilværelse således bliver forstyrret af dette uregerlige pigebarn, der som den naturligste ting af verden flytter ind i huset, blander sig dog hurtigt med en angstfyldt ansvarsfølelse for pigen, som i sin godtroende naivitet tydeligvis er alt andet end rustet til at begå sig i det intolerante, kvindefjendske, traditionsbundne Algier. Og selvfølgelig knytter de to sig efterhånden til hinanden i et konfliktfyldt, men alligevel ømt kærlighedsforhold som sammenbragt mor og datter.

Boualem Sansal (f. 1949).
Foto: Pierre Fornie, Gallimard.

Sansal skriver i et flot og flydende sprog (ihvertfald her i Frank Wynnes engelske oversættelse, som er den udgave, jeg har læst). Han skriver med kulsort humor, ironi og stort vid, og romanen spænder vidt i de historiske og kulturelle referencer – fra klassisk arabisk mytologi til moderne Holywoodfilm – som alle bringes i spil i en benhård samtidskritik af Algeriet i dag.

Fortælleren Laima har potentialet til at blive en særdeles interessant karakter med alle sine kombinerede styrker og svagheder, sit intellekt og vid, sin sorg og ensomhed, sin store evne for kærlighed, som blot aldrig er blevet forløst, og sin retfærdige, buldrende harme mod alle Algeriets patriarkalske, islamiske mørkemænd, som med deres hadprædikener vedligholder og styrker undertrykkelsen af kvinder i alle aspekter af det algierske samfund.

Harraga burde med andre ord have alt det, der skulle til for at gøre en virkelig god roman. Alligevel var jeg noget skuffet. Jeg kedede mig ærligt talt lidt undervejs og tog mig selv i at skrålæse lidt for mange sider. Hvad er der galt?

Problemet er først og fremmest, at alt for meget af romanen er fortalt i form Laimis tankestrøm, og at Sansal i den tankestrøm har indlagt alt for mange og især for lange refererende fortællinger. Sansal lader i for høj grad Laima fortælle os, hvad hun føler og mener, i stedet for at vise os det. Der er kort sagt for meget telling og for lidt showing. Der er for mange afstikkere i form af for lange anekdoter om husets tidlgiere beboere, for lange referater af bøger og film og tv-dokumentarer, som ganske vist alle rummer kulturelle og kritiske allegoriske pointer, men samlet set fylder for meget på bekostning af handlingen.

Romanen er bedst i dialogerne, som gnistrer (selv om dialogerne i øvrigt også er domineret af Laimas stemme, for hun er ikke nogen stor lytter, og hendes dialoger med stort set alle andre er styret af hendes egne holdninger og forestillinger i en sådan grad, at dialogen ofte bevæger sig i retning af monolog). Men den dialogbaserede handling fylder alt for lidt, og det gjorde mig træt som læser.

K's vurdering: