Abdulrazak Gurnah: Gravel Heart

Tanzaniansk roman, som tematiserer en immigranterfaring, men først og fremmest er en fortælling om en traumatisk familiehistorie. Ikke dårligt skrevet, men desværre temmelig kedelig at læse.

Tanzanianske Abdulrazak Gurnah (f. 1948) har ni romaner bag sig. Mit første bekendtskab med ham er hans seneste roman, Gravel Heart (2017), og jeg har en fornemmelse af, at det muligvis ikke er hans bedste. Ihvertfald har jeg svært ved at genkende lovprisningerne af ham, baseret på hans tidligere forfatterskab, i denne bog.

Den gennemgående historie i Gravel Heart handler om jeg-fortællleren Salim. Han vokser op i Zanzibar og oplever tidligt i sit liv, at hans far pludseligt uforklarligt forlader ham og hans mor, hvorefter en fremmed, magtfuld mand kommer ind i hans mors liv. Salim traumatiseres af denne erfaring af tilsyneladende at være blevet afvist af sin far.

Siden rejser Salim til London for at studere under protektion af sin onkel på mødrende side. Han møder nogle mennesker, herunder nogle kvinder, han har nogle forhold til. Efter en årrække rejser han tilbage til Zanzibar for at opsøge sin far og finde ud af, hvad der egentlig skete, dengang faren forlod familien.

Dét er historien, og den er sådan set ikke dårlig. Problemet med romanen er bare, at det meste af den er fortalt på en underligt distanceret og dermed umådeligt kedelig måde.

Abdulrazak Gurnah (f. 1948)

Gurnah skriver ikke dårligt, han skriver faktisk godt. Historien er heller ikke fortalt utroværdigt, måske nærmest tværtimod, i det omfang den skal forestille at være en mands erindringer. Som roman mangler den bare noget nerve og nærvær, og det gjorde, at jeg må bekende, at jeg kedede mig fra start til slut.

Problemet er som nævnt først og fremmest den distancerede fortællestil, men der mangler også grundlæggende en mening og sammenhæng i historien. Især virker det 100 sider lange intermezzo i London fortællemæssigt som ikke andet end, ja, et ligegyldigt intermezzo, som vi åbenbart skal igennem for at komme tilbage til Zanzibar senere i romanen for at få afslutningen på den historie, der blev påbegyndt i romanens første del.

Hvis det ikke var fordi, jeg havde udset denne roman til at være min repræsentant for Tanzania i min læseudfordring, Verden rundt i bøger (og hvis mit umiddelbare alternativ ikke havde været en anden roman af samme Gurnah), så havde jeg nok opgivet den. Jeg stod den igennem, men den har taget mig noget længere at læse end de fleste andre romaner, idet jeg har måtte holde pause og læse noget andet ind i mellem.