Godt plot. Original komposition. Interessante temaer om postkoloniale identiteter og religiøse og kulturelle konfliktlinjer i Østafrika. Fine miljøbeskrivelser. Bare ærgerligt, at den tanzanianske nobelprisvinder skriver så kedeligt.

Jeg var ikke voldsomt begejstret for Abdulrazak Gurnahs Gravel Heart (2017), som jeg læste for tre år siden som repræsentant for Tanzania i læseudfordringen Verden rundt i bøger. Dommen dengang lød: Velformuleret, men også umådeligt kedelig.

I sidste uge blev Abdulrazak Gurnah jo så tildelt nobelprisen i litteratur. Dermed tjente han sig en ekstra chance her på K’s bognoter. Så mens litteraturanmeldere i store dele af verden googlede desperat efter oplysninger om den for de fleste ukendte tanzanianske nobelprismodtager, gik jeg på opdagelse på de afrikanske hylder i mine reoler med ulæste bøger, hvor det lykkedes mig at finde et eksemplar af Gurnahs roman Desertion fra 2005.

Og Desertion er da heldigvis ikke lige så kedelig som Gravel Heart. Men den er kedelig, og det er den af samme grunde som sidstnævnte. Historien og kompositionen er sådan set fin, endda interessant. Og der er sådan set ikke nogen fingre at sætte på Gurnahs velformulerede sætninger. Jeg savner bare en nerve i sproget, jeg savner liv og nærvær.

Gurnah skriver i en stil, jeg for mig selv kalder refererende (formen har måske en anden, alminideligt anerkendt litteraturanalytisk betegnelse, men jeg kender den ikke). Vi kender det fra især klassiske romaner, når forfatteren lige skal sætte scenen for et nyt kapitel og i kort form opridser nogle begivenheder, der er gået forud for den scene, som fortællingen derefter går ind i og er til stede i. Det er næsten altid ret kedeligt at læse sådanne refererende afsnit, som typisk kun tjener som forbindelsesled mellem de afsnit eller kapitler, der udgør den “egentlige” fortælling.

Hos Gurnah er hele romanen imidlertid fortalt i en sådan referende stil. Det var min oplevelse, da jeg læste Gravel Heart, og det er det samme i Desertion. Den fortællestil gør det umådelig vanskeligt for Gurnah at puste liv i personerne og i det hele taget gøre mig som læser interesseret og engageret. Kun i ganske få scener i romanen havde jeg en oplevelse af at blive fanget ind.

Den historiske baggrund og plottet i Desertion fejler ellers ikke noget. Grundlæggende er der tale om en roman om to forbudte kærlighedshistorier. Jeg skal nok undlade at røbe for meget af plottet, men jeg kommer til at afsløre noget om romanens komposition, så hvis du vil bevare spændingen om den, så læs ikke videre.

Den ene kærlighedshistorie udfolder sig i 1899 mellem en hvid britisk mand og en afrikansk/indisk kvinde fra en lille muslimsk landsby på den afrikanske østkyst et sted nord for Mombasa i det nuværende Kenya. Gurnah udfolder med mange nuancer både forskellige typer af britiske imperialister og orientalister i det britiske Østafrika, og også konfliktlinjer i landsbyen mellem indiske migranter, arabere, de afrikanske kystboere og i kanten af historien “de vilde” (masaierne) fra det indre af landet, som rangerer absolut lavest i det sociale hierarki.

Gurnah er efter min mening bedst i de detaljerige miljøbeskrivelser. Som her, hvor englænderen Pearce bevæger sig gennem den lille kystlandsby:

There was an unusual but familiar smell in the alleys, the smell of age and human paltriness: the open gutters, the blackened streams of waste, the dilapidated houses tumbled over each other and penetrated with decades of condensed sweat and human breath. It was a smell of something like healing flesh, drying mud, a smell about to turn to illness and decay, to bubble up a balloon of dead gas. It was malarial air. People sat in the midst of it, and lived and traded, and suckled their young and sang them to sleep.

I den anden historie er vi på Zanzibar i 1960’erne i tiden op til den zanzibariske revolution i 1964, der ledte frem til unionen med Tanganyika og dannelsen af det moderne Tanzania. Her bliver den ganske unge mand Amin forelsket i den lidt ældre Jamila, som imidlertid ikke møder forældrenes billigelse – dels fordi hun er fraskilt, og dels fordi hendes bedstemor var datter af netop den afrikanske kvinde og den britiske mand, som den første del af romanen handler om (viser det sig hen ad vejen).

Bogen springer i fortællestil mellem kapitler fortalt i tredjeperson (i skiftende personers perspektiv) og kapitler fortalt i førsteperson. De sidste udgøres dels af Amins dagbogsnoter, dels af metareflektioner over skriveprocessen fra den samlede romans fiktive forfatter (som undervejs viser sig at være Amins bror, Rashid). Hele romanen skal således fremstå som Rashid forsøg på at fortælle både sin egen, brorens, Jamilas og Jamilas oldemors historie, hvilket imidlertid først står helt klart til sidst.

Jeg er ikke helt sikker på, hvor meget godt denne komposition egentlig gør for fortællingen, men ideen er egentlig fin nok. Som læser brugte jeg uforholdsmæssigt meget energi på at forsøge at finde ud af, hvad der var sammenhængen mellem historien i første del om Rehenna og englænderen fra 1899 og historien i anden del om Rashid, Amin og Jamila i 1960’erne, som der springes abrupt til ca. 100 sider inde i bogen. Det gjorde sådan set ikke noget stort for min læseoplevelse, og jeg har derfor heller ingen kvababbelser ved ovenfor at have afsløret det kompositoriske clue.

Indholdsmæssigt er der meget godt at sige om Desertion, ikke mindst Gurnahs sans for detaljerigdommen i miljøbeskrivelserne. Men som det fremgår, blev jeg ikke fanget ind af bogen, og det skyldes Gurnahs skrivestil. Jeg kedede mig igennem det meste af romanen, og det var mere en viljesakt end en fornøjelse at læse den til ende.

Desertion er mig bekendt ikke oversat til dansk (endnu). Det er derimod et par andre af Gurnahs romaner, Paradis (opr. 1994, da. 1995) og Tavshedens ø (opr. 1996, da. 1998), begge udkommet første gang på dansk på Samleren. Begge er i anledning af nobelprisen under genudgivelse på forlaget Gutkind (forventet udgivelsesdato 1. december 2021 ifølge forlaget), og nye oversættelser af andre af Gurnahs bøger skulle være på vej inden for de kommende år.

K's vurdering: