Den kontroversielle, schweiziske forfatter Christian Krachts seneste roman, som udkom på dansk for et par måneder siden, er en ironisk tour-de-force fra 1930’ernes Tyskland og Japan, veloplagt fortalt i sublimt sprog.
Vi er i begyndelsen af 1930’erne, kort før formørkelsen for alvor begynder at sænke sig over Europa. >> Læs videre
Peter Adolphsen kan ikke huske, hvornår han “begyndte at se skævt til den såkaldte autofiktion.” Men det har heldigvis ikke forhindret ham i at skrive denne lille, lette (men også lidt letkøbte) pastiche over genren. Det er stedvist temmelig underholdende, endda morsomt, men heller ikke mere. Adolphsen får desværre ikke helt så meget ud af konceptet, som man kunne have håbet.
Den spritnye udgivelse fra Peter Adolphsens hånd, Jeg kan ikke huske, som udkom på Gyldendal tidligere på ugen, består af omtrent 160 korte tekster, alle skåret over samme retoriske form, for så vidt de alle begynder med ordene “Jeg kan ikke huske …” >> Læs videre
Bavian har lidt mere end ti år på bagen, men den er stadig en fremragende novellesamling, som især brager igennem i kraft af Naja Marie Aidts skarpe iagttagelsesevne og sprøde pen.
Jeg omtalte forleden Naja Marie Aidts seneste, dybt personlige, men ikke mindre fremragende sorgværk, Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage (2017). Og nu, hvor jeg havde fat i Aidt, tog jeg også lige en af hendes tidligere novellesamlinger med: Bavian fra 2006, som modtog Nordisk Råds Litteraturpris 2008. >> Læs videre
“Har døden taget noget fra dig / så giv det tilbage / giv dét tilbage / som du fik af den døde / da den døde var levende / da den døde var dit hjerte.”
Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage er et dybt personligt sorgværk, vokset ud af den personlige tragedie, der ramte forfatteren Naja Marie Aidt (f. 1963) i marts 2015, da hendes næstældste søn, Carl, døde i en ulykke, kun 25 år gammel.
Bogen fremstår som Aidts personlige bearbejdelse af tabet af sønnen, skrevet lidt mere end et år efter dødsfaldet. Men det er ikke kun personlig sorgterapi, for Aidt skriver så stærkt om tabet og sorgen, at teksten bærer bud til os alle. >> Læs videre
Anne Lise Marstrand-Jørgensen kan bestemt skrive, ingen tvivl om det. Men hendes seneste roman vil alt for meget. Og alt for meget forskelligt. Og så er den alt, alt, alt for lang.
Romanen starter med en alternativ og helt skæg variant af skabelseshistorien. Guden (uden køn) skaber i Marstrand-Jørgensens version som det første – nærmest ved et uheld synes det – Satan, mest for at have nogen at tale med. >> Læs videre
Det seneste murstensværk af Mesterfortælleren fra Aarhus er vokset ud af en ærefrygtindgydende ambitiøst tænkt og imponerende udført idé. Men den gode fortælling betaler desværre til en vis grad prisen for den høje ambition.
Svend Åge Madsen er en af mine absolutte yndlingsforfattere, ikke bare blandt danske forfattere, men i det hele taget. Hans enorme forfatterskab er i uomtvistelig verdensklasse. Madsens såkaldt folkelige gennembrud fra 1976, Tugt og utugt i mellemtiden, står således uantastet som en af de bedste romaner, jeg har læst, selv om det efterhånden er 25-30 år siden (bør snart genlæses for at teste, om den stadig holder). Og der er mange andre – i alle ordets betydninger – fabelagtigt gode bøger i det enorme bagkatalog: For eksempel At fortælle menneskene (1989), Syv aldres galskab (1994), Genspejlet (1999) og Mange sære ting for (2009) for nu bare at nævne nogle få af mine favoritter. >> Læs videre
“Min navle er verdens navle, når jeg piller i den, vibrerer hele universet.” Ja, det skal jeg love for. Når Ursula Andkjær Olsens roman er bedst, er det netop den oplevelse, man kan få som læser: Hele universet vibrerer, på grænsen til at slå sprækker, blive oversvømmet og gå under, når fortælleren åbner sluserne for sin vrede, sin hævnfølelse, sin sorg og sin samfundsmæssige indignation.
Ursula Andkjær Olsen (f. 1970) er et veletableret navn på på den danske lyrikscene. Med Krisehæfterne (2017) har hun begået sin første roman – som dog ikke er mere roman, end at Andkjær Olsens rødder i lyrikken er meget tydelige. >> Læs videre
Sjældent har en bog efterladt mig med så blandede følelser over for dens litterære kvaliteter som argentinske Samantha Schweblins Redningsafstand.
Den korte roman var sindsygt spændende at læse undervejs, krybende uhyggelig og skræmmende, og samtidig litterært pirrende i kraft af sin særegne og gådefulde fortælleform. Men netop derfor føltes det også som et så meget større antiklimaks, at Schweblin efter min mening ikke lykkes med (og måske ikke er interesseret i) at bage det litterære brød færdigt, som hun slår op.
Redningsafstand er en kort roman, men den er ekstremt intens. Hele bogen er fortalt i form af en dialog mellem en ung kvinde og mor, der ligger i en seng på en skadestue og – måske – er ved at dø, og en mystisk dreng, som ikke er hendes søn, men sidder på hendes sengekant og udspørger hende. Drengen vil have kvinden til at erindre og fortælle i detaljer om det hændelsesforløb, der gik forud for hendes indlæggelse. >> Læs videre
Bruno Schulz er en slags vild og voldsom, ekspressionistisk og surrealistisk version af Kafka og dog helt sin egen. Schulz’ noveller har deres fortjente plads i verdenslitteraturen.
Bruno Schulz (1892-1942) nåede kun at udgive to novellesamlinger, før han blev myrdet i 1942 i sin fødeby Drohobycz, skudt ned på åben gade af en tysk officer som led i dennes interne rivaliseren med en anden officer, som Schulz udførte malerier for. Det meste af Schulz’ øvrige produktion gik tabt under Holocaust, men en række breve og enkelte noveller har overlevet (en af dem er udgivet særskilt på dansk som Kometen på Forlaget Virkelig). >> Læs videre
Herman Hesses buddhistisk inspirerede klassiker fra 1922 om et menneskes søgen efter åndelig afklaring og sandhed i verden kan stadig læses, selv årene ikke er gået sporløst hen over den snart 100-årige tekst.
Handlingen i Siddhartha er ganske simpel (og hvis du ikke kan tåle at få afsløret handlingen i en bog, inden du læser den, så skal du ikke læse videre – men så er Siddhartha på den anden side helt sikkert heller ikke noget for dig, for det er ikke en plotdrevet, men en filosofisk roman): >> Læs videre
Et homerisk inspireret, postmodernistisk, episk langdigt fra Saint Lucia i Vestindien … Det lyder for det første som en selvmodsigelse og for det andet som en noget obskur affære, man må gå til med en vis skepsis.
Det øger ikke i sig selv nødvendigvis forventningerne meget, at Derek Walcott (f. 1930) i 1992 modtog Nobels litteraturpris på baggrund af netop Omeros (opr. 1990). Nobelprisen er som bekendt gået til ikke så få besynderlige forfatterskaber i tidens løb.
Men, men, men: Walcott og Omeros er faktisk et ret spændende og ganske underholdende bekendtskab. Om end ikke decideret lettilgængeligt. >> Læs videre
I sin provokerende parodi på en selvhjælpsbog, Stå fast (2014), tog psykologen Svend Brinkmann nej-hatten på og leverede en forfriskende kritik af selvhjælpsbranchen og den positive psykologi. Nu er han aktuel med opfølgeren, Ståsteder, der fungerer fint som et korrektiv og supplement til den første bog. Selv om den ikke bringer noget nyt frem under solen.
Stå fast var i sin form polemisk og karikeret og som sådan ikke ligefrem nuanceret. Brinkmanns ærinde var at udstille det, han kaldte “tidens udviklingstvang” og selvoptagethed, som han fandt eksempler på i moderne virksomheders koncepter for medarbejderudviklingssamtaler og selvhjælpsbøger med trin-for-trin-anvisninger til et lykkeligt liv. >> Læs videre
Sorg og svigt, fortielser og fortrydelser. Det er grundkomponenter i enhver god familie, men i Bill Cleggs amerikanske familiedrama Har du selv haft en familie?, som netop er udgivet på dansk, er familierne leveringsdygtige i det hele i lidt større målestok end de fleste.
Romanen starter med den ultimative katastrofe for den godt halvtresårige June Reid. Hele hendes familie omkommer ved en eksplosionsbrand i hendes hus – den selv samme morgen, hvor hendes datter skulle giftes. Junes ca. tyve år yngre kæreste Luke, hendes eksmand, hendes datter og hendes kommende svigersøn er fra det ene øjeblik til det andet væk. Kun hun selv overlever, da hun på tidspunktet for branden var i haven. >> Læs videre
Medrivende, underholdende og oplysende roman om den nigerianske borgerkrig, også kendt som Biafrakrigen i 1960’erne.
Nigeriansk fødte Chimamanda Ngozi Adichie (f. 1977) har fået vældig succes de seneste år, også i Danmark, senest med romanen Americanah (2013), men jeg har faktisk ikke tidligere læst noget af hende. Adichies gennembrudsroman fra 2006, Half of a Yellow Sun (på dansk første gang i 2007 som En halv gul sol), er således mit første bekendtskab med hendes værk.
Romanen udspiller sig i 1960’ernes Nigeria, som efter uafhængigheden fra Storbritannien i 1960 i stigende grad præges af spændinger mellem landet forskellige etniske grupper, hvoraf de største er hausaerne i nord, yorubaerne i vest og igboerne i øst. I 1966 udsættes landet for et militærkup og kort efter et modkup, som følges af massakrer på kristne igboer i de muslimsk dominerede, nordlige dele af landet. Massakrerne fører til udråbelsen af den uafhængige republik Biafra i 1967 i Nigerias sydøstlige region, domineret af igboer, og – ikke uvæsentligt – et område, hvor man kort forinden har fundet olie.
Kort efter udråbelsen af den nye stat erklærer det officielle Nigeria krig mod Biafra. Biafrakrigen kommer til at vare frem til 1970 og koste skønsmæssigt op mod 3 millioner mennesker livet, hvoraf de fleste dør i den sultkatastrofe, som Nigerias blokade af Biafra udløser i de sidste år af krigen. >> Læs videre
“vi smadrer vores egne kroppe / vi smadrer statuerne / vi smadrer de små guder / og så smadrer vi hinanden / jeg har bare været smadret / fra begyndelsen”
Casper Erics (f. 1987) langdigt Nike er skrevet som var det én lang, mere eller mindre uredigeret email til ekskæresten: “it’s the things / we love most / that destroys us / knus Caspar / sendt fra min iPad,” som det hedder i udgangsstroferne.
Kærlighedssorgen fylder noget i digtet, men mere centralt står kroppen og samfundets kropsidealer. Caspar Eric ved noget om smadrede kroppe. Han er født med cerebral parese (også kendt som spastisk lammelse) og har gennemgået adskillige operationer på den konto. Digtet er i høj grad en lang reflektion over, hvordan man lever med dét i en kropsfikseret kultur. Der er ikke noget klynk over Nike, omend et vist mål af narcissisme og en hel del vrede og frustration – over oplevelsen af at blive set på og kategoriseret som handicappet. >> Læs videre
“hvis du læser det / te digt vil du dø – der er / ikke nogen som / helst TVIVL om det – så / tænk dig godt om før du læ / ser det til ende / jeg indrømmer at / det er svært at standse her / hvis du først er kom / met så langt men pas / på – hvis du læser vide / re så vil du dø”
Ja, det kræver sin modige læser at læse Klaus Høecks seneste (og måske sidste?) mursten af en digtsamling. Og så måske alligevel ikke…
Klaus Høeck (f. 1938) er en af de tunge drenge indenfor dansk lyrik. Mere end 30 udgivelser og 15.000 digte, en livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond siden 1985 og en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris er blandt meritterne. >> Læs videre
Nu er jeg jo ikke den allerstørste fan af digte som genre. Og jeg interesserer mig ikke det fjerneste for sport, mindst af alt fodbold. Så det var lidt op ad bakke fra starten for Marie Gerhardts (f. 1978) Amagermesteren, da det gik op for mig, at jeg her sad med en samling sportsdigte om blandt andet forfatterens erindringer fra tiden som fodboldpige på Amager.
Nuvel, man må jo efter bedste evne forsøge at sætte parentes om sine fordomme. Og Amagermesteren viser sig da også at handle om en del andet end sport. Først og fremmest fremstår digtsamlingen som en serie mere eller mindre selvbiografiske (gætter man på) erindringsglimt fra en opvækst i 1980’erne og 1990’erne på det ikke særligt fancy Amager. >> Læs videre
“jeg er en stenhård kuglebærer / jeg er en stenhård kuglebærer / jeg er en stenhård kuglebærer / kom ikke til mig med jeres bløde shit”
Ursula Andkjær Olsens (f. 1970) seneste digtsamling, Udgående fartøj, er hård kost. Stenhård.
Værket kredser om at håndtere sorg og tab. Det er ikke lysende klart af digtene, hvori sorgen og tabet består, men jeg har læst mig til, at Andkjær Olsens forrige udgivelse, Det 3. årtusindes hjerte (som jeg ikke har læst), tematiserede afbrudte graviditeter. Og det giver god mening at tolke tabet i Udgående fartøj som knyttet til erfaringen af en uønsket abort. Men det er sådan set ikke nødvendigt med en så konkret tolkning, for Udgående fartøj fungerer også som tematisering af tab og sorg mere generelt. >> Læs videre
“Fordi døden er den fest / I holder / er mit digt / en magisk bønnespire / i jeres anus.”
Der er en vildskab og en rå, sorthumoristisk energi i de bedste dele af Thomas Bobergs dystopiske, samfundskritiske digttrilogi om hesteæderne og den samfundsnedbrydende kamp om kulturherredømmet mellem Konsulens og Kaliffens tilhængere. Men den er også for lang og taber pusten ind imellem.
Hesteæderne (1-3) er sin form overordnet set at betragte som et stort sammenhængende epos. Digttrilogien er organiseret i selvstændige digte i varierende rytmiske former, i passager lyrisk, men i overvejende grad gående i retning af det prosaiske digt. Der er dog en tydelig, fremadskridende fortælling i digtene, som således bør læses i sammenhæng og i rækkefølge. >> Læs videre
Dominikansk-amerikanske Junot Díaz’ Sådan mister du hende er en på én gang vulgært fandenivoldsk og følsomt raffineret samling af selvstændige, men sammenhængende noveller, der samlet set fremstår som en roman.
Pullitzervinder Junot Díaz (f.1968) er født i Santo Domingo, Dominikanske Republik, men immigrerede som seksårig med sin familie til New Jersey, USA. Han underviser i dag i creative writing på MIT i Boston.
Fortællingerne i Sådan mister du hende er centreret omkring karakteren Yunior, som er et slags alterego for Díaz – i det mindste deler de en del biografiske træk, hvis man ellers kan stole på Wikipedia. >> Læs videre
Forliste drømme, forspildte liv og skibbrudne ægteskaber – nuværende såvel som kommende. Det er hovedtemaerne i David Vanns (f.1967) ikke just opmuntrende, men ikke desto mindre tæt på fremragende og i høj grad læseværdige roman Caribou Island fra 2011.
David Vann skriver ikke feel good-romaner. Det ved vi allerede fra hans øvrige værk (Legend of a Suicide (2008), Dirt (2012) og Goat Mountain (2013)). Og sådan én er Caribou Island heller ikke, selv om den ikke er ligeså mørk i sin ydre handling som de øvrige nævnte. Den indre handling, som angår personernes følelsesliv, er til gengæld kulsort og isnende kold som Alaskas vinternætter. >> Læs videre
Harald Voetmann excellerer igen i sin nyeste roman i det ækles æstetik. Og han gør det virtuost som få. På samme niveau kan jeg umiddelbart faktisk kun komme i tanker om fransk litteraturs enfant terrible Céline, men han mangler Voetmanns humor. For hos Voetmann er det grimme og det ækle ikke bare grimt og ækelt, det er en sproglig fest, et rullende og trompetspillende cirkusoptog af det ene mere groteske optrin efter det andet i sprudlende, middelalderlig sprogdragt.
Jeg var ret begejstret for Voetmanns forrige bog. Alt under månen (2014), og Syner og fristelser er næsten lige så god. Faktisk er den sidste på sin vis mere stramt og for så vidt bedre komponeret end forgængeren. Syner og fristelser mangler dog det spraglede katalog af frastødende og såre menneskelige typer, der befolkede Voetmanns udgave af Tycho Brahes Hven i Alt under månen. >> Læs videre
Kim Leines seneste mursten af en bog er en flot fortalt historisk roman af episk tilsnit, som både giver et tidsbillede af en dramatisk periode i dansk, finsk og tysk historie, og et portræt af to mænd i moralsk frit fald. Den er næsten lige så god som Profeterne i Evighedsfjorden.
I romanen følger vi to danske mænd, de enæggede tvillinger Kaj og Ib Gottlieb fra deres ungdom til deres død, med enkelte tilbageblik på barndommen. Historien fortælles skiftevis fra de to brødres perspektiv, dog med overvejende vægt på Kaj.
Som læsere falder vi ved romanens begyndelse ind i brødrenes liv på det tidspunkt, hvor de som unge mænd har afbrudt deres universitetsstudier og nu er på vej til Finland for at deltage i den finske borgerkrig i 1918. De har meldt sig som frivillige på den ‘hvide’ side mod de ‘røde’ og glæder sig til at komme over og slå bolsjevikker ihjel. >> Læs videre
Roman om Pol Pots ulykkelige kærlighed, tyve år før han blev Pol Pot. Den har gode takter, men er desværre mestendels lidt kedelig.
Historien kender Pol Pot som leder af De Røde Khmerer, der tog magten i Cambodja i 1975 ved en blodig revolution (og omdøbte landet til Kampuchea), og derefter indledte et veritabelt folkemord, som endte med at koste mere end 1,7 millioner mennesker. Begivenheder, der nok kunne give anledning til en del romanstof.
Journalist Peter Fröberg Idling (f.1972) har med sin debutroman Sang til den storm, der skal komme imidlertid sat sig for at fortællle en anden historie fra Cambodja. >> Læs videre
Roberto Bolaños (1953-2003) anmelderroste De Vilde Detektiver fra 1998 er et vildt og voldsomt, vittigt og vanvittigt monstrum af en roman. Den stritter i alle mulige retninger og er ikke helt nem at fange ind i en anmeldelse.
Men jeg kan jo starte med at slå fast, at bagsideteksten på den danske udgave af romanen ihvertfald ikke giver meget hjælp til at finde ud af, hvad den egentlig handler om. Her hedder det således plat dramatiserende: “Arturo Belano og Ulises Lima, stifterne af en avantgardistisk poesikreds, forlader Mexico City. Deres mål er at finde den hemmelighedsfulde digter Cesárea Tinajero, der årtier tidligere forsvandt i Sonora-ørkenen. Men de to detektiver er selv jaget vildt, og deres forsøg på at indhente fortiden ender i vold, flugt og permanent eksil.” >> Læs videre
Tidens tand har ikke været helt blid ved Selma Lagerlöfs (1858-1940) fortælling om Køresvenden (1912).
Køresvenden er på én gang en grum og gotisk spøgelseshistorie og en moralsk opbyggelig, kristelig fortælling om skyld, soning og kærlighed i Gud til mennesker.
Hovedpersonen er David Holm, en ondsindet og hadefuld drukkenbolt, som hele sit liv ikke har gjort andet end ondt mod de mennesker, der har elsket ham. I de sidste sekunder, før klokken slår tolv en nytårsnat, falder han død om efter et slagsmål med et par andre drukkenbolte. >> Læs videre
Ivan Illijts død ramte mig fuldstændig uventet lige i mellemgulvet og i hjertekulen, ja, den slog helt benene bort under mig.
Givet mit forkendskab til Tolstoj og til denne lille romans klassikerstatus havde jeg forventet en fin roman med litterære kvaliteter, omend måske lidt altmodisch al den stund, at Tolstoj skrev den helt tilbage i 1886. Disse forventninger blev også opfyldt.
Men jeg havde ikke forventet at blive så berørt, at jeg et par gange undervejs simpelthen måtte lægge bogen fra mig og gå fysisk rundt om mig selv nogle gange, før jeg kunne få hold nok på mig selv til at læse videre.
Vel er der gået næsten 140 år, siden Tolstoj skrev sin historie om Ivan Iljitj, men hans behandling af det eksistentielle tema, dette at se sit liv i øjnene i angst for døden under smertefuld sygdom, er universel og kunne lige så godt være skrevet i dag. Her er intet behov for kulturel oversættelse. Tolstoj taler direkte og uden omsvøb til hver enkelt menneske i enhver tid og på ethvert sted. Her godt hjulpet på vej af Marie Tetzlaffs flotte, nye fordanskning. >> Læs videre
“Kneppes, ikke spises” eller “Kneppes ikke, spises”?
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kunne komme svært galt afsted med et lovforslag mod dyresex, hvis han kom til at sætte kommaet det forkerte sted.
Dette er bare ét af mange eksempler på kommaets afgørende betydning i Susanne Stauns nye grammatikbog for “sprogspassere”. Et tilsvarende eksempel udgøres af bogens titel: Med kommaet efter “fuck” er titlen et udbrud, der udtrykker glæde over synet af den lækre røv. Fjerner du derimod kommaet, bliver det til en opfordring til at have seksuel omgang med en sådan. >> Læs videre
Theis Ørntoft (f.1984) er fucking træt af breaking news, der ikke breaker andet end fordummende, forskelsløse ligegyldigheder. Han er vred og desillusioneret på de menneskelige samfunds vegne. Men ikke nødvendigvis på planetens og naturens.
“For mig er samfundene døde. / Jeg tror ikke længere / det er et spørgsmål om forfinelse / men om afvikling.”
Theis Ørntofts anden digtsamling Digte 2014 er blandt andet blevet kaldt for mørk, postapokalyptisk økopoesi (Lilian Munk Rösing, Politiken). Og det er ikke helt dårligt ramt. For når man læser Ørntoft, så kastes man ind lige midt i apokalypsen, som vi må forstå allerede er her. De politiske fortællinger, den meningsløse nyhedsstrøm, industrisamfundet, ja, de menneskelige samfund i det hele taget, har spillet fallit. Det er næsten lykkedes menneskene at ødelægge planeten, men naturen slår igen, ukrudtet bryder op gennem asfalten, og Ørntofts poesi rækker bagud og nedad efter en slags naturens urkraft. >> Læs videre
“Du, som læser mig, er du sikker på, du forstår mit sprog?” Når det er Jorge Luis Borges (1899-1986), der spørger, som han gør i historien om Biblioteket i Babel (1944), kan læserens svar kun være: Nej, ikke umiddelbart. Og ved nærmere eftertanke: Nej, helt sikkert ikke.
For Borges er mester ud i at spinde labyrintiske fortællinger, der uafladeligt underminerer sproget og identiteten, forholdet mellem fiktion og virkelighed, mellem tekst, forfatter og læser. Det er en krævende, men dybt fascinerende oplevelse at dykke ned i Borges’ univers. Men vær advaret: Bevæger man sig først ind i Borges’ mentale labyrinter, kan det være svært at komme ud igen. >> Læs videre
