K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

Du er her: Forside / Arkiv for Gyldendal

Joan Didion: Intet gælder

Af ,
2 kommentarer

Tomhed, falskhed, eksistentiel meningsløshed og søndertrådte liv ligger lige bag den glitrende, men knap nok finpudsede Hollywood-facade i Joan Didions nyklassiker fra 1970.

Joan Didion (f. 1934) er måske mest berømt for sine new journalism essays (og dem kommer jeg til i en senere anmeldelse), men hun har også skrevet skønlitteratur, og Play It as It Lays fra 1970 har status af en amerikansk nyklassiker, som imidlertid først i 2020 er blevet oversat dansk under titlen Intet gælder (ved Olga Ravn). >> Læs videre

Fjodor M. Dostojevskij: Stakkels mennesker

Af ,
7 kommentarer

Mit læseår 2020 sluttede med en fanfare: Trænger man til at læse noget virkelig godt, så svigter Dostojevskij aldrig. Tine Roesens nyoversættelse af Dostojevskijs debutroman er slet og ret forrygende læsning.

Stakkels mennesker (opr. 1846) er medrivende skrevet, menneskeligt rørende, socialrealistisk spiddende, fuld af vid og humor og helt basalt bare topunderholdende. Min eneste anke er, at den stjal halvdelen af min nattesøvn på årets næstsidste nat, for hvor klichefyldt det end måtte lyde, så kunne jeg ikke lægge den fra mig. >> Læs videre

Herta Müller: Livsangst og ordsult

Af ,
Skriv en kommentar

“Jeg tror lede ved staten og dødangst giver helt andre sætninger end ligegyldighed og almindeligheder.“ Den rumænsk-tyske nobelprismodtager, Herta Müller, i interview om at skrive og om, hvad det gør ved sproget at leve under et diktatur.

Livsangst og ordsult samlede jeg op i en boghandel for nogle år siden, lokket navnlig af titlen og af det fine, lille format – egentlig ikke af en særlig interesse for Herta Müller (f. 1953), som jeg på daværende tidspunkt ikke havde læst noget af endnu, så vidt jeg husker. Det har jeg siden rådet bod på med hendes Mennesket er en stor fasan i verden, som jeg læste tilbage i 2015 og husker som fremragende. >> Læs videre

Yashar Kemal: Blikdåserne. En fortælling fra Anatolien

Af ,
Skriv en kommentar

Tyrkisk semiklassiker fra den anatolske højslette om fattige bønders forgæves kamp mod skruppelløse, kapitalistiske storbønder. Velskrevet, livlig og humoristisk, men den politiske og social indignation tager magten over de litterære kvaliteter og får samlet set romanen til at fremstå lidt støvet.

Yashar Kemal (1923-2015) har status som en af Tyrkiet store, såkaldt folkelige forfattere. Han var i sin tid også nævnt som kandidat til Nobelprisen i litteratur, særligt for debuten, Memed, min falk (opr. 1955). Den står også i min reol i en engelsk oversættelse, men den venter jeg lidt med. >> Læs videre

Virginie Despentes: Vernon Subutex, bind 1

Af ,
Skriv en kommentar

Virginie Despentes’ roman om den tidligere så succesfulde pladespusher og dj, Vernon Subutex, og hans fald til det franske samfunds bund er rå, punket, fræk og humoristisk og særdeles velskrevet. Samtidig dog tynget af lige lovlig mange personer og sidehistorier, som gør dette første bind isoleret set til en lidt ufokuseret affære.

Franske Virginie Despentes (f. 1969) har et pænt stort forfatterskab bag sig, og en del af hendes bøger er også oversat til dansk. For mig er Vernon Subutex dog mit første bekendtskab med hende. Og lad mig bare afsløre fra begyndelsen, at det kalder på mere – selv om jeg i nogle henseender havde det lidt tungt med bogen. >> Læs videre

Peter Adolphsen: Små historier 3

Af ,
Skriv en kommentar

“Svend Åge vågnede en morgen ved, at hans hoved eksploderede. Bang. Heldigvis voksede der straks, og med et hørbart plop, et nyt hoved frem fra halsstumpen, men resterne af det gamle hoved havde lavet et fælt svineri: Blod, hjernemasse og kraniestumper var sprøjtet ud over sengen og væggene. Fra sengestolpen dinglede et øje i sin nervetråd.”

Sådan starter Peter Adolphsens lille historie, Svend Åges eksploderende hoved, som handler om Svend Åge, hvis hoved en dag begynder at eksplodere. Også Svend Åges andet hoved eksploderer kort efter, og et tredje vokser frem. Og sådan bliver det ved. Bang. Plop. Hvad der videre hænder Svend Åge (i den godt og vel én side lange historie), skal jeg ikke røbe, udover at lægerne på kommunehospitalet hverken kan standse eller forklare fænomenet, kun konstatere, at intervallet mellem to eksplosioner er på mellem ét og seks minutter. >> Læs videre

Shahrnush Parsipur: Kvinder uden mænd

Af ,
4 kommentarer

Smuk, bevægende, magisk, poetisk, brutal, galgenhumoristisk, kritisk. Virkelig god. Og tilmed kort og letlæselig. Stor anbefaling herfra af Shahrnush Parsipurs iranske undergrunds-nyklassiker, Kvinder uden mænd, i flot, flydende dansk oversættelse af Nazila Ghavami Kivi.

Shahrnush Parsipur (f. 1946) begyndte at skrive og udgive Kvinder uden mænd i 1970’erne. I første omgang udkom dele af den som noveller i litterære magasiner, indtil bogen udkom som samlet roman i 1989. >> Læs videre

Lev Tolstoj: Anna Karenina

Af ,
2 kommentarer

Der er som regel en god grund til, at nogle romaner bevarer en klassikerstatus over flere generationer. Nogle klassikere skuffer ikke desto mindre den nutidige læser, mens andre holder. Tolstojs Anna Karenina holder. I dén grad. Og den har genvakt min (næsten glemte) grundlæggende glæde ved som læser at lade mig synke ned og ind i en god, stor, sammenhængende fortælling.

Anna Karenina figurerer i toppen af talrige lister over litteraturhistoriens bedste bøger og på ikke så få af dem endda som verdens bedste roman nogensinde. Sådanne lister er ofte præget af ikke så lidt konservatisme og en hel del træghed. Ikke sjældent kan man have en fornemmelse af, at de, der udfærdiger den slags lister, vælger klassikerne som de sikre bud – af dovenskab eller af frygt for at lægge sig ud med den etablerede kanon. >> Læs videre

Gilgamesh

Af ,
Skriv en kommentar

Sophus Helle og Morten Søndergaard puster liv i et af verdens ældste litterære værker med en frisk, sprælsk og levende nyoversættelse.

Gilgamesh. Selv, hvis du ikke umiddelbart er i stand til at placere navnet (litteratur)historisk, så gætter jeg på, at det for mange vækker mere eller mindre vage forestillinger om noget oldgammelt, mytologisk, eksotisk. >> Læs videre

Anton Tjekhov: Sjette Afdeling

Af ,
5 kommentarer

“ – der trænges til, at folk får øjnene op for, hvad de i grunden er og forfærdes derover.” Tjekhovs psykologiske portrætter af de gale – inden for og uden for de gales hus – i et galt samfund er stadig værd at læse.

Som trofaste læsere af disse bognoter måske vil have noteret sig, så gik jeg efter afslutningen af min litterære verdensrundrejse for omtrent tre uger siden i lag med at læse bøger fra min reolhylde med ulæst russisk litteratur. Og så er jeg ligesom ikke rigtigt kommet videre siden. Det er nu også et godt sted at opholde sig, hylden med russisk litteratur, uanset om det er i den klassiske eller nyere afdeling. Så her bliver jeg nok lidt endnu. >> Læs videre

Orhan Pamuk: Det nye liv

Af ,
Skriv en kommentar

En uhyre velskrevet allegorisk roman om både det moderne og det klassiske Tyrkiet, om Tyrkiet som grænselandet mellem Europa og Asien. Også en mysticistisk roman om litteraturens kraft, om farerne ved religion, ideologi og filosofi – og kærlighed. En roman, der ville have været et mesterværk, hvis den ikke havde været for lang.

“En dag læste jeg en bog, og hele mit liv var forandret.” Sådan lyder den første sætning i Orhans Pamuks roman Det nye liv (opr. 1994, på dansk ved Henning Goldbæk 2007). Og dén sætning er så at sige både afsæt og omdrejningspunkt for hele romanen. >> Læs videre

Kaspar Colling Nielsen: Den danske borgerkrig 2018-2024

Af ,
2 kommentarer

Kaspar Colling Nielsens Den danske borgerkrig 2018-2024 rummer mange gode ideer og potentielt sjove indfald, men den er for usammenhængende og for broget, excellerer for meget i bevidst dårlig smag, vulgaritet og ubehagelig vold – og bliver aldrig rigtig vedkommende.

Den danske forfatter Kasper Colling Nielsen (f. 1974) debuterede i 2011 med novellesamlingen Mount København. Det store gennembrud kom med hans anden udgivelse og første roman, Den danske borgerkrig 2018-2024 (2013), som jeg først er nået til nu. >> Læs videre

Thorkild Hansen: Slavernes kyst, Slavernes skibe, Slavernes øer

Af ,
4 kommentarer

Thorkild Hansens trilogi fra 1967-1970 om den danske slavehandel er fremragende historieformidling med sin kombination af primærkildebaseret historieskrivning, fiktion og rejseberetning.

Thorkild Hansen (1927-89) fik i 1971 tildelt Nordisk Råds Litteraturpris for trilogien, som omfatter bøgerne Slavernes kyst (1967), Slavernes skibe (1968) og Slavernes øer (1970). >> Læs videre

Christian Kracht: De døde

Af ,
Skriv en kommentar

Den kontroversielle, schweiziske forfatter Christian Krachts seneste roman, som udkom på dansk for et par måneder siden, er en ironisk tour-de-force fra 1930’ernes Tyskland og Japan, veloplagt fortalt i sublimt sprog.

Vi er i begyndelsen af 1930’erne, kort før formørkelsen for alvor begynder at sænke sig over Europa. >> Læs videre

Peter Adolphsen: Jeg kan ikke huske

Af ,
Skriv en kommentar

Peter Adolphsen kan ikke huske, hvornår han “begyndte at se skævt til den såkaldte autofiktion.” Men det har heldigvis ikke forhindret ham i at skrive denne lille, lette (men også lidt letkøbte) pastiche over genren. Det er stedvist temmelig underholdende, endda morsomt, men heller ikke mere. Adolphsen får desværre ikke helt så meget ud af konceptet, som man kunne have håbet.

Den spritnye udgivelse fra Peter Adolphsens hånd, Jeg kan ikke huske, som udkom på Gyldendal tidligere på ugen, består af omtrent 160 korte tekster, alle skåret over samme retoriske form, for så vidt de alle begynder med ordene “Jeg kan ikke huske …” >> Læs videre

Naja Marie Aidt: Bavian

Af ,
Skriv en kommentar

Bavian har lidt mere end ti år på bagen, men den er stadig en fremragende novellesamling, som især brager igennem i kraft af Naja Marie Aidts skarpe iagttagelsesevne og sprøde pen.

Jeg omtalte forleden Naja Marie Aidts seneste, dybt personlige, men ikke mindre fremragende sorgværk, Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage (2017). Og nu, hvor jeg havde fat i Aidt, tog jeg også lige en af hendes tidligere novellesamlinger med: Bavian fra 2006, som modtog Nordisk Råds Litteraturpris 2008. >> Læs videre

Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage – Carls bog

Af ,
Skriv en kommentar

“Har døden taget noget fra dig / så giv det tilbage / giv dét tilbage / som du fik af den døde / da den døde var levende / da den døde var dit hjerte.”

Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage er et dybt personligt sorgværk, vokset ud af den personlige tragedie, der ramte forfatteren Naja Marie Aidt (f. 1963) i marts 2015, da hendes næstældste søn, Carl, døde i en ulykke, kun 25 år gammel.

Bogen fremstår som Aidts personlige bearbejdelse af tabet af sønnen, skrevet lidt mere end et år efter dødsfaldet. Men det er ikke kun personlig sorgterapi, for Aidt skriver så stærkt om tabet og sorgen, at teksten bærer bud til os alle. >> Læs videre

Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Sorgens grundstof

Af ,
Skriv en kommentar

Anne Lise Marstrand-Jørgensen kan bestemt skrive, ingen tvivl om det. Men hendes seneste roman vil alt for meget. Og alt for meget forskelligt. Og så er den alt, alt, alt for lang.

Romanen starter med en alternativ og helt skæg variant af skabelseshistorien. Guden (uden køn) skaber i Marstrand-Jørgensens version som det første – nærmest ved et uheld synes det – Satan, mest for at have nogen at tale med. >> Læs videre

Svend Åge Madsen: Af den anden verden

Af ,
Skriv en kommentar

Det seneste murstensværk af Mesterfortælleren fra Aarhus er vokset ud af en ærefrygtindgydende ambitiøst tænkt og imponerende udført idé. Men den gode fortælling betaler desværre til en vis grad prisen for den høje ambition.

Svend Åge Madsen er en af mine absolutte yndlingsforfattere, ikke bare blandt danske forfattere, men i det hele taget. Hans enorme forfatterskab er i uomtvistelig verdensklasse. Madsens såkaldt folkelige gennembrud fra 1976, Tugt og utugt i mellemtiden, står således uantastet som en af de bedste romaner, jeg har læst, selv om det efterhånden er 25-30 år siden (bør snart genlæses for at teste, om den stadig holder). Og der er mange andre – i alle ordets betydninger – fabelagtigt gode bøger i det enorme bagkatalog: For eksempel At fortælle menneskene (1989), Syv aldres galskab (1994), Genspejlet (1999) og Mange sære ting for (2009) for nu bare at nævne nogle få af mine favoritter. >> Læs videre

Ursula Andkjær Olsen: Krisehæfterne. Pandora Blue Box. Atlantis-syndromet

Af ,
Skriv en kommentar

“Min navle er verdens navle, når jeg piller i den, vibrerer hele universet.” Ja, det skal jeg love for. Når Ursula Andkjær Olsens roman er bedst, er det netop den oplevelse, man kan få som læser: Hele universet vibrerer, på grænsen til at slå sprækker, blive oversvømmet og gå under, når fortælleren åbner sluserne for sin vrede, sin hævnfølelse, sin sorg og sin samfundsmæssige indignation.

Ursula Andkjær Olsen (f. 1970) er et veletableret navn på på den danske lyrikscene. Med Krisehæfterne (2017) har hun begået sin første roman – som dog ikke er mere roman, end at Andkjær Olsens rødder i lyrikken er meget tydelige. >> Læs videre

Samanta Schweblin: Redningsafstand

Af ,
Skriv en kommentar

Sjældent har en bog efterladt mig med så blandede følelser over for dens litterære kvaliteter som argentinske Samantha Schweblins Redningsafstand.

Den korte roman var sindsygt spændende at læse undervejs, krybende uhyggelig og skræmmende, og samtidig litterært pirrende i kraft af sin særegne og gådefulde fortælleform. Men netop derfor føltes det også som et så meget større antiklimaks, at Schweblin efter min mening ikke lykkes med (og måske ikke er interesseret i) at bage det litterære brød færdigt, som hun slår op.

Redningsafstand er en kort roman, men den er ekstremt intens. Hele bogen er fortalt i form af en dialog mellem en ung kvinde og mor, der ligger i en seng på en skadestue og – måske – er ved at dø, og en mystisk dreng, som ikke er hendes søn, men sidder på hendes sengekant og udspørger hende. Drengen vil have kvinden til at erindre og fortælle i detaljer om det hændelsesforløb, der gik forud for hendes indlæggelse. >> Læs videre

Bruno Schulz: Kanelbutikkerne

Af ,
Skriv en kommentar

Bruno Schulz er en slags vild og voldsom, ekspressionistisk og surrealistisk version af Kafka og dog helt sin egen. Schulz’ noveller har deres fortjente plads i verdenslitteraturen.

Bruno Schulz (1892-1942) nåede kun at udgive to novellesamlinger, før han blev myrdet i 1942 i sin fødeby Drohobycz, skudt ned på åben gade af en tysk officer som led i dennes interne rivaliseren med en anden officer, som Schulz udførte malerier for. Det meste af Schulz’ øvrige produktion gik tabt under Holocaust, men en række breve og enkelte noveller har overlevet (en af dem er udgivet særskilt på dansk som Kometen på Forlaget Virkelig). >> Læs videre

Hermann Hesse: Siddhartha

Af ,
Skriv en kommentar

Herman Hesses buddhistisk inspirerede klassiker fra 1922 om et menneskes søgen efter åndelig afklaring og sandhed i verden kan stadig læses, selv om årene ikke er gået sporløst hen over den snart 100-årige tekst.

Handlingen i Siddhartha er ganske simpel (og hvis du ikke kan tåle at få afsløret handlingen i en bog, inden du læser den, så skal du ikke læse videre – men så er Siddhartha på den anden side helt sikkert heller ikke noget for dig, for det er ikke en plotdrevet, men en filosofisk roman): >> Læs videre

Derek Walcott: Omeros

Af ,
2 kommentarer

Et homerisk inspireret, postmodernistisk, episk langdigt fra Saint Lucia i Vestindien … Det lyder for det første som en selvmodsigelse og for det andet som en noget obskur affære, man må gå til med en vis skepsis.

Det øger ikke i sig selv nødvendigvis forventningerne meget, at Derek Walcott (f. 1930) i 1992 modtog Nobels litteraturpris på baggrund af netop Omeros (opr. 1990). Nobelprisen er som bekendt gået til ikke så få besynderlige forfatterskaber i tidens løb.

Men, men, men: Walcott og Omeros er faktisk et ret spændende og ganske underholdende bekendtskab. Om end ikke decideret lettilgængeligt. >> Læs videre

Svend Brinkmann: Ståsteder. 10 gamle ideer til en ny verden

Af ,
3 kommentarer

I sin provokerende parodi på en selvhjælpsbog, Stå fast (2014), tog psykologen Svend Brinkmann nej-hatten på og leverede en forfriskende kritik af selvhjælpsbranchen og den positive psykologi. Nu er han aktuel med opfølgeren, Ståsteder, der fungerer fint som et korrektiv og supplement til den første bog. Selv om den ikke bringer noget nyt frem under solen.

Stå fast var i sin form polemisk og karikeret og som sådan ikke ligefrem nuanceret. Brinkmanns ærinde var at udstille det, han kaldte “tidens udviklingstvang” og selvoptagethed, som han fandt eksempler på i moderne virksomheders koncepter for medarbejderudviklingssamtaler og selvhjælpsbøger med trin-for-trin-anvisninger til et lykkeligt liv. >> Læs videre

Bill Clegg: Har du selv haft en familie?

Af ,
Skriv en kommentar

Sorg og svigt, fortielser og fortrydelser. Det er grundkomponenter i enhver god familie, men i Bill Cleggs amerikanske familiedrama Har du selv haft en familie?, som netop er udgivet på dansk, er familierne leveringsdygtige i det hele i lidt større målestok end de fleste.

Romanen starter med den ultimative katastrofe for den godt halvtresårige June Reid. Hele hendes familie omkommer ved en eksplosionsbrand i hendes hus – den selv samme morgen, hvor hendes datter skulle giftes. Junes ca. tyve år yngre kæreste Luke, hendes eksmand, hendes datter og hendes kommende svigersøn er fra det ene øjeblik til det andet væk. Kun hun selv overlever, da hun på tidspunktet for branden var i haven. >> Læs videre

Chimamanda Ngozi Adichie: En halv gul sol

Af ,
Skriv en kommentar

Medrivende, underholdende og oplysende roman om den nigerianske borgerkrig, også kendt som Biafrakrigen i 1960’erne.

Nigeriansk fødte Chimamanda Ngozi Adichie (f. 1977) har fået vældig succes de seneste år, også i Danmark, senest med romanen Americanah (2013), men jeg har faktisk ikke tidligere læst noget af hende. Adichies gennembrudsroman fra 2006, Half of a Yellow Sun (på dansk første gang i 2007 som En halv gul sol), er således mit første bekendtskab med hendes værk.

Romanen udspiller sig i 1960’ernes Nigeria, som efter uafhængigheden fra Storbritannien i 1960 i stigende grad præges af spændinger mellem landet forskellige etniske grupper, hvoraf de største er hausaerne i nord, yorubaerne i vest og igboerne i øst. I 1966 udsættes landet for et militærkup og kort efter et modkup, som følges af massakrer på kristne igboer i de muslimsk dominerede, nordlige dele af landet. Massakrerne fører til udråbelsen af den uafhængige republik Biafra i 1967 i Nigerias sydøstlige region, domineret af igboer, og – ikke uvæsentligt – et område, hvor man kort forinden har fundet olie.

Kort efter udråbelsen af den nye stat erklærer det officielle Nigeria krig mod Biafra. Biafrakrigen kommer til at vare frem til 1970 og koste skønsmæssigt op mod 3 millioner mennesker livet, hvoraf de fleste dør i den sultkatastrofe, som Nigerias blokade af Biafra udløser i de sidste år af krigen. >> Læs videre

Caspar Eric: Nike

Af ,
2 kommentarer

“vi smadrer vores egne kroppe / vi smadrer statuerne / vi smadrer de små guder / og så smadrer vi hinanden / jeg har bare været smadret / fra begyndelsen”

Casper Erics (f. 1987) langdigt Nike er skrevet som var det én lang, mere eller mindre uredigeret email til ekskæresten: “it’s the things / we love most / that destroys us / knus Caspar / sendt fra min iPad,” som det hedder i udgangsstroferne.

Kærlighedssorgen fylder noget i digtet, men mere centralt står kroppen og samfundets kropsidealer. Caspar Eric ved noget om smadrede kroppe. Han er født med cerebral parese (også kendt som spastisk lammelse) og har gennemgået adskillige operationer på den konto. Digtet er i høj grad en lang reflektion over, hvordan man lever med dét i en kropsfikseret kultur. Der er ikke noget klynk over Nike, omend et vist mål af narcissisme og en hel del vrede og frustration – over oplevelsen af at blive set på og kategoriseret som handicappet. >> Læs videre

Klaus Høeck: Legacy

Af ,
Skriv en kommentar

“hvis du læser det / te digt vil du dø – der er / ikke nogen som / helst TVIVL om det – så / tænk dig godt om før du læ / ser det til ende / jeg indrømmer at / det er svært at standse her / hvis du først er kom / met så langt men pas / på – hvis du læser vide / re så vil du dø”

Ja, det kræver sin modige læser at læse Klaus Høecks seneste (og måske sidste?) mursten af en digtsamling. Og så måske alligevel ikke…

Klaus Høeck (f. 1938) er en af de tunge drenge indenfor dansk lyrik. Mere end 30 udgivelser og 15.000 digte, en livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond siden 1985 og en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris er blandt meritterne. >> Læs videre

Maria Gerhardt: Amagermesteren

Af ,
Skriv en kommentar

Nu er jeg jo ikke den allerstørste fan af digte som genre. Og jeg interesserer mig ikke det fjerneste for sport, mindst af alt fodbold. Så det var lidt op ad bakke fra starten for Maria Gerhardts (f. 1978) Amagermesteren, da det gik op for mig, at jeg her sad med en samling sportsdigte om blandt andet forfatterens erindringer fra tiden som fodboldpige på Amager.

Nuvel, man må jo efter bedste evne forsøge at sætte parentes om sine fordomme. Og Amagermesteren viser sig da også at handle om en del andet end sport. Først og fremmest fremstår digtsamlingen som en serie mere eller mindre selvbiografiske (gætter man på) erindringsglimt fra en opvækst i 1980’erne og 1990’erne på det ikke særligt fancy Amager. >> Læs videre