Sorg og svigt, fortielser og fortrydelser. Det er grundkomponenter i enhver god familie, men i Bill Cleggs amerikanske familiedrama Har du selv haft en familie?, som netop er udgivet på dansk, er familierne leveringsdygtige i det hele i lidt større målestok end de fleste.

Romanen starter med den ultimative katastrofe for den godt halvtresårige June Reid. Hele hendes familie omkommer ved en eksplosionsbrand i hendes hus – den selv samme morgen, hvor hendes datter skulle giftes. Junes ca. tyve år yngre kæreste Luke, hendes eksmand, hendes datter og hendes kommende svigersøn er fra det ene øjeblik til det andet væk. Kun hun selv overlever, da hun på tidspunktet for branden var i haven.

Herfra udfolder historien sig fortalt fra 11-12 forskellige personers perspektiv. Først og fremmest følger vi de to efterladte mødre, June selv og hendes afdøde kærestes mor, Lydia, i hver deres forsøg på at komme sig over deres uoverkommelige tab. Men også forældrene til drengen, som aldrig blev Junes svigersøn, får en stemme, ligesom en række andre personer, som på forskellig vis krydser June og Lydias veje blander sig i koret med deres egne historier.

Gradvist afdækkes de enkelte personers og familiernes forhistorier, og deres forskellige lig i lasten kommer for en dag – nogle af dem er hjerteskærende grumme.

Det lyder måske ikke som så voldsomt spændende et plot, men det er det. Clegg har komponeret romanen fermt og med sikker hånd, den er medrivende fortalt og let læst, man bliver fanget ind og vil hele tiden gerne lige have et kapitel mere med.

Der er en del personer at holde rede på, og fortællingen springer frem og tilbage i tid. Hvis man skal holde styr på det hele, kan det derfor anbefales at læse den i sammenhæng over ikke for mange dage. Men det kommer helt af sig selv – romanen har ihvertfald holdt mig vågen til lidt for sent de sidste par aftener, fordi jeg ikke kunne lægge den fra mig.

Omtrent en tredjedel igennem bogen noterede jeg mig en mild en skepsis overfor nødvendigheden af det relativt store persongalleri og især de mange blandede fortællerstemmer. Men den skepsis pakkede jeg sammen igen i løbet af den sidste del. De forskellige personers livstråde rulles fint ud – for efterhånden at vise sig at være filtret ind i hinanden på den uforudsigelige og tilfældige måde, som ellers kun det virkelige liv og sjældent en roman kan præstere på troværdig vis. Mod romanens slutning føler man, at man har lært et stort galleri af komplekse, virkelige og levende mennesker at kende.

Kun et par af de handlende fra den lille by i Connecticut, som har været bestilt til at levere henholdsvis blomster og cateringmad til brylluppet, er helt udenforstående, men de fungerer nu meget godt som staffage og eksponenter for det lille, sladrende landsbymiljø.

Nogle af fortællestemmerne er holdt i førsteperson, andre i tredjeperson. I starten forekom det mig lidt småirriterende kunstlet, men man finder hurtigt ind i rytmen, og Bill Clegg har faktisk en fortællemæssig pointe med dette greb, som jeg ikke skal røbe.

Romanen tematiserer de store følelser, den store sorg og de store svigt, men den gør det helt uden overdreven patos eller sentimentalitet.

Det er kort sagt en god bog.

Selv om livet kan være barskt, er jeg inderst inde godt klar over at vi forventes at blive her og spille vores rolle. Selv hvis rollen består i at hoste sig ihjel på grund af cigaretter eller at blive sprængt i luften inde i et hus i en ung alder mens din mor overværer det. Og selv hvis den består i at være den mor.

Kun ærgerede jeg mig over, at jeg ikke læste bogen på originalsproget frem for i denne nye danske udgave. Jakob Levinsen synes at have haft lidt vel travlt med oversættelsen. Min læsning blev forstyrret lidt for mange gange af grammatisk ukorrekte eller bare kluntede formuleringer. For eksempel tog jeg mig selv i at stoppe læsningen flere steder for at gætte på, hvordan en sætning mon har lydt i originaludgaven. Det er sjældent et godt tegn for en oversættelse. Og så var jeg lige ved at kaste bogen fra mig i irritation allerede efter første afsnit på første side, hvor Levinsen bruger ‘sin’ et sted, hvor der åbenlyst skulle have stået ‘hans.’

Derudover er teksten for mig at se en ufrivillig demonstration af, hvor forstyrrende det kan være for læsningen, hvis man benytter de gældende kommareglers mulighed for at undlade startkomma, dvs. komma før ledsætninger. Levinsen har valgt startkommaet fra, og han gør det konsekvent, så der er for så vidt ikke noget at komme efter dér, men Clegg bruger rigtig mange ledsætninger, og fraværet af gode gammeldags startkommaer gør nogle gange den ellers flydende tekst sværere at læse, end den burde være.

Disse små forbehold vedrørende fordanskningen skal dog ikke afholde mig fra at anbefale bogen varmt. Hvis du behersker det engelske, vil jeg dog råde dig til at gå efter originaludgaven.

Bogen er venligt tilsendt af forlaget som anmeldereksemplar.

K's vurdering: