Et homerisk inspireret, postmodernistisk, episk langdigt fra Saint Lucia i Vestindien … Det lyder for det første som en selvmodsigelse og for det andet som en noget obskur affære, man må gå til med en vis skepsis.

Det øger ikke i sig selv nødvendigvis forventningerne meget, at Derek Walcott (f. 1930) i 1992 modtog Nobels litteraturpris på baggrund af netop Omeros (opr. 1990). Nobelprisen er som bekendt gået til ikke så få besynderlige forfatterskaber i tidens løb.

Men, men, men: Walcott og Omeros er faktisk et ret spændende og ganske underholdende bekendtskab. Om end ikke decideret lettilgængeligt.

Omeros er et stort tænkt og imponerende udført epos – løseligt inspireret af de homeriske klassikere, Illiaden og Odysseen og den græske mytologi i øvrigt, men også spækket med andre globale kulturreferencer, tematiseringer af Vestindiens nyere og tidlige historie, slaveri og imperialisme, kapitalisme og turisme og meget andet.

Værkets hovedhandling er forankret i den vestindiske østat Saint Lucia, som geografisk er en del af de små Antiller i Caribien. Politisk opnåede Saint Lucia selvstændighed fra Storbritannien i 1979. I sin tidligere historie har øen været genstand for kolonimagterne Storbritanniens og Frankrigs kamp om herredømmet i Caribien, og i perioden 1660-1814 skiftede kontrollen over Saint Lucia ikke mindre end 14 gange mellem briterne og franskmændene.

Denne omskiftelige politiske historie gav en overgang øen tilnavnet “Vestindiens Helene” – med en reference til den skønne Helene i græsk mytologi, som grækere og trojanerne sloges om i ti år i Den Trojanske Krig, og som dermed var indirekte årsag til, at Odysseus efter krigen blev kastet ud på sin yderligere ti år lange odyssé på vej hjem.

Helene spiller en central rolle i Walcotts værk – både som konkret person og som metafor på flere niveauer. I bogens nutid – Walcott afslører ikke noget årstal, men vi må være i sidste halvdel af det 20. århundrede – er “ibenholtspigen” Helene den smukkeste kvinde på øen, hvis gunst de to jævne fiskere med de mytologiske navne Achilleus og Hektor kappes om.

Derek Walcott (f. 1930). Foto fra forfatterens goodreads-profil.

Et andet spor handler om det pensionerede, britiske ægtepar Plunket, der har slået sig ned på Saint Lucia, og hos hvem Helene arbejder som tjenestepige. Major Plunkett er amatørslægtsforsker og sporer sin egen slægt tilbage til en officer, der deltog i slaget om Îles des Saintes i 1782 (som i parentes bemærket er gået over i historien som det slag, der definitivt sikrede Storbritannien herredømmet over de små Antiller, men samtidig svækkede den engelske flåde så meget, at det fik en afgørende indflydelse på den amerikanske revolutionskrig).

Endelig er der et tredje spor om fortælleren selv, som med jævne mellemrum melder sig på banen som en aktiv del af fortællingen. Han griber ikke direkte ind i handlingssporene om Plunkett-parret og trekantsdramaet mellem Helene, Achillleus og Hektor, men bevæger sig rundt på øen og i verden i øvrigt på en endeløs odyssé, herunder med stop i Boston og New York, London og Lissabon mv.

Bogen bevæger sig ubesværet og uden varsler frem og tilbage i historien og på tværs af kontinenter og verdenshave. Det ene øjeblik fortæller Walcott en realistisk historie om fiskerne i Saint Lucias nutid eller om den falmede kærlighed mellem ægtefællerne Plunkett. Det næste øjeblik viser handlingen og personerne sig i lige så høj grad at være metaforer og ustabile tegn for slaveriets og kolonitidens skygger ind i nutiden.

I en lang drøm rejser fiskeren Achilleus for eksempel på et tidspunkt i sin lille fiskerbåd tværs over Atlanterhavet og tilbage gennem historien til den vestafrikanske kyst, hvor han – som ikonisk repræsentant for alle afrikanske slaver importeret til Vestindien – genforenes med sine vestafrikanske forfædre på slavehandlens tid.

I et andet kapitel giver fortælleren den pludselig – med en implicit reference til Odysseen – som forvandlet svin i seng med troldkvinden Kirke:

Samme månelyse nat lå jeg og snorkede, sammenkrummet
om hende, da hun stødte mig væk fra sin fugtigvarme krop
med et skrig, der rejste sine børster i mig. Hun rev i kæden til sin

sengelampe, mens jeg med tungt hoved og trækninger i trynen
Så hendes hænder kradse hendes ansigt. Da jeg krøb tættere på,
drev hendes panisk fægtende arme mig væk, og hun krøb sammen

ved sit hovedgærde, så jeg flyttede mig for at lukke hende inde
imellem mine svineklove, mine sænkede hugtænders bue,
mens stide børster prikkede i min nakkekam. “Dit uhyre!” Hun gøs.

“Dit uhyre! Jeg vendte mig om og så på dit ansigt, mens du sov,
og du snorkede, med trynen i truget og dækket af fluer.”
Kunne et uhyre græde, da ville jeg have grædt, igennem den

halvsøvn, der stadig klistede mine øjensprækker sammen.
Hendes fingre var grene. Jeg borede mig igennem deres
kratskov tilhendes bryster, og deres ømhed tog imod mig.

Jeg mærkede, hvordan hun hulkede, hvordan hendes krops smil
fik hendes smalle skuldre til at slappes. “Åh, gud, jeg drak
for meget vin til middagen i går.” Så omfavnede Kirke sit svin.

Ind i mellem træder fortælleren helt ud af historien, giver sig til kende som forfatter og kommenterer på tekstens tilblivelse. Værket, der ellers præsenterer sig som en episk fortælling på vers, har således også en række ‘postmodernistiske’ træk i kraft af reflektionen over sin egen skrift og enhver identitets fiktive karakter.

Walcott holder sig ikke til at referere til Homer, men trækker på en lang række andre kulturelle referencer, herunder Dante Alighieri. Mod slutningen af eposet foretager den navnløse fortæller således en drømmeagtig rejse til Helvede, som her er forlagt til vulkanen på Saint Lucia. Rejsen er en vellykket parafrase over Dantes Den Guddommelige Komedie, hvor Dante blev ført gennem Purgatorium, Helvede og Himlen af digteren Vergil.

I Omeros får vores fortæller i stedet selveste Homer som fører – i form af en marmorbuste af digteren, som fortælleren på et tidspunkt har set på et museum i USA, men som nu kommer til live, voksende ud af havskummet i strandkanten som en anden Afrodite. Ført af digterens marmorhånd kommer han gennem Skærsildens og Helvedes kredse og støder på dem, der har gjort ondt i Saint Lucias historie. I “Spekulationens Ringgrav” støder han f.eks. på de politikere og andre kapitalistiske spekulanter, der solgte øens jord og sjæl som byggegrunde til turisthoteller:

                                                      Jeg hørte de kogende

dampmaskiner nede i sprækkerne, den dybe harme
fra Hefaistos eller Ogun, der murrede over de syndige
sjæle, der havde forrådt deres race; den urgamle esse

med boblende bly kom i udbrud i helvedskredsen Malebolge
og stødte spekulanter med gurglende hoveder op fra lavaen,
hvor de mumlede om fordelagtige handler, mens de steg op.

Det var forræderne, de valgte politikere, der så på landet
som på en udsigt til hoteller og ophøjede andres sønner
til tjenere, mens deres egne lærte noget helt andet.

På deres plads som grundejere, mens vi gik på klippehylder
langs de boblende hemmeligheder, greb de nu efter mine sko
for at trække mig ned til sig med smeltende mudderfingre

og udsugede ansigter, der argumenterede for Nødvendighed
med hastige nuller bagefter, som ingen anden forstod,
til gavn for øen.

Citatet er et eksempel på, hvordan Walcott i værket kombinerer et stærkt og malerisk billedssprog med arkaiske referencer og moderne kulturkritik.

Walcotts lyrik er i det hele taget særdeles intens, mættet med kraftfulde metaforer og andet billedsprog, som gør læsningen til en overordentlig kalorierig, men også lidt anstrengende affære. Jeg fik næsten for meget undervejs – 326 sider á 24 stroferi stil med ovenstående er lige ved at være mere, end jeg kan kapere i træk, og det var i passager svært at holde koncentrationen fuldt ud.

Om at læse oversættelsen
Jeg har læst det meste af Omeros i John Høyers danske oversættelse fra 2008. Normalt læser jeg helst litteratur, der oprindeligt er skrevet på engelsk, på originalsproget. I tilfældet Omeros kunne der være endnu flere grunde til at gøre det end ellers, for uagtet de mange kvaliteter ved John Høyers fordanskning, så går meget tabt i oversættelsen.

Dels indeholder Walcotts oprindelige digt en del replikker på patois, som er et lokal talesprog, beslægtet med kreolsk. Som oversætteren redegør for i et kort efterord, giver det næppe meget mening at forsøge at finde en dansk ækvivalent herfor, og John Høyer har klogeligt valgt at oversætte til mundret taledansk.

Men også meget af rytmikken går tabt i oversættelsen, ligesom den danske udgave har valgt at se bort fra rimene til fordel for en højere semantisk fidelitet. Jeg har både den engelske og den danske udgave i reolen, og har således haft anledning til at sammenligne nogle af stroferne i oversættelsen med originalen, og der er ingen tvivl om, at teksten undergår en ret stor forandring i oversættelsen.

Jeg lagde da også ud med at læse Omeros på engelsk, men jeg måtte erkende at mit engelske ordforråd blev mere end almindeligt udfordret. Walcott bruger hele paletten i sproget – og lidt til – i et kompakt billedsprog, hvor nuancerne er vigtige for at få meningen med, og jeg må indrømme, at jeg efter ikke så mange kapitler begyndte at overveje, om det ville være anstrengelsen værd. Tilfældigvis faldt jeg samtidig over den danske udgave på bogudsalg i Arnold Busck (og det er lige nu – du kan måske nå det!) til sølle 39 kr. Det gjorde udslaget, og jeg har således læst det meste af bogen på dansk. Og som det fremgår, er der bestemt også en interessant læseoplevelse i vente, selv hvis du ligesom jeg ikke orker den engelske original.

Derek Walcott er født på Saint Lucia, og som det fremgår, handler Omeros også i stor udstrækning om Saint Lucia, om øens geografi, historie og ikke mindst mennesker. En passende repræsentant for litteratur fra den lille caribiske østat i min litterære verdensrundrejse.

K's vurdering: