Hvid som jasmin er en flot og meget vellykket grafisk biografi om Iben ‘Odin Teatret’ Nagel Rasmussen.

Iben Nagel Rasmussen (f.1945) har igennem det meste af sit liv været en af de absolutte hovedkræfter – som skuespiller, instruktør og underviser – i det internationale, eksperimenterende teater Odin Teatret, som er forankret i Holstebro.

Som ung var hun kæreste med digteren og sangeren Eik Skaløe (1943-1968) fra det danske band Steppeulvene. Det er således Iben, der er pigen bag Itsi-Bitsi, som Eik ville have med til Nepal i sangen med samme titel fra Steppeulvenes eneste album Hip (1967). Ligesom det er hendes ‘bestjernede fod’, han vil knæle for i sangen ‘Til Nashet’ fra samme album.

Og så er hun datter af den i Danmark verdenskendte forfatter Halfdan Rasmussen og den lidt mindre kendte forfatter Ester Nagel.

Sille Jensen fortæller i Hvid som jasmin Iben Nagel Rasmussens historie. Udover en kort prolog, som udspiller sig i 2013, fortælles historien kronologisk startende helt tilbage fra før Ibens fødsel med hendes forældres første møde i 1940. Herfra bevæger historien sig gennem Ibens barndom og tidlige ungdom over mødet med Eik Skaløe og de euforiserende stoffer i 1960’erne, til hun optages som elev på Odin Teatret i 1966 og starter sin udvikling som teaterkunstner (mens Eik begår selvmord som 25-årig i Indien i 1968) og videre op gennem alle årene med det banebrydende teater – og med forskellige mænd.

Bogen fremstår som én stor collage stykket sammen af Sille Jensens egne tegninger og ord, fotografier, digte, citater fra dagbøger og breve samt interviews med Iben Nagel Rasmussen mv. Det er en virkelig flot bog, som rammer en god balance mellem tegninger, fotos og ord. Den læses næsten som en tegneserie.

Dertil kommer, at historien er godt og medrivende fortalt. Bogen er ikke alene et portræt af Iben Nagel Rasmussen, men også af hendes mor, Ester Nagel, og i et vist omfang også af hendes far, Halfdan Rasmussen, og af Eik Skaløe.

Samtidig leverer Sille Jensen ganske fine tidsbilleder fra besættelsestiden og de glade, men også noget omtågede 1960’ere. Og så giver bogen også et indblik i det unikke Odin Teaters arbejdsmetoder og udvikling.

Selv har jeg kun oplevet en enkelt teaterforestilling med Iben Nagel Rasmussen og Odin Teatret, nemlig Ibens egen forestillling Itsi-Bitsi. Den gjorde til gengæld også stort og blivende indtryk, og den står stadig stærkt i min erindring, selv om det er mere end 20 år siden.

Sille Jensens flotte bog minder mig om, at det må være tid til at slå vejen omkring teatret i Holstebro igen snart.

K's vurdering: