Dette kan ikke være en udgivelse, der er sponsoreret af det grønlandske turistbureau. Jeg kan ihvertfald love for, at jeg ikke får lyst til at tage til Grønland lige med det første efter at have været på rejse i Zombieland med Sørine Stenholdt.
“Her lades alt håb ude” står der over porten til Helvede i Dantes Den Guddommelige Komedie. Det kunne også have været en passende advarsel til læserne af denne novellesamling. >> Læs videre
“Nu handler livet jo ikke bare om at forgribe sig på mindreårige pigebørn, tortur og henrettelser. Der er også krige, naturkatastrofer og ganske banale dødslejer. Men alt det har vi været igennem, så hvad skal jeg snart finde på?”
Misogyni, mord, lemlæstelse, tortur, voldtægt, kannibalisme, menneskeofringer, pædofili, pornografi, seksuel omgang med afføring – og sågar mishandling af små dyr og dukker …
Hvis man tror, at det neutrale, konservativt lyseblå bogomslag og det forhold, at forfatteren havde passeret de 78 år ved udgivelsen af Forløbelser i 2015, kan læses som betryggende tegn på en omgang stille og rolig, småborgerlig hyggelæsning, der passende kan indtages sammen med aftenkaffen og vanillekransen, så kan man godt berede sig på at løbe ud og kaste de sidstnævnte op. >> Læs videre
Niels Knudsens anden bog, Alting i et andet lys, er en samling korte noveller i mellemrummet mellem virkelighed og fiktion. Elleve små grotesker fra hverdagslivet med et twist.
Niels Knudsen synes at hente inspiration fra nogle af de store modernister indenfor genren ‘fantastisk litteratur’, såsom Jorge Lois Borges, Julio Cortázar og hjemlige Svend Åge Madsen. >> Læs videre
“vi smadrer vores egne kroppe / vi smadrer statuerne / vi smadrer de små guder / og så smadrer vi hinanden / jeg har bare været smadret / fra begyndelsen”
Casper Erics (f. 1987) langdigt Nike er skrevet som var det én lang, mere eller mindre uredigeret email til ekskæresten: “it’s the things / we love most / that destroys us / knus Caspar / sendt fra min iPad,” som det hedder i udgangsstroferne.
Kærlighedssorgen fylder noget i digtet, men mere centralt står kroppen og samfundets kropsidealer. Caspar Eric ved noget om smadrede kroppe. Han er født med cerebral parese (også kendt som spastisk lammelse) og har gennemgået adskillige operationer på den konto. Digtet er i høj grad en lang reflektion over, hvordan man lever med dét i en kropsfikseret kultur. Der er ikke noget klynk over Nike, omend et vist mål af narcissisme og en hel del vrede og frustration – over oplevelsen af at blive set på og kategoriseret som handicappet. >> Læs videre
“hvis du læser det / te digt vil du dø – der er / ikke nogen som / helst TVIVL om det – så / tænk dig godt om før du læ / ser det til ende / jeg indrømmer at / det er svært at standse her / hvis du først er kom / met så langt men pas / på – hvis du læser vide / re så vil du dø”
Ja, det kræver sin modige læser at læse Klaus Høecks seneste (og måske sidste?) mursten af en digtsamling. Og så måske alligevel ikke…
Klaus Høeck (f. 1938) er en af de tunge drenge indenfor dansk lyrik. Mere end 30 udgivelser og 15.000 digte, en livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond siden 1985 og en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris er blandt meritterne. >> Læs videre
Heaven Is Open Today er et sympatisk, omend ikke fuldt ud vellykket, multikunstnerisk projekt: På én gang en digtsamling, en illustreret og illumineret bog og en musikudgivelse.
Kamilla Hygum Jakobsen har skrevet tekster og musik, bandet In Carbon Diamonds Grow står for musikken (med Kamilla Hygum Jakobsen selv i den vokale front), Carl Quist Møller har illustreret, mens Morten Agergaard står for kalligrafering af bogens tekster og grafisk designi øvrigt. >> Læs videre
Nu er jeg jo ikke den allerstørste fan af digte som genre. Og jeg interesserer mig ikke det fjerneste for sport, mindst af alt fodbold. Så det var lidt op ad bakke fra starten for Marie Gerhardts (f. 1978) Amagermesteren, da det gik op for mig, at jeg her sad med en samling sportsdigte om blandt andet forfatterens erindringer fra tiden som fodboldpige på Amager.
Nuvel, man må jo efter bedste evne forsøge at sætte parentes om sine fordomme. Og Amagermesteren viser sig da også at handle om en del andet end sport. Først og fremmest fremstår digtsamlingen som en serie mere eller mindre selvbiografiske (gætter man på) erindringsglimt fra en opvækst i 1980’erne og 1990’erne på det ikke særligt fancy Amager. >> Læs videre
“Kramfaje nuppa nappa meje
stinkelbener edderreje
bille utte raps antenner
funkelgnister, trumbannister
guldsafiranunkelknister”
Nej, det er ikke K’s bognoter, der er blevet hacket eller har fået virus. Det er bare Birgitte Krogsbølls skønne børnebog Funkelgnister med den passende undertitel Rim, råb og remser.
Nu læser vi jo ikke så tit børnebøger her hos K’s. Det har da også den særlige anledning, at Birgitte Krogsbølls Funkelgnister er en af syv digtbøger, der er blevet udtaget som kandidat til Politikens Litteraturpris 2015, og som jeg har sat mig for at læse allesammen. >> Læs videre
“jeg er en stenhård kuglebærer / jeg er en stenhård kuglebærer / jeg er en stenhård kuglebærer / kom ikke til mig med jeres bløde shit”
Ursula Andkjær Olsens (f. 1970) seneste digtsamling, Udgående fartøj, er hård kost. Stenhård.
Værket kredser om at håndtere sorg og tab. Det er ikke lysende klart af digtene, hvori sorgen og tabet består, men jeg har læst mig til, at Andkjær Olsens forrige udgivelse, Det 3. årtusindes hjerte (som jeg ikke har læst), tematiserede afbrudte graviditeter. Og det giver god mening at tolke tabet i Udgående fartøj som knyttet til erfaringen af en uønsket abort. Men det er sådan set ikke nødvendigt med en så konkret tolkning, for Udgående fartøj fungerer også som tematisering af tab og sorg mere generelt. >> Læs videre
Sorg, savn, seksualitet og psykoser kunne være nogle af overskrifterne for Bjørn Rasmussens på én gang stærke og skrøbelige digte. I passager frastødende, nogle gange decideret klamme, i andre passager rørende og båret af stor ømhed. Det ene øjeblik er digteren på grænsen til det ynkeligt selvoptaget klynkende, det næste lynende skarp og brutal i sin selvgennemlysning.
Det er ikke nødvendigvis min kop te, men det har mere med min personlige smag at gøre end med Bjørn Rasmussens (f. 1983) evner. For der er ingen tvivl om den høje kvalitet. >> Læs videre
“Fordi døden er den fest / I holder / er mit digt / en magisk bønnespire / i jeres anus.”
Der er en vildskab og en rå, sorthumoristisk energi i de bedste dele af Thomas Bobergs dystopiske, samfundskritiske digttrilogi om hesteæderne og den samfundsnedbrydende kamp om kulturherredømmet mellem Konsulens og Kaliffens tilhængere. Men den er også for lang og taber pusten ind imellem.
Hesteæderne (1-3) er sin form overordnet set at betragte som et stort sammenhængende epos. Digttrilogien er organiseret i selvstændige digte i varierende rytmiske former, i passager lyrisk, men i overvejende grad gående i retning af det prosaiske digt. Der er dog en tydelig, fremadskridende fortælling i digtene, som således bør læses i sammenhæng og i rækkefølge. >> Læs videre
Joachim Lykke (f. 1976) vil ganske meget i sin debutroman Om min søster (2015). Desværre lykkes det ikke helt.
Den ydre historie i romamen er for så vidt fuld af dramatik: Fortælleren er ved romanens begyndelse praktikant ved den danske ambassade i Benin. Her udfører han sit job utrolig dårligt, svindler med bilag m.v. og har i øvrigt et mere eller mindre ufrivilligt, seksuelt forhold til sin chef. På en tjenesterejse for ambassaden forelsker han sig i en ung, amerikansk kvinde, Zoey, der arbejder som engelsklærer i en lille beninsk landsby inde i landet.
Tidligt i romanen finder fortælleren imidlertid Zoey med halsen skåret over, myrdet i sin seng. Han mistænkes for mordet (og måske har han også begået det?) og fængsles i flere måneder i et ikke specielt behageligt beninsk fængsel, hvor han slår sig på produktion af peanutolie. Da han slipper ud, tager han tilbage til landsbyen, hvor kæresten blev myrdet, beslutter sig pludselig for at udgive sig for læge og etablerer en lokal lægepraksis (bygget op på medicin og lægeremedier, han stjæler på et hospitalsskib i Benin City), mens han hen ad vejen prøver at lære sig selv lægegerningen. >> Læs videre
Kan man skrive en bog kun ved bruge af tegnene >< ? Ja, det har Kenneth Krabat ihvertfald gjort. Det er ikke for alle og enhver – herunder nok heller ikke ikke for mig. Men det er om ikke andet anderledes end det meste.
På Kenneth Krabats hjemmeside kan man om udgivelsen læse, at Krabat og hans forlægger Morten E. Nørskov fra forlaget tab&nar (ja, det kalder forlaget sig) var enige om, “at bogen nok kun henvender sig til visuelle poeter med flair for selvbyggerhistorier og/eller dramatisk grundforskning. Man skal nok være lidt poetisk autistisk eller virkelig ønske at være med på nybyggervognen, når den bevæger sig over den poetisk-semantiske prærie mod solopgangen.”
Den vogn ville jeg da gerne være med på, tænkte jeg, selv om jeg jo nok på forhånd var lidt nervøs for, om der virkelig var plads til mig dér. Så da jeg blev tilbudt et eksemplar til anmeldelse, takkede jeg ja til udfordringen af min vanelæsning. >> Læs videre
Originalt, nyt dansk værk krydser grænser mellem både litterære genrer og medier – og så er det bare superlækkert udført.
Jeg har glædet mig til at få Monia Sanders (f. 1988) nye værk Dominique mellem hænderne, lige siden jeg havde lejlighed til at se en ‘prototype’ i forbindelse med Lille Bogdag i april måned tidligere på året. Og det var da også en ren fornøjelse at modtage værket med posten og pakke det langsomt ud.
Dominique består af 16 separate tryksager af forskellig karakter (17, hvis man tæller et visitkort med). De kommer i en simpel, grå papæske, men når du åbner æsken, mødes du af en umanerlig indbydende pakke af små hæfter, foldere og løsblade i forskellige størrelser, papirkvaliteter og grafiske udtryk, sirligt bundet sammen af et kapitælbånd (som er de dér små, ofte stribede stofstrimler, der fæstnes foroven og forneden på bogblokken i en indbundet bog). Alt sammen pakket nænsomt ind i et stykke bogbindergaze. Hele pakken emmer med andre ord af klassisk bogbinderkunst, men altså i en noget defragmenteret form. >> Læs videre
Danny scorer iført bowlingsko er en ganske vellykket samling underfundige, tragikomiske scener fra en række helt almindelige, og så alligevel helt ualmindelige, menneskers liv.
Thomas Ahrensbøll Hansens små noveller har titler som ‘Torsten er en kanin og det er et karrierevalg’, ‘Måske skulle Linda blive proceskonsulent hos Arbejdsmiljø Gentofte’ og ‘Lea kan ikke få for mange indbyggede skabe’, og titlerne siger en del om tonen.
Egentlig er der ikke så meget tale om noveller som om 45 korte punktnedslag i en række menneskers liv i form af beskrivelser af en hverdagssituation. Mange er på mindre end én side, men Thomas Ahrensbøll Hansen formår i de bedste af teksterne på fornem vis på den korte plads via disse punktnedslag at give os et kig ind i et helt menneskes liv.
Det er ret sjovt, men heller ikke uden alvor, og i mange af teksterne er tonen tættere på det tragikomiske. Thomas Ahrensbøll Hansens personer er alle sammen en lille smule sølle, en lille smule ensomme og en lille smule kejtede i livet. >> Læs videre
Harald Voetmann excellerer igen i sin nyeste roman i det ækles æstetik. Og han gør det virtuost som få. På samme niveau kan jeg umiddelbart faktisk kun komme i tanker om fransk litteraturs enfant terrible Céline, men han mangler Voetmanns humor. For hos Voetmann er det grimme og det ækle ikke bare grimt og ækelt, det er en sproglig fest, et rullende og trompetspillende cirkusoptog af det ene mere groteske optrin efter det andet i sprudlende, middelalderlig sprogdragt.
Jeg var ret begejstret for Voetmanns forrige bog. Alt under månen (2014), og Syner og fristelser er næsten lige så god. Faktisk er den sidste på sin vis mere stramt og for så vidt bedre komponeret end forgængeren. Syner og fristelser mangler dog det spraglede katalog af frastødende og såre menneskelige typer, der befolkede Voetmanns udgave af Tycho Brahes Hven i Alt under månen. >> Læs videre
Antropocæn kreatur? Hvad i alverden er det nu for en titel?
Antropocæn er et af de nye in-ord på den klimabevidste del af venstrefløjen. Begrebet er for nogle år siden bragt i spil i antropologiske, men også i geologiske kredse som forslag til betegnelse for en ny geologisk tidsalder.
Ifølge de nuværende officielle betegnelser befinder vi os i dag i tidsalderen Holocæn, som har varet siden sidste istid for ca. 11.500 år siden. Argumentet bag begrebet Antropocæn er, at jorden siden den industrielle revolution omkring år 1800 har undergået så store og varige forandringer som følge af menneskelig aktivitet, at det også i et geologisk perspektiv giver mening at tale om en helt ny epoke. >> Læs videre
Kim Leines seneste mursten af en bog er en flot fortalt historisk roman af episk tilsnit, som både giver et tidsbillede af en dramatisk periode i dansk, finsk og tysk historie, og et portræt af to mænd i moralsk frit fald. Den er næsten lige så god som Profeterne i Evighedsfjorden.
I romanen følger vi to danske mænd, de enæggede tvillinger Kaj og Ib Gottlieb fra deres ungdom til deres død, med enkelte tilbageblik på barndommen. Historien fortælles skiftevis fra de to brødres perspektiv, dog med overvejende vægt på Kaj.
Som læsere falder vi ved romanens begyndelse ind i brødrenes liv på det tidspunkt, hvor de som unge mænd har afbrudt deres universitetsstudier og nu er på vej til Finland for at deltage i den finske borgerkrig i 1918. De har meldt sig som frivillige på den ‘hvide’ side mod de ‘røde’ og glæder sig til at komme over og slå bolsjevikker ihjel. >> Læs videre
Et portræt af Danmarks måske mest indflydelsesrige embedsmand i nyere tid, tidligere departementschef i Finansministeriet og direktør i Dong, Anders Eldrup.
Forlaget Zetland har skabt sig en niche indenfor en genre, de selv kalder ‘singler’. Zetlands singler er korte journalistiske historier, ‘længere end artikler, men kortere end bøger,’ som forlagets eget slogan lyder.
Zetland udgiver kun sine singler som e-bøger, så jeg har i dette tilfælde overvundet min gammelsmølfagtige modvilje mod dette medie. På den anden side havde jeg nok heller ikke villet ofre meget mere end de sølle 35 kr., man giver for en sådan single (og dét er faktisk billigt for en udgivelse, der trods forlagets slogan ikke desto mindre kommer op på godt 100 sider og dermed kan kvalificere sig til betegnelsen bog).
Bogen er et portræt af Anders Eldrup, og tager hele turen fra hans tidlige barndom over studietiden og karrieren i Finansministeriet til tiden som direktør for Dong, indtil han blev fyret af bestyrelsen i 2012. >> Læs videre
Hvid som jasmin er en flot og meget vellykket grafisk biografi om Iben ‘Odin Teatret’ Nagel Rasmussen.
Iben Nagel Rasmussen (f.1945) har igennem det meste af sit liv været en af de absolutte hovedkræfter – som skuespiller, instruktør og underviser – i det internationale, eksperimenterende teater Odin Teatret, som er forankret i Holstebro.
Som ung var hun kæreste med digteren og sangeren Eik Skaløe (1943-1968) fra det danske band Steppeulvene. Det er således Iben, der er pigen bag Itsi-Bitsi, som Eik ville have med til Nepal i sangen med samme titel fra Steppeulvenes eneste album Hip (1967). Ligesom det er hendes ‘bestjernede fod’, han vil knæle for i sangen ‘Til Nashet’ fra samme album.
Og så er hun datter af den i Danmark verdenskendte forfatter Halfdan Rasmussen og den lidt mindre kendte forfatter Ester Nagel. >> Læs videre
Ny dansk roman om forholdet mellem en forfatter og hans stof og om Københavns historie i begyndelsen af det 20. århundrede er velskrevet og udmærket underholdende, men indløser ikke fuldt ud sine egne høje ambitioner.
Titlen er ikke en slåfejl, men henviser til en gammel og forsømt herskabsvilla, som spiller en hovedrolle i romanen. Villaen, som ligger i et slidt københavnsk forstadskvarter, har for mange år siden mistet V’et i sit navn på facaden og går nu bare under navnet ‘illa Isabella’. >> Læs videre
Det er slet ikke nogen dårlig bog, Lone Hørslev har skrevet om Marie Grubbe. Den rummer sanselighed, kødelighed og erotik. Den giver et levende historisk tidsbillede. Den er for så vidt også udmærket kompositorisk opbygget. Den er bare lidt småkedelig.
Den rørte mig ihvertfald ikke rigtigt. Måske fordi jeg ikke for alvor kunne indleve mig i hovedpersonen Marie Grubbe. Hun virkede lidt træls og lidt for naiv, men frem for alt bare uinteressant. Som læser fandt jeg aldrig nogen interesse for hende, selv om det er hendes indre tanker, der fylder det meste af romanen. Faktisk var der mere liv i nogle af de marginale bipersoner (kokkepigen Drude f.eks.). >> Læs videre
Mette Østgaard Henriksens to små pixi-bøger Heksehistorier og Lesbiske eventyr om mænd er udgivet samtidig og lægger i form og indhold i høj grad op til at blive læst som to dele af samme værk.
Fysisk er de i samme kvadratiske pixi-format: Den ene er sort med gul titel. Den anden er gul med sort titel. De består begge af en samling kortprosastykker på 1-2 små sider, heraf en del på kun nogle få korte sætninger.
Prosateksterne er også bygget op på samme måde: I den ene starter alle teksterne med ‘Der var engang en kvinde, der…” og i den anden med ‘Der var engang en mand, der…”. Men derudover er de faktisk ret forskellige. >> Læs videre
Dan Ringgaards “tænkepause” om litteraturen som begreb, den historiske udvikling af litteraturen som sådan og litteraturens vilkår i dag og i fremtiden er fagligt velbevandret og indeholder gode reflektioner. Men den er også lidt tør.
Dan Ringgaard er lektor i nordisk litteratur ved Aarhus Universitet, og Litteratur er Tænkepause nr. 23 i Aarhus Universitetsforlags succesrige serie af små pamfletter, der søger at få forskningen ud af studerekamrene på universiteterne og ud til os i den brede befolkning.
Ringgaard leverer på de få sider en komprimeret skitse af den historiske udvikling af litteraturen som sådan (til forskel fra en traditionel litteraturhistorie om udviklingen af litteraturens forskellige genrer og stilarter belyst gennem typiske værker og forfattere). Hans gennemgang er styret af en interesse for, hvad vi kan sige om litteraturens vilkår i dag og ikke mindst dens fremtid i lyset blandt andet fremvæksten af elektroniske medier i en globaliseret verden. >> Læs videre
“Gak til myren, og bliv vis”, hedder det i Ordsprogenes Bog i Det Gamle Testamente. Det kan der være noget om. Herfra skal der ihvertfald lyde en klar opfordring til at gakke til Hans Joachim Offenbergs lille bog om myrer og blive klogere på deres i sandhed forunderlige verden – og måske også på menneskenes. En opfordring, som vel at mærke kommer fra én, der absolut ikke havde nogen særlig forhåndsinteresse i myrer eller entomologi i det hele taget.
Myrer er ellevte udgivelse i Aarhus Universitetsforlags geniale serie Tænkepauser, som har som formål at formidle forskning til folket – til en pris, alle kan betale (billigere end en fadøl), og i et omfang, alle interesserede kan overkomme at læse (60 små sider). >> Læs videre
Theis Ørntoft (f.1984) er fucking træt af breaking news, der ikke breaker andet end fordummende, forskelsløse ligegyldigheder. Han er vred og desillusioneret på de menneskelige samfunds vegne. Men ikke nødvendigvis på planetens og naturens.
“For mig er samfundene døde. / Jeg tror ikke længere / det er et spørgsmål om forfinelse / men om afvikling.”
Theis Ørntofts anden digtsamling Digte 2014 er blandt andet blevet kaldt for mørk, postapokalyptisk økopoesi (Lilian Munk Rösing, Politiken). Og det er ikke helt dårligt ramt. For når man læser Ørntoft, så kastes man ind lige midt i apokalypsen, som vi må forstå allerede er her. De politiske fortællinger, den meningsløse nyhedsstrøm, industrisamfundet, ja, de menneskelige samfund i det hele taget, har spillet fallit. Det er næsten lykkedes menneskene at ødelægge planeten, men naturen slår igen, ukrudtet bryder op gennem asfalten, og Ørntofts poesi rækker bagud og nedad efter en slags naturens urkraft. >> Læs videre
Jeg er ikke den store lyriklæser, som faste følgere af disse noter vil vide. Men Pia Juuls (f.1962) optræden ved arrangementet Digte & Lyd i VEGA forleden inspirerede mig alligevel til at anskaffe mig Juuls seneste udgivelse, Avuncular, med den i sig selv nysgerrighedsvækkende undertitel Onkelagtige tekster.
Avuncular er et engelsk udtryk og betyder netop onkelagtig, som man kan læse i et uddrag fra en engelsk-danskordbog, der er optrykt på bagsiden af Pia Juuls bog sammen med en billedcollage af forskellige slags onkler, virkelige og fiktive, heraf muligvis nogle af hendes egne.
‘Onkelagtig’: Der er noget tø-hø over begrebet, noget trygt, noget genkendeligt, noget ikke alt-for-tæt-familieagtigt (tæt nok på til at være trygt og sikkert, men ikke så tæt, at det er omklamrende), noget der smager af barndom og gamle dage. >> Læs videre
Velskrevet roman om tre danske børns opvækst i Grønland rummer fine skildringer af verden set fra børnehøjde og et nuanceret blik på forholdet mellem danskere og grønlændere i en lille by i Vestgrønland. Men den står for stille på samme sted over for mange sider, og det bliver kedeligt.
I Godhavn følger vi tre søskendebørn i en dansk tilflytterfamilie i den lille vestgrønlandske by Godhavn på Diskoøen i et ikke præcist angivet år. Der er det ca. 6-årige energibundt Bjørk, den mere forsagte og introverte 12-årige Knut og storesøster Hilde, som med sine 14-15 år er midt i sin fuldt udfoldede teenageperiode med alt, hvad det indebærer.
Romanen er opdelt i tre lange kapitler, som på skift fortæller om den samme periode i børnenes liv – med afsæt i hjemkomsten til Godhavn efter en sommerferie i Danmark – fortalt fra hvert af de tre børns perspektiv. >> Læs videre
Alexander Carnera (f.1968) er PhD i noget med litteratur, filosofi og jura, og udover forfattergerningen arbejder han bl.a. som ekstern lektor ved CBS, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi. En del af problemet med Under Saturns sol er muligvis, at Carnera bringer for mange af sine forskningsmæssige interesser over i sin fiktion. Og det virker ikke.
Ihvertfald kan Carneras tre-i-én-roman ikke leve op til sin egne, meget høje ambitioner og kommer dermed mest til at fremstå prætentiøs, grænsende til studentikos – og kedelig. >> Læs videre
Straks indrømmet: Det er en regulær lemming, at jeg overhovedet har læst denne bog. Jeg har ellers længe og til min egen udelte tilfredshed holdt fast i, at jeg fik mit behov for nationaløkonomisk teori så rigeligt opfyldt dengang på statskundskabstudiet for snart 25 år siden.
Men med al den internationale hype, der har været omkring Thomas Pikettys mursten Kapitalen i det enogtyvende århundrede, så blev jeg alligevel nysgerrig efter, hvad det dog kunne være for revolutionerende indsigter, der kan gøre en bestseller ud af en tyk fransk bog om nationaløkonomisk teori og den historiske udvikling i forholdet mellem kapital og indkomst.
Og her byder den svenske Jesper Roines kortfattede introduktion til Pikettys bog sig til som en oplagt, hurtig genvej til at kunne tale indforstået med i kantinen, hvis talen skulle falde på Piketty i frokostpausen (det er nu ikke sket endnu på min arbejdsplads). >> Læs videre
