Lad mig med det samme afsløre: Den her var ikke noget for mig. Den var i sin komposition og formmæssige udtryk lige en tand for eksperimenterende for min smag – på en måde, der i lange stræk forekom mig lidt for anstrengt villet og selvbevidst, grænsede til prætentiøs. Også selv om Hans Otto Jørgensen ubetvivleligt kan skrive.

Jeg har vendt alle siderne og jeg har læst alle ordene, men min fornøjelse og mit udbytte var ærlig talt begrænset. Det kan jo godt være bogens skyld, men i dette tilfælde bliver jeg nok nødt til at tilstå, at jeg muligvis manglede evnerne og forudsætningerne for at trænge ind i værket og dermed yde det retfærdighed. Eller også orkede jeg det bare ikke. Det sidste er selvfølgelig den tolkning, den passer mit ego bedst, selv om det ikke nødvendigvis er den mest rimelige.

Min stjernetildeling er dermed heller ikke en litterær anmelders dom, men alene et udtryk for min personlige læseoplevelse (som det i øvrigt altid er i mine bogomtaler her på bloggen).

Romanens titelblad bærer undertitlen “En monsterroman.” Og ja, der er i sandhed noget monstrøst over bogen i flere henseender: Dels blander Jørgensen respektløst en mængde genrer og formmæssige udtryk: Prosa, digte, fiktion, autofiktion, personlig erindring, politisk-kritisk essayistik samt fotografiske og typografiske kollager.

Nogle kapitler er skrevet på den “forkerte” led, så man skal dreje bogen 90 grader for at kunne læse. Andre “kapitler” består af tre-fire opslag med ordkollager, jf. illustration herunder.

Opslag fra Hans Otto Jørgensens Revolutionær (2017)

Indholdsmæssigt rummer bogen en mængde forskellige tematiske og fortællemæssige spor, som bogen hopper frem og tilbage imellem, om end læseren dog får den hjælp, at de forskellige spor som regel (men ikke hele tiden, så man skal holde opmærksomheden vakt) er markeret ved kapiteloverskrifter og distinkte typografier.

Når man læser bogen fra ende til anden slås man derudover af, hvordan Jørgensen igen og igen kommer tilbage til de samme temaer, de samme scener og ikke så sjældent til de eksakt samme formuleringer, i nogle tilfælde gentagelser af hele afsnit, hvor variationen kun består i den sammenhæng, tekststykkerne optræder i.

Denne stil kan give mening til romanens lidt affekterede undertitel “En Andy Warhol-komposition,” jf. Andy Warhols (1928-1987) velkendte, masseproducerede silketryk med gentagelser af det samme motiv med kun små variationer.

En anden hyppig reference i bogen er det amerikanske syrehoved William S. Burroughs (1914-1997), hvis cut-up-teknik også kan ses som en inspiration for Jørgensen: Dele af bogen kan således godt give indtryk af at være blevet til ved, at sammenhængende tekster er blevet klippet op i småstumper og sat tilfældigt sammen. Om det rent faktisk er sket sådan, eller om Jørgensen bare har anstrengt sig for at få det til at virke sådan, skal jeg ikke kunne sige. Uanset hvad, er resultatet ikke uden effekt, men det forekom mig også en smule kunstlet.

Som det fremgår, er jeg ikke udelt begejstret for Jørgensens form. På den anden side er der ingen tvivl om, at han virkelig kan noget med ord. Der er masser af passager, der er stærke, smukke, bevidst grimme, kraftfulde, bevægende, tankevækkende, grænseoverskridende og provokerende på den gode måde. Og det gælder både, når Jørgensen skriver prosa, og når han skriver mere lyrisk.

Pludselig dukker for eksempel et billede som dette op i digtet Vinter og vidner om Jørgensens blik for stemninger og landskaber og hans rødder på landet:

Efter tøbruddet ligger sneen og dier som et kuld for
tidligt fødte killinger ved pløjejordens mørke bug.

Og jeg er ikke mere tonedøv, end at jeg selvfølgelig godt fanger, at det er helt bevidst fra Jørgensens side, at romanen skal være så forvirrende, at læseren sættes på hårdt arbejde. Jeg har som udgangspunkt ikke noget imod at komme på den slags arbejde, men i dette tilfælde stod udbyttet for mig ikke mål med anstrengelserne. Jeg kunnne nok have anstrengt mig mere, og så havde udbyttet måske været et andet, men jeg orkede det ærligt talt ikke.

Den landbrugsuddannede Hans Otto Jørgensen (f. 1954 i Vile, Nordvestjylland) har et imponerende stort antal udgivelser bag sig siden romandebuten i 1989. Han har været rektor for Forfatterskolen i 2002-2009 og medstifter af forlaget Gladiator for nu bare at nævne nogle af meritterne.

Hans Otto Jørgensen (f. 1954). Pressefoto, Forlaget Gladiator.

Revolutionær er mit første bekendtskab med forfatterskabet, og jeg er ikke så sikker på, at det var noget særlig godt sted at starte. Romanen er nomineret til Politikens Litteraturpris 2017, og det var min anledning til at læse den. Hvis det ikke havde været for den anledning, så havde jeg nok ikke samlet Revolutionær op, for den første gennembladring og nedslagsvise læsning sagde mig egentlig umiddelbart, at det her nok ikke var noget for mig. Men nogle gange skal man jo udfordre sine læsevaner.

Normalt afholder jeg mig så vidt muligt fra at læse anmeldelser af en bog, umiddelbart før jeg læser den og skriver om den, for ikke at lade min læsning præge for meget af andres. I dette tilfælde nåede jeg dog efter de første omtrent 100 sider til den konklusion, at jeg havde brug for hjælp. For jeg var helt lost. Fattede ikke en bjælde af, hvad Jørgensen havde gang i. Så jeg tyede til nogle af de mange overstrømmende gode anmeldelser, bogen har har fået med på vejen, i håbet om at få et par guidelines.

Det fik jeg måske også. Ihvertfald har jeg i anmeldelser af Mikkel Krause Frantzen (Politiken, 23. april 2017) og Solveig Daugaard (Information, 22. april 2017) hæftet mig ved, at Revolutionær blandt andet kan læses som en slags Jørgensens genbesøgelse af sit hidtidige forfatterskab med flittige referencer til figurer og temaer i nogle af de tidligere bøger – som jeg ikke kender til.

Jeg kan også læse mig til, at dele af romanen har en række selvbiografiske elementer, herunder hans egne erindringer (i flere varianter) om en alvorlig ulykke, hvor han som barn blev trampet ned af nogle kvier, efterfulgt af et langvarigt hospitalsophold. De dele af romanen var i øvrigt for mig de klart bedste, faktisk fremragende. Her skriver Jørgensen på én gang med kraft og følsomhed, og hans udforskning af, hvordan vores erindring fungerer, hvordan den til dels er noget, vi selv skaber og genskaber, er flot og tankevækkende udfoldet (“Erindringen, dette fordærvelige plidderpladder, hvor fortrængningen og ønsketænkningen mødes”).

Tager man Jørgensen på ordet, er ulykken og hospitalsopholdet og (hans egen retrospektive konstruktion af erindringen om) hans fars håndtering af begge dele den afgørende “grundbegivenhed,” der former ham som menneske, som “moderne” og “revolutionær.” Herunder erfaringen at ligge bundet til en seng og skulle “bæ” uden at have sproget til at bede om et bækken:

Jeg skider i sengen og bliver moderne, som Kafka, fuldbevandret i skam.

Det er en proces og tager præcis lige så lang tid, som det tager for en lort at blive til og holdt tilbage længe, længe, indtil den ufrivilligt forlader dig og afsondres.

I det hele taget er romanen bedst de steder, hvor Jørgensen ikke er så anstrengt optaget af at skulle syre ud og eksperimentere med formen.

Et andet spor i romanen kan man med lidt god vilje kalde litteraturhistorisk: Klassiske forfattere som I. P. Jakobsen, Emily Dickinson, Mary Shelley, Edgar Allan Poe, Baudelaire, William S. Burroughs får liv og optræder som romanfigurer sammen med romanens nutidige fiktive figurer i diverse mere eller mindre bizarre situationer. Det er egentlig meget sjovt som en måde at levendegøre de forfattere, syrekollektivet i romanens fiktive spor læser og lever med. Men en egentlig interesse for de dele kunne jeg ikke mobilisere.

Det samme gjorde sig i vidt omfang gældende for de fortællespor, hvori der optræder et galleri af fiktive personer, som angiveligt tæller en række gengangere fra Jørgensens tidligere forfatterskab: Indianeren, MissMolly, JimJim, Onkel m.fl. Meget af tiden går med, at de syrer ud med stoffer, herunder sammen med ovennævnte forfattere fra litteraturhistorien. Et særskilt spor er historien om Indianerens kærlighedsforhold til MissMolly fortalt gennem hans brevkorrespondance til hende.

Måske ville jeg have fået mere ud af disse dele, hvis jeg havde referencerne til de tidligere romaner. Måske ikke. Det finder jeg næppe nogensinde ud af.

Alt i alt en noget blandet læseoplevelse: Der gemmer sig meget kvalitet rundt omkring i bogen, men formen stillede sig for mig for meget i vejen.

Hans Otto Jørgensens Revolutionær er nomineret til Politikens Litteraturpris 2017. Jeg læser alle syv nominerede i januar-februar 2018.

• Lignende indlæg
• Gladiator

Martin Glaz Serup: Læsesteder

Kaspar Colling Nielsen: Den danske borgerkrig 2018-2024

Thorkild Hansen: Slavernes kyst, Slavernes skibe, Slavernes øer

Kristina Stoltz: Historien

Amalie Smith: Marble