Lad mig med det samme afsløre: Den her var ikke noget for mig. Den var i sin komposition og formmæssige udtryk lige en tand for eksperimenterende for min smag – på en måde, der i lange stræk forekom mig lidt for anstrengt villet og selvbevidst, grænsede til prætentiøs. Også selv om Hans Otto Jørgensen ubetvivleligt kan skrive.

Jeg har vendt alle siderne og jeg har læst alle ordene, men min fornøjelse og mit udbytte var ærlig talt begrænset. Det kan jo godt være bogens skyld, men i dette tilfælde bliver jeg nok nødt til at tilstå, at jeg muligvis manglede evnerne og forudsætningerne for at trænge ind i værket og dermed yde det retfærdighed. Eller også orkede jeg det bare ikke. Det sidste er selvfølgelig den tolkning, den passer mit ego bedst, selv om det ikke nødvendigvis er den mest rimelige. >> Læs videre