Tonie Yde Højrup: Eldrups kamp og slaget om DONG

Et portræt af Danmarks måske mest indflydelsesrige embedsmand i nyere tid, tidligere departementschef i Finansministeriet og direktør i Dong, Anders Eldrup.

Forlaget Zetland har skabt sig en niche indenfor en genre, de selv kalder ‘singler’. Zetlands singler er korte journalistiske historier, ‘længere end artikler, men kortere end bøger,’ som forlagets eget slogan lyder.

Zetland udgiver kun sine singler som e-bøger, så jeg har i dette tilfælde overvundet min gammelsmølfagtige modvilje mod dette medie. På den anden side havde jeg nok heller ikke villet ofre meget mere end de sølle 35 kr., man giver for en sådan single (og dét er faktisk billigt for en udgivelse, der trods forlagets slogan ikke desto mindre kommer op på godt 100 sider og dermed kan kvalificere sig til betegnelsen bog).

Bogen er et portræt af Anders Eldrup, og tager hele turen fra hans tidlige barndom over studietiden og karrieren i Finansministeriet til tiden som direktør for Dong, indtil han blev fyret af bestyrelsen i 2012.

Den såkaldte Dong-sag (og det er ikke den senere sag om salget af aktier til Goldman Sachs, der er tale om her) handlede om, at Anders Eldrup i februar 2012 med øjeblikkelig virkning blev fyret som direktør af bestyrelsen med bestyrelsesformand Fritz Schur i spidsen. Årsagen var, at Eldrup angiveligt uden bestyrelsens vidende over en årrække havde indgået en række “usædvanlige” lønaftaler med enkelte centrale medarbejdere, herunder og mest spektakulært en gylden fratrædelsesaftale med en af koncerndirektørerne, som indebar, at vedkommende også ved en eventuel selvvalgt fratrædelse samlet set kunne inkassere omkring 20 mio.kr. i godtgørelse inklusive normal løn i fratrædelsesperioden.

Sagen fik et retligt efterspil, da Eldrup ikke ville finde sig i en anklage for decideret at have misligeholdt sine forpligtelser som direktør overfor bestyrelsen. Eldrup vandt voldgiftsagen, som rensede ham for anklagerne for misligeholdelse, om end voldgiften fandt, at han havde udøvet et ‘fejlskøn’ i sagen om lønkontrakterne.

Sagen fik en del presseomtale undervejs, herunder i form at et oprullet drama sat op som en personlig fejde mellem embedsmanden Anders Eldrup og den flamboyante bestyrelsesformand Fritz Schur. Mistanken gik på, at Schur personligt havde orkestreret hele sagen, herunder spændt statsrevisorerne for sin vogn, med henblik på at finde en anledning til at fyre Eldrup på grund af både personlige modsætninger og uenighed om strategien.

Denne version af historien er for nylig blevet fortalt i journalist Anders-Peter Mathiasens bog Det bedste bud (Peoples Press, april 2015), som har genoplivet debatten om aktiesalget til Goldman Sachs. Anders-Peter Mathiasen fører ifølge presseomtalen (idet jeg ikke har læst hans bog) den påstand til torvs, at der ikke ville være blevet solgt ud af Dong på den måde, det skete, hvis Eldrup havde fået lov at blive siddende og føre sin forretningsstrategi ud i livet. Det kan man så spekulere i og vurdere alt efter temperament.

Jeg er normalt ikke en sucker for erhvervspolitiske dramaer, og jeg må tilstå, at jeg i sin tid heller ikke fulgte sagen omkring Anders Eldrups fyring fra Dong særligt nøje. Så jeg så denne nye single som en hurtig vej til en forsinket opdatering. Min læseinteresse var dog nok mest ansporet af Eldrups tidligere rolle som departementschef i Finansministeriet i 1990’erne.

På den baggrund må jeg erklære mig enig med hovedpersonen selv, når Tonie Yde Højrup i singlens epilog citerer Anders Eldrup for, at han generelt synes, at “dette portræt handler for meget om Dong-sagen.”

Hvis man har interesse for Eldrups rolle i transformationen af Finansministeriet i 1980’erne og især i 1990’erne som departementschef og den deraf følgende markante ændring af styringsmekanismerne og magtforholdene i store dele af den danske statsadministration, er det således ikke Tonie Yde Højrups portrætbog, man skal gå til. Her kan jeg i stedet anbefale Lotte Jensens grundige og spændende afhandling om Finansministeriets historie, Den store koordinator fra 2003 (som ganske vist også er langt mere omfattende).

Når det er sagt, så er Tonie Yde Højrups bog meget velskrevet, og hele forløbet op til og efter Eldrups fyring som direktør for Dong er faktisk elementært underholdende i Højrups journalistiske bearbejdning. Hun har sans for dramaet, men stilen er sober og forfalder ikke til sladderjournalistik.

Højrup gør også redeligt opmærksom på, at en række af de centrale personer i Dong-sagen, herunder ikke mindst den omstridte bestyrelsesformand Fritz Schur, ikke har ønsket at medvirke i bogen, og det billede, der tegnes, er således i høj grad Anders Eldrups og hans støtters side af sagen.

K's vurdering: