Et læsested er det fysiske sted, du opholdt dig, da du læste en bog. Et læsested kan også være det mentale sted i livet, hvor du befandt dig dengang. Eller det kan være et bestemt sted i en bog, forstået fysisk-konkret som for eksempel det sted i bogen, du ikke kan genfinde, men hvor du bare véd, at du har læst en særlig prægnant formulering.

Martin Glaz Serup kommer omkring alle disse betydninger og flere endnu af begrebet “læsesteder” i sin charmerende, lille bog af samme navn.

I omkring 50 små essayistiske tekststykker – ingen af dem længere end fem sider, mange kun på én eller to sider – udforsker Glaz Serup begrebet “læsesteder” gennem sine egne erfaringer med læsningen som en kropslig og dermed også stedlig erfaring.

Tilgangen er meget personlig – og det er i fin overensstemmelse med temaet og den gennemgående pointe om sammenhængen mellem steder og personlig læseoplevelse. Den personlige tilgang er i den sammenhæng på den ene side en styrke. På den anden side tangerer nogle af teksterne også det ideosynkratiske og rent partielle forstået derhen, at der er tale om så specifikt personlige erfaringer, at de kun har mindre interesse for andre læsere. Ihvertfald oplevede jeg selv, at min interesse for Glaz Serups specifikke læseoplevelser dalede igennem bogen.

Til gengæld blev jeg vældigt inspireret af bogen til at genkalde mig og reflektere over nogle af mine egne læsesteder og stedligt forankrede læseoplevelser.

Et af mine gode læsesteder – her inklusive Læsesteder

Selv sidder jeg således og skriver disse linjer på et af mine egne (årstidsbestemte) foretrukne læsesteder, hvor jeg også har læst Glaz Serups Læsesteder færdig i dag: Hjemme i solgården på en skøn sommerdag, dagen efter at vi på samme sted fejrede grundlovens fødselsdag og folketingsvalg med valgflæsk og det, der hører sig til, på en endnu smukkere dag.

Og når jeg sidder her, på denne tid og i dette vejr, kommer der automatisk minder tilbage om andre bøger, jeg har læst netop her. Der er for eksempel Tomas Tranströmers Samlede Tranströmer, som jeg læste fra ende til ende henover Kristi Himmelfartsdagene for næsten præcis fem år side, Mens jeg sad lige her i et lige så bragende flot solskinsvejr. Og jeg husker det tydeligt, fordi jeg – nærmest på trods af mig selv, som én der ikke ofte læser lyrik – blev ganske bjergtaget af ikke så få af Tranströmers digte.

Der er også steder fra mit liv, der har lagret sig i min krop, fordi de er forbundet med særlige læseoplevelser. For eksempel er der toværelseslejligheden i Willemoesgade i Århus (fra dengang Århus stadig var Århus og endnu ikke var blevet Aarhus (igen)), som jeg fremlejede i en periode tilbage i min studietid. Det var det første sted, jeg boede alene, og det var her, jeg læste Erik Fosnes Hansens Salme ved rejsens afslutning. Slutningen af romanen sad jeg og læste ret op og ned ved spisebordet på en af mine vakkelvårne pindestole, helt ude på kanten af stolen, som man siger, men det gjorde jeg faktisk. Og da Fosnes Hansen i romanens finale lader Titanic udsende sit sidste SOS, var jeg så påvirket, at jeg var nødt til fysisk at rejse mig fra bordet og gå væk fra bogen.

Lyt! Lyt! til Titanics stemme! Lyt! For hun synker i nat!

Jeg måtte gå rundt i den lille lejlighed nogle gange for at få ro nok på kroppen til at kunne gå tilbage til bordet og den opslåede bog og læse de sidste sider. Det lyder klichéfyldt, men sådan havde jeg det. Fordi der i Fosnes’ roman med dette SOS klinger hele den gamle verdens og fremskridtsoptimismens undergang, inkarneret i et galleri af levende romanpersoner.

Det var for øvrigt også i den lejlighed, at læste Thomas Manns monstrøse Trolddomsbjerget. Jeg spekulerer over, om jeg ville være lige så optaget af den i dag, som mit studentikose jeg var dengang, eller om jeg overhovedet ville orke at læse den. Jeg har siden udviklet en stadigt mindre tolerance over for lange bøger. Og Trolddomsbjerget er umådelig lang og tilmed tung. Ikke desto mindre havde jeg dengang den for mig så sjældne oplevelse, at jeg ønskede, at romanen ikke skulle slutte.

Jeg kan stadig mærke den næsten brutale følelse af at blive revet ud af en verden, jeg havde været en del af, da Mann uden nævneværdigt varsel – efter at have trukket læseren gennem næsten 900 massive sider ladet med tunge og lærde reflektioner over kunstens væsen og den slags – pludselig lader romanens unge protagonist, Hans Castorp, forlade sanatoriet på Trolddomsbjerget og henover blot tre-fire sider lader ham forsvinde for læserens blik på en mudret slagmark under Første verdenskrig. Scenen er egentlig ikke sentimentalt og kun passende patetisk fortalt, men jeg var grædefærdig, som jeg lå der på min seng under loftet i den skråvæggede lejlighed i Willemoesgade – og jeg kan stadig tage mig i at savne Hans Castorp lidt.

Nogle steder sætter også deres fysiske præg på de bøger, vi læser dér – og bogen bærer i en fysisk forstand stedet med sig. Når mit blik falder på mit krøllede paperbackeksemplar af Jonathan Franzens Corrections, så bringer det mig således straks og uvilkårligt tilbage til det feriehus uden for Iznate i Anadalusien, hvor vi tilbragte noget af en sommer i 2011. Vi levede det dekadente ferieliv den sommer med cava og tapas ved poolen – og det var så varmt, at det bedste sted at sidde og læse også var nede i poolen. Om det var cavaens skyld eller bare et udslag af almindelig uopmærksomhed, skal jeg ikke kunne sige, men Franzen blev ufrivilligt døbt i den spanske pool – og efterfølgende tørret i den andalusiske sol, så han kunne læses færdig.

Og sådan kunne jeg blive ved. Når jeg lader blikket løbe henover bogryggene i min reol, kan jeg for næsten hver eneste bog sige præcis, hvor jeg har læst dem. Læsetidspunktet skal jeg regne mig tilbage til, tiden er en mere abstrakt størrelse. Men læsestedet er konkret, det fysiske sted, hvor jeg læste bogen, og det mentale sted, hvor jeg var i mit liv på det tidspunkt.

Og så endte dette indlæg, der egentlig skulle være en anmeldelse, med at handle mere om mig selv og nogle mine egne læsesteder end om Martin Glaz Serups bog.

Men når det kommer til stykket, så er det også det, der udgør min bedste anbefaling af Læsesteder: Den inspirerer til at reflektere over ideen om læsesteder i begrebets mange mulige betydninger – idet man som læser uvilkårligt kommer til at bringe nogle af sine egne erfaringer med læsesteder i spil. Det er ikke nogen ringe anbefaling.

• Lignende indlæg

Kaspar Colling Nielsen: Den danske borgerkrig 2018-2024

Thorkild Hansen: Slavernes kyst, Slavernes skibe, Slavernes øer

Kristina Stoltz: Historien

Viggo Madsen: De beskrevne blade falder af! – Novelletter