En kortroman om køn, kunst og revolutioner fra De Forenede Arabiske Emirater fortalt fra en transkønnet sanger og dansers perspektiv. Interessant? Ja, i dén grad. Velskrevet? Ja, bestemt. Forståelig? Ærlig talt, nej. Anbefalelsesværdig? Mnjarhh …

Jeg var ret begejstret og meget forventningsfuld, da jeg i min søgen efter bøger fra den arabiske verden som led i læseudfordringen Verden rundt i bøger faldt over Thani Al-Suwaidis (f. 1966) The Diesel (udgivet første gang på arabisk i 1994, men først i 2012 udkommet i engelsk oversættelse).

En kortroman fra De Forenede Arabiske Emirater (hvorfra der ellers ikke oversættes meget skønlitteratur, der virker særlig interessant) fortalt af en transkønnet sanger, danser og revolutionær djinn (en slags dæmon eller åndevæsen i arabisk folklore og islamisk tradition). Det måtte lige være noget for mig, tænkte jeg. Ihvertfald lød den tilpas interessant til, at jeg måtte have tilfredsstillet min nysgerrighed.

Og interessant er Al-Suwaidis roman da bestemt også. Jeg var nu alligevel noget skuffet. Mest af alt fordi jeg grundlæggende ikke fattede en bønne af, hvad der foregik i bogen, Jo, måske fattede jeg én eller to bønner. Men ikke tre.

Det kan der være flere grunde til. Det kan jo bare være mig, der ikke er kvik nok til denne bog. Den konklusion hælder jeg selvfølgelig ikke så meget til.

Eller det kan være bogen, der bare ikke er god nok og bare for mærkelig. Men at dømme efter den engelske oversætters fyldige forord til bogen – med rige citater fra den litterære reception af bogen i den arabiske verden – er den vældig anerkendt for både sin fortællemæssige stil, sproglige form og indholdsmæssige temaer, så måske er det heller ikke dét, der er galt.

Tahni Al-Suwaidi (f. 1966)

Eller også – og det hælder jeg mest til – mangler jeg slet og ret et tilstrækkeligt forkendskab til de kulturelle koder og referencer til arabisk og islamisk tradtion, som er blandt forudsætningerne for fuldt ud at forstå, hvad der er på spil i bogens forskellige scener og tematikker.

Adskillige scener i romanen er således så mærkelige og virker på mig som læser så aldeles afkoblet fra meningen med noget som helst i min forståelsesverden, at jeg tænker, at der må være nogle referencer, jeg går glip af.

Al-Suwaidis lyriske prosa er stærkt komprimeret og isoleret set ganske smuk (her i William M. Hutchins engelske oversættelse, som er den, mine sprogkundskaber tillader mig adgang til). Selv om The Diesel præsenterer sig som roman, ligger det meste af teksten i sin fortættede form mere op af lyrik – og bør nok læses sådan. De enkelte korte kapitler har en episodisk karakter, nærmest som prosadigte. Der er dog også en slags fremadskridende handling.

Historien fortælles i første person af en dreng/mand, der først sidst i fortællingen tager kunstnernavnet The Diesel (al-Dizil). Han fødes i et lille, traditionalistisk arabisk landsbysamfund. Moren dør tidligt. Søsteren bruger gerne sin tid i havet, som hun betragter som sin elsker, og med hvem hun mener at føde havets fisk, som hun navngiver hver og én, til hun løber tør for navne og i stedet slutter sig til en kvindelig kunstnertrup.

Fortælleren selv gennemgår som 15-årig en slags seksuel og identitetsmæssig initialiseringsrite, da han en nat søger husly i den lokale moské. Som modtjeneste for at overnatte i moskeen kræver muezzinen – i en rolle som alfons – at drengen lader en mystisk mandlig vejfarende få sin vilje med ham (ja, man undres ikke over, at romanen vakte anstød nogle steder i den islamiske verden ved sin første udgivelse…).

Som læsere hører vi kun antydningsvist om, hvad der går for sig i moskeen, men det er tydeligt, at der er tale om et vendepunkt i fortællerens kønsmæssige identitetsudvikling:

     He asked, “Have you heard of virtue?”
     “Yes,” I said.
     “What about the scent of virtue?”
     I replied, “That I don’t know.”
     Friend, that’s how I began.

Sidenhen bevæger fortælleren sig rundt i verden, eller måske snarere på kanten af verden, som i et poetisk grænseland mellem realisme, drømme og myter. The Diesels verden er således befolket af troldmænd og troldkvinder, ånder og magi. Men den indeholder også en tydelig samfundskritik af blandt andet imamernes rolle i de små landsbysamfund og af de politiske forhold i emiraterne i det hele taget.

Som læser var jeg fra start til slut forvirret over, hvornår romanen skulle læses som parabel, som moderne myte eller som aktuel samfundskritik. Og over hvornår scenerne i bogen skulle opfattes som begivenheder, fortælleren rent faktisk oplever i den materielle verden (i bogens fiktive univers, forstås), eller som drømmesyner. Og hvem er han overhovedet, denne al-Dizil? Er han et menneske, er han en drøm, er han måske en djinn? Jeg må melde pas.

Denne ustabilitet i teksten er givetvis en bevidst pointe fra Al-Suwaidis side, og jeg er ikke nogen fornægter af en sådan stil. Men Al-Suwaidi trækker den så langt, at jeg blev koblet helt af flere gange undervejs – og det gjorde det svært for mig rigtigt at holde af denne bog.

Fortælleren synes som nævnt tidligt at have en seksuel oplevelse med en anden mand, men det er nu ikke fordi sex som sådan fylder meget – udover en af flere bizarre scener, hvor fortællerens far forsøger at presse ham til at ligge med en 71-årig kvinde på en båd, der ellers kun er befolket af eunukker, der har sejlet rundt på havet i 27 år i en søgen efter havets ende (og nej, jeg har ikke noget bud på en fortolkning af den scene i øvrigt…).

Derimod er forholdet mellem det mandlige og kvindelige og kønslig identitet i øvrigt et gennemgående tema. Fortælleren er hverken helt tilpas blandt kvinder eller mænd, og ingen af dem synes helt trygge ved ham – samtidig med, at de er fascinerede af ham. Et af bogens budskaber synes at være, at kønnet flyder – og hvis der er et primært køn, så er det det kvindelige:

“My dear, the male is a mould within which is found a small, prattling sea that teaches him that femininity is a continuation and that a woman is our original format.”

Et andet hovedbudskab – i min erkendt fattige læsning – handler om kunsten som transformerende kraft. Mod slutningen af den korte roman opnår fortælleren som del af en ellers kvindelig kunstnertrup – nu under kunstnernavnet The Diesel – stor succes som landets mest eftertragtede sanger og danser (selv efter at hans fødder lammes efter et besøg fra hans afdøde mor i en drøm…).

The Diesel prædiker et budskab om kunsten som frigørende og også politisk revolutionerende kraft, og han udpeges til sidst af folket modstræbende som præsident for et kommende, nyt og friere arabisk samfund. Og det er her værd at minde om, at romanen er fra 1994 – længe før det såkaldte arabiske forår. Det sidste indebærer dermed også en begrænsning af dens aktualitet som samfundskritik.

Tja, ovenstående var så nogenlunde den mening, jeg kunne vriste ud af The Diesel (nu, hvor jeg sidder og skriver, er jeg selv overrasket over, hvor meget det kunne blive til). Men lad dig ikke narre – det er langt fra så ligetil at forstå, mens man umiddelbart læser bogen. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg ikke sikker på andet, end at jeg havde fået noget mindre ud af den, hvis det ikke havde været for oversætter William M. Hutchins’ forord.

Når jeg f.eks. indledningsvist skriver, at romanen er fortalt fra en transkønnet mands perspektiv, så er jeg stærkt hjulpet af, at netop dette understreges både på bogens klaptekst og i forordet. Men i teksten er det kun antydet, og jeg tør ikke garantere, at jeg ville have anlagt den fortolkning på egen hånd – selv om reflektionen over køn åbenlyst fylder en del.

Alt i alt et interessant kig ind i et hjørne af arabisk litteratur, som jeg ikke vidste overhovedet fandtes. Men også en noget anstrengende læsning, som jeg ærlig talt fandt temmelig kedelig – al den stund, at jeg ikke forstod så meget, som jeg fik indtryk af, at jeg burde.

The Diesel er en ganske kort roman, kun lidt længere end en novelle. Ud af bogens 86 sider er de første 14 et forord, og når man fratrækker diverse mellemlægssider, så er selve romanen kun på 60 (korte) sider. Det var godt – jeg tror ikke, at jeg havde klaret en fuld romanlængde i samme stil.

K's vurdering:

• Lignende indlæg

Dimitri Verhulst: The Latecomer

César Aira: The Little Buddhist Monk

Ricardo Romero: The President’s Room

Adolfo Bioy Casares: Morels opfindelse