Wajdi Al-Ahdal: A Land Without Jasmine

En raffineret og slet ikke ueffen kortroman fra Yemen, som umiddelbart byder sig til som en magisk-realistisk krimifortælling med socialkritiske elementer, men som både vil og kan noget mere som abstrakt parabel.

A Land Without Jasmine præsenterer sig umiddelbart som en kriminalintrige: Den tyveårige universitetsstuderende Jasmine forsvinder. Der danner sig hurtigt mistanke om en forbrydelse, og pigen eftersøges af både politiet, af hendes blodhævntørstige familie og af den sekstenårige nabosøn, som har været mere eller mindre hemmeligt forelsket i hende siden sin barndom. Og måske er der også magi og djinn‘er involveret.

Historien er fortalt i seks kapitler fra seks forskellige personers perspektiv: Det indledende kapitel præsenterer verden, som den tager sig ud for Jasmine selv umiddelbart før hendes forsvinden. Hun er en tilsyneladende begavet ung kvinde, der i stigende grad føler sig udsat for overgreb overalt i det offentlige rum (som hun kun bevæger sig ud i iført den sorte niqab) i form af mænds lystne og obskøne blikke, tegn og tilråb og deres utilslørede forsøg på at stjæle sig til fysiske berøringer – på gaden, i butikker, i bussen, på universitetet, overalt.

I de følgende kapitler skifter perspektivet mellem fire mænd og en kvinde: to mandlige politifolk, der efterforsker hendes forsvinden, den unge mand, der er fortvivlende forelsket i hende, ejeren af en snackbar på universitets campus og endelig Jasmines mor. Hver af personerne giver os som læsere et nyt blik på Jasmine og nye brikker til puslespillet, der måske kan danne et samlet billede af hende og hendes forsvinden. For så vidt følger romanen en formmæssig skabelon, vi har set før.

I don’t hate anyone, not even my society, but everyone around me makes me feel that I’m not a human being with a brain and a spirit but merely an instrument of pleasure. They’ve compressed my human existence into a small, dirty triangle, ignoring the rest of me. This terrifying struggle is over a piece of meat! Bug off! Take this piece of meat and let me live in peace.

Kriminalhistorien er imidlertid kun en ramme, og uden at røbe for meget, tør jeg godt afsløre, at hvis du læser romanen i forhåbning om en afrunding i form af en tilfredsstillende afsløring af et sammenhængende, traditionelt krimiplot, så kan du meget vel blive skuffet. Læst bogstaveligt fremstår A Land Without Jasmine således som en noget sølle krimi med fjollede overnaturlige elementer.

Historien giver til gengæld mere mening, hvis den læses som en samfundskritisk parabel.

På ét fortolkningsniveau rummer A Land Without Jasmine en åbenlys social kritik af patriarkalske magtstrukturer i det moderne Yemen, af konkrete overgreb mod kvinder i såvel familien som i det offentlige rum, af religiøs dobbeltmoral, af korruption og embedsmisbrug. Figuren Jasmine i romanen kan dog også tolkes mere generelt som et symbol på alt dét, menneskene (og især mændene) af denne verden begærer, forsøger at beherske og derigennem ødelægger.

I en sådan læsning er A Land Without Jasmine ikke en kriminalroman, men snarere en socialpsykologisk og filosofisk parabel om, hvordan et hvilket som helst objekt for menneskenes begær – hvad enten det er (ideen om) Kvinden, Gud, Folket, Nationen eller i det hele taget Sandheden i hvilken som helst ideologisk aftapning – er kendetegnet ved, at det undflyr forsøget på indfangning. Selve forsøget på at beherske det begærede objekt er dømt til at jage det væk eller forvanske og ødelægge det.

Med denne tolkning tilbydes en anden løsning på gåden om Jasmines forsvinding end den bogstavelige. Jasmine er ikke udsat for en forbrydelse med bare én skyldig. Alle de mænd, der eftertragter hende og begår daglige overgreb mod hende, er kollektivt skyldige, uanset om overgrebene sker i form af nedværdigende, lystne blikke eller fysisk seksuel chikane i det offentlige rum, forskelsbehandling og seksuelt baseret magtudøvelse i undervisningssystemet eller patriarkalsk kontrol i familien.

Fortolket mere abstakt angår bogen imidlertid ikke kun kvindeundertrykkelse i Yemen, men kan også læses som en parabel over for eksempel den måde, hvorpå forskellige samfundsgrupper – i Yemen eller i et hvilket som helst andet land – i deres indbyrdes strid om at monopolisere fortolkningen af Sandheden med stort S uafvægerligt destruerer den og hinanden i striden. Og det gælder uanset, om det gælder om sandheden om Religionen, Nationen eller Folket eller andre ideologiske blændværker.

Læst på den måde er der pludselig ikke så langt fra romanens Yemen til Danmark.

A Land Without Jasmine er en kort bog, som tilmed er umiddelbart let at læse i William Maynard Hutchins’ flydende oversættelse til engelsk fra det arabiske. Den umiddelbare historie kan forekomme banal, grænsende til fjollet for så vidt angår de magiske elementer, og personerne kan fremstå karikerede. For mig voksede bogen imidlertid i lyset af de mulige fortolkninger, som byder sig til i efterreflektionen.

Endelig fortjener Haleh Darabis elegante design af omslaget til den engelske udgave af bogen også en anerkendelse: Det er smukt og mystisk tillokkende i sig selv og spiller samtidig fint sammen med bogens handling.

Samlet set var mit møde med Wajdi Al-Ahdals A Land Without Jasmine en overraskende og positiv læseoplevelse fra et land, hvoraf jeg – i min almindelige fordomsfuldhed – ærlig talt ikke havde forventet mig det helt store på den litterære scene.

Wajdi Al-Ahdal (f. 1973)

Wajdi Al-Ahdal (f. 1973) har på grund af sine samfundskritiske bøger mere end én gang været på kollisionskurs med traditionalistiske kræfter i det yemenitiske regime, som på overfladen ganske vist er demokratisk og praktiserer afholdelse af delivist frie valg, men hvor menneskerettighederne frister en noget skrantende tilværelse. Al-Ahdal måtte således forlade landet i en periode efter publikationen af hans roman Qawarib Jabaliya (eng. Mountain Boats) i 2002 på grund af trusler fra religiøst-konservative kredse i Yemen. I dag er han dog vendt tilbage til Yemen, hvor han arbejder i Kulturministeriet.