Når jeg nu alligevel var i gang med den meget smalle, grænsende til obskure, litteratur fra meget små arabiske golfstater (jf. min læsning af Thani Al-Suwaidis The Diesel tidligere på ugen), så tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne tage et smut omkring Bahrain også – og få det overstået. Det blev til et kig ind i digteren Qassim Haddads værk.

Bahrainske Qassim Haddads prosadigte har givetvis stor kvalitet for dem, der er til den slags. Personligt var jeg et godt stykke fra at blive grebet af guddommelig digterisk galskab eller noget, der ligner, ved at læse dem. Men læsningen af Qassim Haddad gav god inspiration til at læse lidt op på sagnet om Majnun og Layla og dets reception i både østlig og vestlig kulturhistorie, og det var til gengæld helt interessant.

Majnun Layla er et klassisk arabisk sagn om den store og ulykkelige kærlighed mellem Qays og Layla. Digteren Qays elsker Layla og hun ham helt fra de er børn, men Laylas far gifter hende væk til en anden. Qays mister forstanden af sin ulykkelige kærlighed, og han får derfor tilnavnet Majnun – ‘den besatte’, eller ‘den gale’ (af kærlighed). Majnun Layla kan således også oversættes til “besat eller gal af kærlighed til Layla.”

Historien kan spores helt tilbage til det 7. århundrede, men blev første gang skrevet ned i poetisk form af den persisk-kurdiske digter Nizami Ganjavi i det 12. århundrede. Siden da er den blevet gendigtet utallige gange. Nogle hævder, at historien har rødder i en virkelig person, digteren Qays Ibn al-Mulawwah, men det fortaber sig i de tidlige kilder, der bygger på mundtlig overlevering.

Majnun og Layla i vildmarken blandt de vilde dyr, som Qays/Majnun ifølge sagnet omgav sig med i sin galskab (indisk vandfarvemaleri, ca. 1600-1800, ukendt kunstner, Boleian Library, Oxford).

På linje med for eksempel Samson og Dalila eller Romeo og Julie har den klassiske historie om Qays og Laylas kærlighed op igennem historien inspireret digte, romaner, billedkunst, rocksange (ja, det er dén Layla, som Eric Clapton synger om i sangen på Derek and the Dominos’ album Layla and Other Assorted Loves Songs fra 1971), musicals, ballet og opera (den aserbajdsjanske opera Leyli og Mjnun af Uzeyir Hajibeyov fra 1908 løber i øvrigt med prisen som historiens første muslimske opera – se og hør den i sin helhed på youtube her, hvis du har stamina til det).

Ja, Qays og Laylas kærlighed har sågar inspireret til udviklingen af matematiske modeller (den er god nok, og hvis du virkelig er interesseret, så er her et link til et tværkontinentalt research paper (“Layla and Majnun: a complex love story” (2015)), hvori tre forskere fra henholdsvis University of Wisconsin-Madison, USA, og Amirkabir University of Technology, Iran, med Majnun og Layla som case forsøger at vise, hvordan deres matematiske model baseret på komplekse variable er i stand til at forudsige menneskelig adfærd i en romantisk relation, herunder mulige udfald som for eksempel at miste forstanden af uindløst kærlighed … Og ja, jeg er vitterligt en stor tilhænger af fri grundforskning, men lige i dette tilfælde håber jeg, at universitetets vicevært er instrueret omhyggeligt i, at disse tre forskertyper ikke må lukkes ud blandt rigtige mennesker …).

Men tilbage til Qassim Haddad (f.1948). Haddad debuterede som digter tilbage i 1970 og har siden udgivet mere end 15 digtsamlinger. Han har ry for at være Bahrains og en af den arabiske verdens vigtigste digtere.

Haddads digtcyklus Chronicles of Majnun Layla (Akhbar Majnun wa-Layla, opr. 1996) er hans bud på en moderne fortolkning af den klassiske kærlighedshistorie. Værket består af 39 prosadigte og er bygget op, som om det var en kildekritisk undersøgelse af, hvem Qays og Layla egentlig var, og hvad der faktisk skete.

Prosadigtene består således blandt andet af citater fra “kilder” (som mestenedels er fiktive, tror jeg, men nogle virkelige blander sig også i koret), som i forening bidrager til at stykke et billede af historien sammen.

He was told, “What if Layla were not?”

He said, “I would have wept her into existence.”

I den klassiske version af historien er Qays og Laylas kærlighed rent platonisk. Der er ingen kødelig hanky-panky, tværtimod er deres kærlighed så ren, at den har tilladt senere religiøse sufier at tolke den som et billede på den rene kærlighed til Gud.

Anderledes hos Qassim Haddad, hvor Qays og Layla mødes i særdeles fysiske og fuldbyrdede kærtegn både før og efter hendes påtvungne ægteskab med en anden mand. Og hos Haddad tillader Gud et sådant ægteskabsbrud, fordi det sker i kærlighed.

Qays og Layla er i det hele taget billedet på den ultimative og oprindelige både fysiske og åndelige kærlighed. Qays får endda æren for overhovedet at have opfundet ordet:

She said to him, “What name do you have for this night that stretches out forever?” He said, “Love.”

He was the first human to utter the word. He ushered in its meaning. In the language of the Arabs, it came to mean “the description of intimate emotions that dwell beyond description.” Never again would the Arabs catch up with such a word of beauty. As for Layla, she fainted when she heard it. She never recovered.

It was said that her name became synonymous with the timeless lovers’ night in which desire crackles into exploding madness.

Layl – night – without end.

Haddads digtcyklus gør også en del ud af at efterspore forestillingen om Qays galskab, som han via sin “kildekritik” afdækker som en myte. Qay var bare vældig forelsket og grebet af digterisk inspiration – dét at stemple ham som gal kan i stedet tolkes som samfundets forsøg på at inddæmme hans frihedstrang og en kærlighed så stor, at den blev oplevet som samfundsundergravende. Med lidt god vilje kan man således indlæse et semirevolutionært frihedsbudskab i Haddads digte.

Haddad kom i øvrigt i konflikt med regimet i Bahrain i 2007, da han sammen med den libanesiske komponist Marcel Khalife fik opsat Majnun og Layla som performanceforestilling med musik, dans og poesi til en kulturfestival, der ellers var sanktioneret af landets kulturministerium. Et flertal af religiøse fundamentalister i Bahrains parlament anklagede forestillingen for med sine “snuskede dansetrin” at opfordre til amoralsk adfærd og være i strid med islamisk moral og sharialov.

Den engelske oversættelse af Hassads værk om Majnun og Layla er udgivet sammen med et udvalg af andre af hans digte fra forskellige samlinger. De udgør den anden halvdel af bogen, mens Majnun Layla udgør den første halvdel.

Qassim Haddad (f.1948)

Som læser var jeg i stand til at fastholde en vis interesse for prosadigtene Chronicles of Majnun Layla, selv om det ikke var lige spændende hele vejen. Da jeg nåede til de øvrige udvalgte digte i sidste halvdel af bogen, var jeg til gengæld nok ved at være løbet tør for tålmodighed med bahrainsk digtekunst – nu også yderligere udfordret af, at de øvrige digte har mere klassisk poetisk form (omend på frie vers), som ikke er min favoritgenre. Jeg læste de sidste meget hurtigt igennem.

Jeg er ikke i en position til egentlig at fælde en dom over kvaliteten af Qassim Haddads digte. Hertil ligger de lidt for langt udenfor min normale læseinteresse. Min vurdering i form af antal stjerner i toppen af denne anmeldelse skal derfor ikke ses som et forsøg på nogen “objektiv” vurdering – alene som et udtryk for, om jeg ville anbefale andre med litterære præferencer, der ligner mine, at give sig i kast med Qassim Haddad. Det ville jeg nok kun, hvis du i forvejen havde en særlig interesse for nyere arabisk lyrik.

I min litterære verdensrundrejse bestræber jeg mig som udgangspunkt på at læse prosa. I tilfældet Bahrain er der dog ikke så meget oversat skønlitteratur at vælge imellem, og derfor endte den lille golfstat med at blive repræsenteret af Qassim Haddads digte.

K's vurdering: