Jeg faldt over denne samling af Zakariya Amataya i den charmerende Bangkokboghandel Passport Bookshop. Den kom med hjem i tasken på grund af dens smukke udseende og lækre udførelse. Og så fordi det var lidt sjovt at få en bog på thai med hjem.
No Women in Poetry er en dobbeltsproget udgivelse: På venstresiderne er optrykt den oprindelige version på thai og på højresiderne den engelske oversættelse. Jeg forstår ikke en bønne af det thailandske, men skrifttegnene er smukke. >> Læs videre
Ladislav Novák (1925-1999) var en tjekkisk kunstner knyttet til den surrealistiske bevægelse i Tjekkiet. Han er blandt andet kendt for sine eksperimenter med nye kunstneriske teknikker, herunder teknikken froissage, som han har brugt i serien om mr. Hadlíz.
Nováks froissage-teknik består i at krølle et stykke papir sammen, glatte det ud igen, påføre vandfarve og derefter kigge efter figurer i det krøllede mønster, som han så tegner op og farvelægger med yderligere vandfarver.
The Transformation of mr. Hadlíz er en serie på 12 billeder, som Novák lavede tilbage i 1976 ved anvendelse af froissage-teknikken på 12 fotografier fra en (i øvrigt dansk) månedskalender. >> Læs videre
Mette Østgaard Henriksens to små pixi-bøger Heksehistorier og Lesbiske eventyr om mænd er udgivet samtidig og lægger i form og indhold i høj grad op til at blive læst som to dele af samme værk.
Fysisk er de i samme kvadratiske pixi-format: Den ene er sort med gul titel. Den anden er gul med sort titel. De består begge af en samling kortprosastykker på 1-2 små sider, heraf en del på kun nogle få korte sætninger.
Prosateksterne er også bygget op på samme måde: I den ene starter alle teksterne med ‘Der var engang en kvinde, der…” og i den anden med ‘Der var engang en mand, der…”. Men derudover er de faktisk ret forskellige. >> Læs videre
Udover ti romaner har Cormac McCarthy (f. 1933) også skrevet og udgivet to skuespil og to filmmanuskripter. The Gardener’s Son er McCarthys første filmmanuskript, skrevet som led i et samarbejde med instruktøren Richard Pearce tilbage i 1976-77. Manuskriptet blev filmatiseret af Pearce og sendt i 1977 som et afsnit i tv-serien Visions.
Historien, som angiveligt er baseret på virkelige begivenheder, udspiller sig i byen Graniteville, South Carolina i årene 1874-76. I centrum står to familier: Den rige familien Gregg, som ejer byens bomuldsmølle, der beskæftiger de fleste af byens indbyggere, og den fattige irsk-katolske familie McEvoy. >> Læs videre
Theis Ørntoft (f.1984) er fucking træt af breaking news, der ikke breaker andet end fordummende, forskelsløse ligegyldigheder. Han er vred og desillusioneret på de menneskelige samfunds vegne. Men ikke nødvendigvis på planetens og naturens.
“For mig er samfundene døde. / Jeg tror ikke længere / det er et spørgsmål om forfinelse / men om afvikling.”
Theis Ørntofts anden digtsamling Digte 2014 er blandt andet blevet kaldt for mørk, postapokalyptisk økopoesi (Lilian Munk Rösing, Politiken). Og det er ikke helt dårligt ramt. For når man læser Ørntoft, så kastes man ind lige midt i apokalypsen, som vi må forstå allerede er her. De politiske fortællinger, den meningsløse nyhedsstrøm, industrisamfundet, ja, de menneskelige samfund i det hele taget, har spillet fallit. Det er næsten lykkedes menneskene at ødelægge planeten, men naturen slår igen, ukrudtet bryder op gennem asfalten, og Ørntofts poesi rækker bagud og nedad efter en slags naturens urkraft. >> Læs videre
Jeg er ikke den store lyriklæser, som faste følgere af disse noter vil vide. Men Pia Juuls (f.1962) optræden ved arrangementet Digte & Lyd i VEGA forleden inspirerede mig alligevel til at anskaffe mig Juuls seneste udgivelse, Avuncular, med den i sig selv nysgerrighedsvækkende undertitel Onkelagtige tekster.
Avuncular er et engelsk udtryk og betyder netop onkelagtig, som man kan læse i et uddrag fra en engelsk-danskordbog, der er optrykt på bagsiden af Pia Juuls bog sammen med en billedcollage af forskellige slags onkler, virkelige og fiktive, heraf muligvis nogle af hendes egne.
‘Onkelagtig’: Der er noget tø-hø over begrebet, noget trygt, noget genkendeligt, noget ikke alt-for-tæt-familieagtigt (tæt nok på til at være trygt og sikkert, men ikke så tæt, at det er omklamrende), noget der smager af barndom og gamle dage. >> Læs videre
Georg Büchner (1813-1837) er klassiker med stort K, ihvertfald i den tysksprogede del af verden. Herhjemme er han måske ikke så meget læst, selv om flere af hans værker har været oversat tidligere. Men nu har det fine forlag Basilisk udgivet en nyoversættelse af to af Büchners centrale tekster, novellen Lenz og skuespillet Woyzeck, begge efterladte, ufuldendte værker.
Begge tekster er flot nyoversat af den danske forfatter og performancekunstner Nielsen (tidligere kendt som Claus Beck-Nielsen, Helge Bille Nielsen, Das Beckwerk, Madame Nielsen og sikkert også noget mere). Nielsen har også forsynet teksterne med et skarpt forord, der i sig selv er en læseværdig tekst, der fortolker og perspektiverer Büchners værk. >> Læs videre
Her på K’s bognoter ønsker vi alle jer, der læser med, en glædelig jul – og det gør vi selvfølgelig med en boganmeldelse. Ikke af en decideret julebog, men dog en lille bog med adskillige opbyggelige julehistorier, som jeg har genlæst for nylig.
Tim Burton hører til mine yndlingsfilminstruktører og -producere, og det er nok også i den rolle, de fleste først og fremmest kender ham. Jeg nævner i flæng den geniale dukkefilmsklassiker A Nightmare Before Christmas, det poetiske, tragiske og satiriske eventyr om Edward Saksehånd, den gakkede, på én gang nostalgiske og satiriske science fiction-komedie Mars Attacks!. Og der er mange flere. Alle kendetegnet ved Tim Burtons visuelle genialitet, legesyge og befriende sorte humor.
Men Burton er faktisk også forfatter og illustrator. Ihvertfald har han tilbage i 1997 begået den helt vidunderlige lille samling af digte/historier med egne tilhørende fantastiske tegninger, The Melancholy Death of Oyster Boy & Other Stories. >> Læs videre
Skrevet ud af en stor og autentisk, personlig smerte, ingen tvivl om det, men for patetisk, for kunstfærdig og for finlitterært fortænkt til for alvor at gribe mig om hjertet.
Israelske David Grossman er ham med den fremragende og stærke Kvinde på flugt fra meddelelse (2008, da. 2011) om en israelsk kvinde, som besættes af den tanke, at hvis hun forlader sin hjem og bliver ved at vandre i det israelske landskab, så kan hun holde sin søn, der er indkaldt som soldat, i live – baseret på den logik, at hun derved forhindrer myndighederne i at overbringe hende meddelelsen om sønnens død.
Ved et ubarmhjertigt skæbnetilfælde mistede David Grossman selv sin søn i Israels krig mod Libanon, mens han var ved at skrive Kvinde på flugt. Hans følgende bog, At falde ud af tiden fra 2011, som nu er oversat til dansk, fremstår som et forsøg fra Grossmans side på en videre litterær bearbejdning af sorgen over tabet af sønnen. >> Læs videre
Jeg faldt forleden over denne danske antologi fra 2010 i den fine københavnske boghandel Tranquebar, som havde den udstillet et passende iøjnefaldende sted. Og jeg måtte bare have den med hjem, ikke på grund af vakte forventninger til det litterære (de var ingen, hverken positive eller negative), men alene på grund af indpakningen:
En lille, enkel, men lækker, brun, riflet papæske indeholdende 9 små hæfter eller omslag (i størrelse omtrentligt som en CD-booklet), hver med et fotografi af samme fotokunstner på forsiden. Ja, jeg indrømmer det, jeg er et simpelt menneske, og den simple glæde ved at kunne åbne en æske og finde den fyldt med alle mulige, spændende særskilte ting, var hele grunden til at købe denne udgivelse med hjem.
Den lækre indpakning er et eksempel til efterfølgelse på, hvilken vej forlagene givetvis er nødt til at gå, hvis det også i fremtiden skal kunne lade sig gøre at sælge fysisk litteratur på rigtigt papir – med eller uden papæske. >> Læs videre
Ikke dårligt af et digteværk at være. Faktisk ret godt sine steder. Skrev han lidt overrasket over sig selv.
Læsere af disse noter vil vide, at jeg ikke er den store lyrikfan. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvorfor det er sådan. Måske skyldes det en 25-30 år gammel i folkeskole- og gymnasietiden installeret aversion mod pligtanalyser af gamle døde og moderne uforståelige digte. Måske har jeg været så uheldig at støde ind i for mange uudholdeligt selvsmagende jamrekrukker, der forsøger at illudere dybde og smerte og mystisk talent via pinagtige metaforer og andre prætentiøse former.
Måske har jeg bare ikke tålmodigheden til at dvæle længe nok ved en enkelt strofe i et enkelt digt, til at jeg kan fravriste den sit overskud af mening (omvendt bruger jeg gerne lang tid og anstrengelse på at afkode svært tilgængelig romanværker). Eller også er jeg slet og ret mestendels et meget prosaisk menneske.
Anyway: Den svenske nobelprismodtager Tomas Tranströmer (f.1931) og hans samlede værker har i løbet af de seneste forårsdage gjort sit for at nedbryde mine fordomme mod lyrikken. Ihvertfald kan jeg ikke afvise, at nogle af Tranströmers strofer og digte har fået hægtet nogle bådshager fast steder i mig: nogle i hjernen, nogle i hjertet og andre i knoglerne. >> Læs videre
The Fifty Year Sword er en mystisk, ikke 100 pct. vellykket, men alligevel dragende symbolsk fortælling om bedrag og hævn. Ret beset er der tale om novelle, som er opstillet som en knækprosatekst, der tilfører fortællingen en lyrisk rytme.
Handlingen er relativt enkel: Syersken Chintana møder op til en Halloweenfest på en ranch i Texas, hvor hun støder ind i den forhadte 50-års fødselar, Belinda Kite, der tidligere har forført og ødelagt Chintanas mand. Chintana søger i stedet selskab hos fem forældreløse børn, og sætter sig sammen med dem for at lytte til en historiefortæller, der angiveligt er indbudt for at underholde børnene. Historiefortælleren er imidlertid ikke en helt almindelig en af slagsen, mere en skygge end en mand, og hans historie er ikke for børn, men grum og dyster og ladet med hævn og trusler. Og med sig har han en mystisk aflang æske med fem hængsler. >> Læs videre
Lessings klassiske skuespil Nathan den vise – et dramatisk digt i fem akter fra 1779 kan stadig læses, men mest for dets idéhistoriske interesse. Det er trods alt noget gammelt stads, og det fornægter sig ikke.
Gotthold Ephraim Lessing (1729-1781) var i sin tid en fremtrædende tysk oplysningsfilosof, humanist, digter, dramatiker og religionskritiker. Litteraturhistorisk fik han enorm betydning for tysk dramatik og digtning, bl.a. ved at bryde med de hidtidige formkrav i tysk dramatik og digtning. >> Læs videre
Lyder det som titlen på en fjollet bog? Ja, og det er det også. Men det er også en ret sjov bog – komplet gakket på en både begavet og poetisk måde, hvor den er bedst.
dyr med næb ordnet efter antal vinger: (og nej, det er ikke en slåfejl, kolonet hører med i titlen) er noget på denne bogblog så sjældent set som en digtsamling. Vi er ikke så meget for digte her, vi har aldrig rigtig forstået dem, men Birgitte Krogsbølls lille bog skiller sig ud på den glade måde. >> Læs videre
Cormac McCarthys første filmmanuskript skuffer stygt som bogudgivelse.
McCarthy har før udgivet skuespil, som fungerede glimrende at læse som bøger: det udmærkede The Stonemason og det virkelig gode The Sunset Limited (der med rette bar undertitlen “A novel in dramatic form”). Så jeg kastede mig over The Counselor med en vis forventning. Men ak, skuffelse!
The Counselor er meget langt fra McCarthys tidligere mesterskab. >> Læs videre
Lidt mere klassiker-pligtlæsning (jf. Stormen). Hvis jeg skal være ærlig, så havde jeg nok lagt både Macbeth og Stormen fra mig – eller snarere aldrig begyndt – hvis Shakespeare ikke havde den status, han har. Men det har han – og i kraft af, at mange af Shakespeares figurer er gået ind i sproget og vores kultur som ikoniske, næsten mytiske arketyper – herunder hr. og fru Macbeth – så skylder man vel alligevel sig selv at gribe til kilden mindst en enkelt gang i sit liv.
Titel: Macbeth
Nu har jeg i så mange år i så mange sammenhænge læst – og ikke forstået – litterære referencer til Prospero og Caliban og andre af Shakespeares karakterer i Stormen (The Tempest), at jeg tænkte, at det var på tide at få styr på kilden selv.
Man kommer vel ikke uden om, at det havde et element af pligtlæsning over sig, men det var jo heldigvis hurtigt overstået (og jeg orkede ikke at kæmpe mig igennem Shakespeare på engelsk – så det blev en relativt ny oversættelse af Nils Brunse).
Titel: Stormen
Endnu et skuespil fra McCarthy, men dette er langt bedre end The Stonemason og læses som en lang novelle.
En formmæssigt skarpt skåret sag formet som én lang dialog mellem to mænd (den troende, tidligere straffefange “Black” og den ateistiske, desillussionerede middelklasseakademiker “White”) i den enes lejlighed, umiddelbart efter, at Black – mod Whites vilje – har reddet White fra at begå selvmord. Meget fin – anbefaleles.
Titel: The Sunset Limited (A Novel in Dramatic Form)
Et skuespil. Fungerer også ok at læse som roman, jf. at McCarthy også som romanforfatter er sublim til at fortælle historier via dialogen.
Dette er også en fin lille McCarthy-sag, som bærer hans signatur i form af skæbnetunge persontyper karakteriseret fornemt via stram sydstatsdialog. Dog ikke blandt hans bedste. Mest for de dedikerede McCarthyister.
Titel: The Stonemason, A Play in Five Acts
Søren Ulrik Thomsen er en af de få digtere, jeg kan finde på at læse. En del fine små digte også i denne samling. Ikke ligefrem til den muntre side, selv om humoren og lejlighedsvis endda lidt optimisme også stikker frem ind i mellem den mest grå og lidt desillusionerede, livet-går-på-hæld-agtige stemning.
Titel: Rystet spejl. Digte
