Kenneth Krabat: >< DRAMATIS PERSONAE, Universal Storyline 1

Kan man skrive en bog kun ved bruge af tegnene >< ? Ja, det har Kenneth Krabat ihvertfald gjort. Det er ikke for alle og enhver – herunder nok heller ikke ikke for mig. Men det er om ikke andet anderledes end det meste.

På Kenneth Krabats hjemmeside kan man om udgivelsen læse, at Krabat og hans forlægger Morten E. Nørskov fra forlaget tab&nar (ja, det kalder forlaget sig) var enige om, “at bogen nok kun henvender sig til visuelle poeter med flair for selvbyggerhistorier og/eller dramatisk grundforskning. Man skal nok være lidt poetisk autistisk eller virkelig ønske at være med på nybyggervognen, når den bevæger sig over den poetisk-semantiske prærie mod solopgangen.”

Den vogn ville jeg da gerne være med på, tænkte jeg, selv om jeg jo nok på forhånd var lidt nervøs for, om der virkelig var plads til mig dér. Så da jeg blev tilbudt et eksemplar til anmeldelse, takkede jeg ja til udfordringen af min vanelæsning.

Jeg var på den måde positivt grundstemt, da jeg gik til bogen. Og jeg har vitterlig givet den et så seriøst forsøg, som jeg magtede. Men jeg må nok erkende, at jeg ikke består testen som hverken poetisk autist eller visuel poet med flair for historieselvbyggeri. Det er lige en tand for eksperimenterende for mig.

Bogen består af 55 opslag med hver et fotografi af en opstilling af tegnene > og <, formet og bagt i trylledej og opstillet i forskellige formationer på det samme gamle, plettede bastgulvtæppe.

Hvis du tænker, at det lyder lige lovlig 1970’er-flippet, så tænker du nok det samme som mig.

Når jeg tager den positive hat på, kan jeg sagtens se en masse dynamik i de enkelte opslag og en udvikling (af en slags) henover opslagene i bogen. En god del af opstillingerne er næsten identiske, på nær et enkelt tilføjet eller anderledes placeret tegn.

Opstillingerne appellerer til, at man laver historier om, hvad der sker i møderne mellem <‘erne og >’erne: Hvem er med? Hvem er udenfor? Hvem mødes i venskab eller kærlighed? Hvem tørner sammen i modstand? Hvem flygter? Hvem falder? Hvem er sammen, og hvem er alene? Hvem er udstødt, og hvem udstøder?

Taget hver for sig er der faktisk mange af opstillingerne, som er ret gode. Jeg kunne måske endda finde på at hænge nogle af dem op på væggen som enkeltstående kunstværker nede på herreværelset, fordi de indeholder dette overskud af mening, som gør, at man kan bruge lang tid på at digte sine egne historier om, hvad der foregår i billedet.

Men udgivelsen insisterer også på at være mere end en samling af enkeltstående fotokunstværker. Den vil være litteratur (og det er sådan, den bliver bedømt her på siden). Jeg læste den i første omgang som en bestræbelse på at fortælle en fortløbende historie, og den kunne jeg ikke finde. Men det er nok også uretfærdigt – den skal snarere læses som en digtsamling organiseret efter en række temaer med genkommende figurer.

Undre alle omstændigheder bliver 55 opslag i træk mig for meget. Jeg kan godt slå op på et enkelt foto/digt og få noget ud af det, men at læse bogen fra ende til anden blev for mig altså hurtigt ret ensformigt og til sidst temmelig kedeligt.

Ifølge forfatter Kenneth Krabat (f. 1963) er >< også et forsøg på at opfinde et nyt alfabet og en ny syntaks, som han kalder Universal Storyline (US). Dét med det universelle er jeg med på: Tegnet > må give en slags mening i enhver del af verden. At der er tale om opfindelsen af et nyt alfabet? Nej, det lykkedes det mig altså ikke at afkode.

Der er angiveligt to udgivelser mere på vej med støtte fra Statens Kunstfond. Jeg kommer nok ikke til at følge med hele vejen. Men det var sjovt nok at gøre forsøget med den første.

Bogen er venligt tilsendt som anmeldereksemplar fra forfatteren. K’s bognoter har ingen forbindelse til forfatter eller forlag i øvrigt.

K's vurdering: