Zakariya Amataya: No Women in Poetry

Jeg faldt over denne samling af Zakariya Amataya i den charmerende Bangkokboghandel Passport Bookshop. Den kom med hjem i tasken på grund af dens smukke udseende og lækre udførelse. Og så fordi det var lidt sjovt at få en bog på thai med hjem.

No Women in Poetry er en dobbeltsproget udgivelse: På venstresiderne er optrykt den oprindelige version på thai og på højresiderne den engelske oversættelse. Jeg forstår ikke en bønne af det thailandske, men skrifttegnene er smukke.

Zakariya Amataya (f. 1975) bor i Bangkok og skriver på thai, men han er vokset op i Bacho-ditriktet i Narathiwat, som er en af de fire sydlige provinser i Thailand, der har et muslimsk flertal, og hvor førstesproget er en malajisk dialekt. Regionen har de sidste ti år været plaget af voldelige uroligheder, hvor civilbefolkningen har været ofre for sammenstød mellem en muslimsk separatistbevægelse og det thailandske militær.

Den plagede regions voldelige nyere historie er i høj grad til stede i Amatayas digte, ligesom krig i almindelighed er et tema, herunder Irak-krigene. Men der løber også en interesse for filosofi, kunst og digtets natur igennem de forskelligartede digte i samlingen.

No Women in Poetry er Zakariya Amatayas første egentlige udgivelse, og digtene i samlingen stammer fra en tiårig periode. Det mærker man i form af en vis heterogenitet i digtene, især i deres tematik, men der er samtidig en meget tydelig gennemgående digterstemme og stil hele vejen igennem samlingen.

Amataya blev i 2010 som den første muslim i Thailand nogensinde hædret med den thailandske South East Asian Write Award for udgivelsen. Den kommer i det hele taget anbefalet med mange rosende anmeldelser.

People
Tell me
Where poetry might exist
Who enchained poetry?
Who ordered the dispersal of poetry from the streets?
Who broke the pigeon’s wings?
Who snapped the olive twigs?
Who assassinated freedom?
Who usurped power from the people?
Who tricked and exploited virtue?
Who cursed heroes with mutism?
Where is poetry?
Has anyone seen poetry?
Has it died?
Has anyone seen its corpse?

Jeg var nu ikke så berørt eller imponeret. Det kan muligvis tilskrives min manglende erfaring i at læse digte – det er faktisk først inden for det seneste års tid, jeg i denne min relativt høje alder er begyndt at øve mig på at læse lyrik. Måske gør der sig også en vis kulturel barriere gældende, som kan betyde, at jeg ikke i tilstrækkelig grad er i stand til at anerkende, i hvilket omfang Amataya udgør et nybrud i thailandsk poetisk tradition. Måske mangler jeg også en kontekstuel viden. Og en del kan jo også være gået tabt i oversættelsen fra thai til engelsk, herunder rytmen i de frie vers.

Hvorom alting er: Man kan jo ikke andet end at læse, forstå og anerkende fra det kulturelle ståsted og den viden, man nu engang selv har. De filosofiske pointer i digtene forekom mig for størstedelens vedkommende lidt banale. Mange metaforer var på grænsen til det klichefyldte, nogle på grænsen til det patetiske, og jeg savnede i det hele taget noget mere raffinement.

Dermed ikke være sagt, at der ikke er fine digte og smukke passager, for det er der bestemt. Et blivende indtryk har samlingen dog ikke gjort på mig. Men det er stadig en smuk bog, der står og ser fin ud i min bogreol.

K's vurdering: