Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
Leonardo Sciascias sidste roman er endnu en kort krimfortælling, som ender i desillusion over gennemkorrumperede magtstrukturer i det moderne Italien.
I forrige indlæg omtalte jeg Ridderen og døden (opr. 1988, da 2019) af den sicilianske forfatter Leonardo Sciascia (1921-1989). En oplagt sag fra 1989 blev Sciascias sidste (kort)roman, og den er endnu kortere end den forrige. Med sine godt 50 (små) sider er den således ikke længere end en lang novelle. >> Læs videre
En lille, samfundskritisk krimifortællling fra et korrumperet Italien, hvor døden og mafiaen synes at være det eneste, man kan være sikker på.
Den sicilianske forfatter, journalist og politiker Leonardo Sciascia (1921-1989) efterlod sig et betydeligt forfatterskab i flere forskellige genrer. Mest kendt er han nok for sine samfundskritiske krimier. >> Læs videre
Flot, dokumentaristisk roman om et par besynderlige, men højdramatiske kapitler af den tyske revolution i 1918-1919. Stedvist forvirrende i sin detaljerigdom, men intens og medrivende i sin fortællestil. Og båret af en sans for både komedien og tragedien, for drømmen og for nederlaget.
For små to uger siden (ja, der har været stille her et stykke tid, beklager) anmeldte jeg den første bog af tyske Volker Weidermanns bøger på dansk, Oostende 1936 (opr. 2014, da. 2019), og jeg var begejstret. Jeg gik derfor direkte videre til den anden af hans bøger på dansk, Drømmere. Da forfatterne tog magten (opr. 2017, da. 2019), som er oversat til ligeså flydende, fejlfrit dansk af Lone Østerlind. Og jeg er lige så begejstret. >> Læs videre
Et sublimt manifest over stilstanden i et spildt liv. Der sker ikke meget i Dino Buzzatis klassiker, og alligevel er den medrivende fra start til slut og en renlivet fornøjelse at læse.
Italienske Dino Buzzati skrev sit hovedværk, Il deserto dei Tartari, i 1938, på et tidspunkt i Italiens historie, hvor verdenskrigen som bekendt lurede i horisonten, og hele Europa holdt vejret. Det er fristende at læse romanen som en slags allegori over denne samtidshistoriske tilstand, og det kan man måske også. Men romanen har en universel gyldighed, der rækker langt ud over den tid, hvori den blev skrevet. >> Læs videre
Lars Emil Foders Fabelagtigheder er sådan en lille bog, der bare er lige til at blive glad af. 44 sjove, charmerende, pudsige og poetiske kortprosatekster båret af sprudlende kærlighed til ordet og fascination af sproget.
Fabelagtigheder er undseelig af størrelse: Formatet er i lommestørrelse, og sideantallet er blot 74, hvoraf en del tilmed er blanke sider holdt i smuk dybgrøn farve, der fungerer som inddeling af teksterne i mere eller mindre tematisk sammenhængende grupper. >> Læs videre
Fernando Pessoas satiriske, filosofiske traktat, Den anarkistiske bankier, er netop blevet genudgivet. En sjov og skæv, litteraturhistorisk pudsighed for fans af Pessoa.
Fernando Pessoa (1888-1935) anses vidt og bredt for at være Portugals måske vigtigste modernistiske digter. Selv har jeg endnu ikke stiftet bekendtskab med hans digte, men prosafragmenterne Rastløshedens bog hører til på listen over mine absolutte favoritbøger. >> Læs videre
En særegen krimi fra den polske nobelpristager. Værd at læse for sit flotte sprog og skæve personportrætter. Men ikke helt vellykket som krimi.
Polske Olga Tokarczuk (f. 1962) modtog Nobelprisen i litteratur for året 2018 (først tildelt i 2019 på grund af kaoset omkring nobelpriskomiteen i 2018). Her på bloggen kender vi hende fra den fremragende Rejsende (opr. 2007, da. 2016), som hun angiveligt selv betragter som sit hovedværk. >> Læs videre
En roman eksploderet til atomer, men fyldt med østeuropæisk, galgenhumoristisk ghettotristesse, sproglig kant og universel menneskekundskab.
Seeing People Off af slovakiske Jana Beňová (f. 1974) er en af den slags bøger, som minder mig om, hvordan dét at skrive anmeldelser på denne blog ikke alene er sjovt i sig selv, men også bidrager til at forøge og uddybe min egen læseoplevelse. >> Læs videre
Den kontroversielle, schweiziske forfatter Christian Krachts seneste roman, som udkom på dansk for et par måneder siden, er en ironisk tour-de-force fra 1930’ernes Tyskland og Japan, veloplagt fortalt i sublimt sprog.
Vi er i begyndelsen af 1930’erne, kort før formørkelsen for alvor begynder at sænke sig over Europa. >> Læs videre
Andrus Kivirähk (f. 1970) er ifølge forlagets præsentation på bogklappen “Estlands mest elskede nulevende forfatter.” Det håber jeg ikke er rigtigt for den estiske litteratur eller esternes bogsmag.
Slangehvisleren foregår i Estland i en tid, der på nogen måder minder om middelalderen, men samtidig er en fiktiv eventyrverden. Vi følger drengen Leemet gennem hans opvækst fra barn til voksen. Leemet tilhører skovfolket, som kan tale det urgamle slangesprog, og lever et simpelt, men harmonisk liv i pagt med naturen.
Skoven er en mytisk verden: Leemets bedste ven er en hugorm. Menneskene holder ulve som husdyr, som de malker og rider på. Der er talende menneskeraber i skoven, som eksperimenterer med at fremavle kæmpelus. Menneske lever mest af elgkød, som de jager ved at betvinge elgene med slangesprog.
Men skovfolket er en uddøende race: Flere og flere flytter ind til landsbyen, hvor de glemmer slangesproget og bliver fremmede for naturen. De slår sig på agerbrug, underlægger sig en feudal struktur under “jernmændene” fra Europa og lader sig omvende til den nye religion fra paven i Rom. Snart vil Leemet være den sidste slangehvisler i verden.
Tja, her er en del læsere sikkert allerede stået af. Og det er med god grund. >> Læs videre
