En roman eksploderet til atomer, men fyldt med østeuropæisk, galgenhumoristisk ghettotristesse, sproglig kant og universel menneskekundskab.

Seeing People Off af slovakiske Jana Beňová (f. 1974) er en af den slags bøger, som minder mig om, hvordan dét at skrive anmeldelser på denne blog ikke alene er sjovt i sig selv, men også bidrager til at forøge og uddybe min egen læseoplevelse.

Jeg var således egentlig ikke var synderligt begejstret for bogen, mens jeg læste den. Jeg tænkte endda, at den – om end velskrevet – var en smule kedelig. Men i efterreflektionen, mens jeg skrev nedenstående og bladrede tilbage til steder i bogen, jeg havde markeret undervejs med mine små, farvede indeksfaner, voksede den, og dens mange fine enkeltelementer begyndte at træde tydeligere frem.

Dét, jeg vil sige med dette, er, at Seeing People Of på den ene side er en let og hurtigt læst bog, som på den anden side undervejs fremtræder unødigt opbrudt, hvilket kan gøre den svær at følge, hvis man læser den som en “normal” roman. Men at bogen samtidig – og det er det afgørende – først og fremmest efterlader mig som læser med indtrykkene fra et væld af særdeles velskrevne, begavede, gråtriste og til tider decideret sørgelige, men samtidigt humoristiske glimt af den menneskelige (ach so mennschliche) tilstand. Og at det er godt.

Hvorom alting er: Seeing People Off handler om og er fortalt af den unge kvinde Elza. Til tider fortalt i første person, til tider i tredje person – og til tider via andre personer end Elza (måske). Romanen, som vi læser, er samtidig titlen på en bog, som Elza skriver på undervejs.

I det hele taget er det en del af romanens idé, at at vi aldrig rigtig ved, om vi læser noget, Elza har skrevet, eller noget, hun oplever indenfor bogens univers. Fiktionen og fiktionens fiktion flyder sammen, og som læser gør man klogt i ikke at bruge for meget energi på at finde ud af, hvad der er hvad. For det kommer man ikke langt med i denne bog.

Men hvis man skal tage romanens handling for pålydende, kan blandt andet siges følgende;

Elza er en del af et lidt sølle kunstnerkollektiv i Bratislava. Deres fællesskab består mest i, at de efter en turnusordning skiftes til at have betalte småjobs, så de lige akkurat kan finansiere hinandens alkoholforbrug på Café Hyena (hvis navn indgår i originaltitlen på slovakisk), hvor de hænger ud og drikker og bilder sig selv ind, at de frembringer kunst.

Bratislava. A city that forces you to pounce on something, just as it has pounced on you.

Udover forholdet til vennerne omkring Café Hyena er et af omdrejningspunkter i bogen Elzas forhold til Ian, som hun har boet sammen med i et par år i et skimmelsvampbefængt lejlighedskompleks i ghettoforstaden Petržalka, Bratislava, hvor “all the walls play music and talk” – en poetisk-eufemistisk beskrivelse af et rædderligt betonbyggeri, hvor man gennem de ikke-isolerede vægge, gulve og lofter er i konstant selskab med opgangens andre, forstyrrede og/eller kriminelle beboere.

Ian er syv år yngre end Elza, men efter at de blev kærester, “Ian would begin to grow old seven times faster than usual,” og hun finder sig en elsker.

“Theese cookies are half as thick as they used to be,” called Ian from the kitchen. And that unfortunate sentence, like a quick shot, irretrievably launched their old age together.

Et af de kapitler i bogen, der berørte mig mest, og som har samme titel som romanen selv, Seeing people off, handler om Elzas svigermors gradvise forsvinden ind i demens frem mod hendes død. I få glimtvise scener og med få ord formår Jana Beňová via melankolsk galgenhumor at formidle både de pårørendes og den dementes udsigtsløse desperation over det menneskelige forfald ned i uværdighed, som demenssygdommen er. Tis fylder meget i kapitlet:

   And I’m thinking about Ian’s mama, whose long illness began with her not being able to find the bathroom anymore, although she knew she should still be looking for it. That you can’t just pee anywhere.
   And at night she peed into her walking shoes.
   With such precision!

Hen mod slutningen af Seeing People Off river Elza i en drøm en hest i stykker ved at flå dens kæber fra hinanden. Hvilket i romanen følges af denne reflektion over den bog, vi læser, som altså samtidig er den bog, Elza skriver på i romanen:

Meanwhile, the same thing happened to Seeing People Off as to the horse:
   An explosion. Tatters. Typical Elza, just her style.

Og ja, min oplevelse med at læse Seeing People Off var præcis som at læse noget, der var eksploderet. Dette er ikke en bog for den, der foretrækker en sammenhængende fortælling, der skrider kronologisk frem fra start til slut med en afrundet pointe. Sådan skriver Jana Beňová ikke.

Bogen er således sprængt op i kortere og længere prosastykker. Inden for de enkelte kapitler hænger de fleste af dem sammen handlingsmæssigt, selv om perspektivet ofte springer mellem personer og mellem første- og tredjeperson. Mellem kapitlerne hopper romanen imidlertid frem og tilbage i tid og også delvist i fortællestil.

Dermed ikke sagt, at der ikke er nogen sammenhæng i romanen. Det er der bestemt, den er bare netop sprængt i stumper og stykker, som det er op til læseren at samle. Eller også kan man lade være med at forsøge at samle stumperne og slet og ret læse bogen som en samling mere eller mindre forbundne kortprosastykker.

Jana Beňová (f. 1974)

Og selv om der set undet ét afgjort er sammenhæng i bogen, som derfor også fortjener betegnelsen roman, så var det den sidste læsestrategi, der fungerede bedst for mig.

Bogens opbygning i form af små, korte afsnit, som i et eller andet omfang hænger sammen, men også står stærkt i sig selv, gjorde indtrykket flimrende, mens jeg læste den, men det var på den anden side også det, der gav den styrke, da jeg efter endt læsning begyndte at bladre tilbage og genlæse her og dér.

Bogen skal læses, fordi Jana Beňová – her i Janet Livingstones oversættelse til engelsk – har en både skarp og blød, både sort-humoristisk og melankolsk-følsom pen, som er en fornøjelse at følge. Og så skal den især læses for Beňovás præcise iagttagelser af menneskenes liv, deres kuldslåede drømme og deres famlen rundt i verden.

• Lignende indlæg

Sergij Zjadan: Mesopotamien

Stanisław Lem: The Cyberiad

Stanisław Lem: Solaris

Sergej Lebedev: Ved glemslens rand