Tolvte roman i amerikanske Daniel Silvas spændingsserie om den israelske eftgerretningsagent og kunstkonservator (og supermand), Gabriel Allon, vil gerne være en geopolitisk thriller med historisk udsyn og vid. Men den var mig noget sløv i det – og manglede det ene, der kunne bære den igennem givet genren: Elementær spænding.

Der er ikke mange omtaler af krimier og spionthrillerere her på siden. Ikke at jeg har noget imod genren som sådan – jeg har bare næsten altid mere lyst til at læse noget andet.

Det er også af nød, at jeg har tyet til et bind i amerikanske Daniel Silvas agentserie om Gabriel Allon, som er sådan en slags krydsning mellem Carl Hamilton fra Jan Guillous Coq Rouge-serie og Dan Browns Robert Langdon fra Da Vinci mysteriet m.fl.

Sagen er, at verdens mindste, uafhængige stat, Vatikanstaten i Rom, har været en mere end hård nød at knække i min læseudfordring, Verden rundt i bøger. Udfordringen består, som følgere af disse noter vil bære bekendte med, i at læse mindst én roman eller novellesamling fra hvert land i verden. Som udgangspunkt skal det være en bog, som både foregår (mestendels) i landet og er skrevet af en forfatter fra eller med betydelig tilknytning til landet. Det er – som måske forventeligt – ikke så nemt af finde eksempler på den slags bøger, når det kommer til Vatikanet.

Andre verdenslitteraturlæsere er stødt ind i samme udfordring, har jeg noteret mig. Flere har tyet til Shroud of Secrecy: The story of corruption within the Vatican (1999) af en gruppe af anonyme prælater fra Vatikanet, der kaldte sig The Millennari, som imidlertid ikke syntes at opfylde kriteriet om at være egentlig skønlitteratur, men snarere et debatskrift om magtmisbrug inden for Vatikanet, som undertitlen antyder.

Faktisk tænkte jeg selv, at jeg havde fundet en løsning, da jeg fandt frem til romanen Vatican, en skønlitterær spændingsroman med samme tema som ovennævnte bog og forfattet af en tidligere ansat ved Pavestolen, Malachi Martin. Den er svær at opdrive, men det lykkedes mig at skaffe et slidt eksemplar hjem fra et antikvariat et sted i verden. Min entusiasme kølnedes dog betragteligt, da jeg fik den i hænderne.

Dens længde i sig selv var nok til at afskrække en læser som mig, der som udgangspunkt er skpetisk over for lange bøger: 848 tætbeskrevne sider med endog meget lille skrift. Når dertil lægges, at jeg på baggrund af diverse omtaler af bogen egentlig ikke havde nogen forhåbning om, at den i sig selv ville være noget for mig, og da dét indtryk blev bekræftet efter en læsning af de første par sider, så pakkede jeg Malachi Martins Vatican langt væk i bogreolen. Selv om jeg har givet mig selv en udfordring, så skal det jo for pokker også være sjovt at læse …

Daniel Silva (f. 1960)

Således presset smed jeg håndklædet i ringen for i stedet at gå efter en roman, hvis handling i det mindste foregår helt eller delvist i Vatikanstaten uden nødvendigvis at være skrevet af en forfatter fra Vatikanet. Og her faldt valget på Den faldne Engel af Daniel Silva.

Her blev jeg så igen lidt skuffet. Jeg havde set frem til en pageturner af en lettere kulørt spændingsroman, krydret med lidt vatikanhistorie, velegnet til afslapning her under solen ved poolen på Gran Canaria, hvor K og konen tilbringer juledagene.

Daniel Silva indfriede forventningen om det kulørte, men den elementære spænding, jeg havde forventet af genren, udeblev desværre.

En del af det skyldes, at Silva er lidt for optaget af at demonstrere sit historiske og geopolitiske vid, hvilket betyder, at luften tages ud af spændingen lidt for mange gange. Den samme effekt har det, at der bruges for meget plads på at rekapitulere begivenheder fra tidligere bind i serien. Det kan betragtes som en høflighed overfor nye læsere som mig, men mange af referencerne til tidligere begivenheder var faktisk helt unødvendige for at følge med i handlingen i den aktuelle roman, og de bidrog således mest til at sænke hastigheden og spændingsniveauet.

Sproget er på det jævne, men jeg havde heller ikke forventet mere fra genren. Mere irriterende er det, at den danske udgave, jeg har læst, synes at være plaget af en lige lovlig hurtig oversættelse fra Charlotte Grubbs side, som ind imellem har præg af deciderede undersættelser, hvor man tager sig i at gætte på, hvad der har stået i originalen på engelsk.

Historien er en kulørt affære, der starter med et mord i Peterskirken, som snart viser sig at have forbindelser til en international kunsttyveriorganisation og siden også til Hizbollah, Iran og international terrorisme. Og den slags. Og ja, vores helt, som både er verdensmester i at være hemmelig agent og talentfuld kunstkonservator og har gennemborende grønne øjne og en smuk, langt yngre italiensk hustru, ender selvfølgelig med at redde hele verden.

Daniel Silva skal dog have point for, at romanen synes at være ganske godt researchet. Som nævnt trækker det imidlertid ned, at han har været lidt for optaget af, at den megen research også skulle afspejle sig direkte i romanen, hvor den har det med at stille sig i vejen for den gode spændingshistorie. Som spændingsroman bør den bedømmes på egne præmisser, og så trækker det unægteligt ned, at jeg på intet tidspunkt blev grebet af nogen spænding.

K's vurdering:

• Lignende indlæg
• Cicero

Kurt Vonnegut: The Sirens of Titan

Ernest Cline: Ready Player One

Helene Hanff: 84, Charing Cross Road

Sherwood Anderson: Mange ægteskaber

Arturo Pérez-Reverte: Tangodanseren

Khaled Hosseini: Under en strålende sol