Socialrealistisk semikrimi fra Qatar om den skrupelløse udnyttelse af immigranter under livsfarlige arbejdsforhold, om køn, tradition og religion, om forholdet mellem lokale og expats i Qatar. Romanen er båret af sympatiske intentioner og er ikke uinteressant for sit tidsbillede af Qatar, men det kan ikke redde den.

Mohanalakshmi Rajakumar betegner sig selv som en sydasiatisk amerikaner, som har boet i Qatar siden 2005. Hun har udgivet en række bøger, primært romaner, herunder The Migrant Report fra 2015. På trods af bogens afskyeligt grimme omslag, der bringer tankerne hen på en samfundsfagsbog for gymnasiet, så er der tale om en slags socialrealistisk wannabe-krimi.

Der er ikke meget at vælge imellem, når det kommer til oversat litteratur fra Qatar, og jeg havde på forhånd indstillet mig på, at det ville blive en af de sværere udfordringer at finde en god roman herfra i mit projekt om at læse verden rundt i bøger. Så jeg var helt opstemt efter at have læst gode omtaler af The Migrant Report på Goodreads. Jeg må dog indrømme, at mine forventninger sank en smule, da jeg fik bogen mellem hænderne og fandt ud af, at der var tale om en selvudgivelse. Bevares, der er gode forfattere, der vælger at selvudgive, men det er sjældent et godt tegn.

På den anden side kunne jeg godt forestille mig, at det som en kvindelig, udenlandsk forfatter i Qatar, der tilmed skriver med et samfundskritisk ærinde, kan være svært at blive udgivet af et etableret forlag (indrømmet: denne forestilling er alene baseret på min egen forudindtagethed om Qatars forlagsbranche – oplys mig gerne om andet). Derudover har nogle af Rajakumars tidligere udgivelser angiveligt modtaget et antal forskellige litterære priser (som jeg ganske vist ikke havde hørt om før).

Så jeg gav den en chance. Og The Migrant Report har da også nogle gode takter og især gode intentioner og ambitioner. Og den er faktisk helt interessant for det billede af det moderne Qatar, den tegner.

Hovedanliggendet og kernen i bogen er en social og politisk indignation over den måde, hvorpå store virksomheder og internationalt arbejdende jobformidlingsbureauer i Qatar medvirker i de facto menneskehandel. Fattige mennesker fra andre dele af verden, i romanen med hovedfokus på Indien og Nepal, lokkes til at investere deres sparepenge i en flybillet og et “formidlingsgebyr” med løfter om gode jobs, der kan give dem mulighed for at sende penge til familierne i hjemlandet. Ankommet til Qatar viser løfterne sig imidlertid i mange tilfælde at dække over fysisk udmarvende og livsfarligt arbejde under slavelignende forhold til en langt ringere betaling end lovet under rystende indkvarteringsforhold og et totalt fravær af arbejdsmiljøsikkerhed.

Mohanalakshmi Rajakumar.
Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Rajakumar forsøger at spinde denne i sig selv interessante og relevante historie ind i krimilignende intrige, hvor en yngre politimand i et eller andet omfang danner makkerpar med en nittenårig, kvindelig journaliststuderende, som har sat sig for at skrive en universitetsopgave om forholdene for immigrantarbejderne på hendes fars betonvirksomhed. Bogens bagsidetekst lægger i høj grad op til, at der er tale om en spændingsroman, hvor politibetjenten og den studerende skal kæmpe mod tiden, “as the body count rises,” og før “the agency strikes again.”

Den betegnelse er nu temmelig misvisende, og den såkaldte krimihistorie drukner undre alle omstændigheder i alt for mange sidehistorier med alt for mange personer. For Rajakumar vil samtidig fortælle historien om en fattig nepalesisk mand, der i romanen eksemplificerer de importerede arbejdere, og om hans søster, der har arbejdet i Qatar i flere år før ham som husholderske og barnepige hos en amerikansk familie.

Hun vil fortælle en historie om den velhavende udenlandske expat-familie, hvor konen keder sig og er seksuelt frustreret over en mand, der arbejder for meget, mens teenagesønnen ikke passer sin skole og roder sig ud i noget med hash (og det er ikke særlig lovligt i Qatar). Hun vil fortælle en historie om patriarkalske forhold i Qatar, som først og fremmest er stærkt undertrykkende og begrænsende for kvinder, men også dømmer mænd, der falder uden for de traditionsbundne normer. Og så skal vi da også lige have lidt studenterliv og venindefnidder på universitet med. Og selvfølgelig lidt romantik mellem politibetjenten og den usædvanligt selvstændige journaliststuderende.

Det hele kunne måske godt være blevet bundet sammen, men især den angiveligt centrale historie om “opklaringen” (som egentlig ikke er nogen opklaringshistorie i traditionel krimiforstand) af dødsfald blandt immigrantarbejdere er simpelthen for svag i plottet og fremstår nærmest ufortalt.

Og så er der for mange personer med selvstændige fortællespor, som ganske vist i et vist omfang kædes sammen, men Rajakumar bruger alt for lang tid på at introducere dem. Vi skal hen omkring side 100, før fortællingen rigtig kommer i gang, og det gør den så næsten ikke alligevel.

Det hele falder dog især på, at Rajakumar skriver temmelig kedsommeligt. Det er ikke decideret dårligt skrevet, der er ikke mange decideret falske toner i sproget, det er bare kedsommeligt og omstændeligt skrevet.

Jeg ender samlet med en vurdering på to stjerner, som alene skyldes, at jeg på trods af den kedelige og rodede fortælling fik nogle interessante samtidsbilleder fra Qatar med mig.

• Lignende indlæg

Yousef Al-Mohaimeed: Wolves of the Crescent Moon

Saud Alsanousi: The Bamboo Stalk

Aboud Saeed: Den smarteste fyr på Facebook. Statusopdateringer fra Syrien

Abdulaziz Al Farsi: Earth Weeps, Saturn Laughs