Der er blevet drevet boghandel siden 1874 i Nørregade 6 i København, hvor Atheneum ligger. En del af boghandelens egen mytologi er, at Jeppe Aakjær var stamkunde her. Det behøver nu ikke at optage os nutidige kunder, for først og fremmest er Atheneum lige nu stadig en af byens bedste kvalitetsboghandlere.
Desværre varer det – måske – ikke så længe endnu. Den legendariske boghandel i hjertet af København på hjørnet af Vor Frue Plads, annoncerede i foråret sin lukning i løbet af efteråret 2015. Endnu et offer for boghandlerdøden.
Den fede dame har dog ikke sunget endnu. En gruppe boghandlerelskere har stiftet foreningen Atheneums Venner, som i disse måneder forsøger at rejse penge til at redde boghandelen. Lidt mere om Atheneums Venner nedenfor.
Først noget om selve boghandelen:
Den mere end 140 år gamle boghandel fik navnet Atheneum i 1979 i forbindelse med, at boghandelen overgik til medarbejdereje. I 2010 blev det til Atheneum Academic Books, da butikken blev en del af studiebogladekæden Academic Books ejet af SL-fonden, som også rummer en række forlag.
Dét der med at være en del af en kæde, skal man dog ikke lade sig afskrække af. Oplevelsen af at træde ind i Atheneum er heldigvis næsten så langt fra en kæde, som man kan komme. Atheneum har således bevaret det særpræg, som nogle af os husker fra tidligere, også selv om de gamle aflæggerborde er blevet afløst af mere nutidige, fritstående reoler.
Den almindelige boglæser og boghandlerbesøgende skal heller ikke lade sig afskrække af det akademiske i navnet. Jo, Atheneum fungerer ganske vist som studieboglade med masser af fagbøger og aftaler med universitet om formidling af semestrets pensum. Men Atheneum er stadigvæk først og fremmest en god, gammeldags boghandel med et bredt udvalg af både faglitteratur og skønlitteratur, også henvendt til den almindelige læser.
Atheneum udfylder på den måde en position, der ikke i samme grad udfyldes af andre boghandlere i København. De studerende kan finde de særlige fagspecifikke bøger, men også den almindelige faglitterært interesserede kan nyde godt af et bredt udvalg af klassiske og nyere titler indenfor ikke mindst samfundsvidenskab, humaniora og teologi (og måske også andre akademiske discipliner, men de er så langt fra min egen interesse, at jeg ikke ser dem, beklager).
Udover de faglitterære sektioner har Atheneum et pænt udvalg af skønlitteratur. Den dansksprogede afdeling er udmærket, ikke overvældende stor, men præget af solid kvalitet. Den engelsksprogede afdeling er pænt omfattende (om ikke lige så stor som i Politikens Boghal) og først og fremmest fyldt med udvalgte kvalitetstitler.
Atheneum er en boghandel, man kan ose rundt i uden mål og med og så pludselig falde over en skæv bog, man ikke kendte i forvejen, men som bare ser spændende ud. Eller måske viser der sig med ét en bog i reolen, man har villet læse så længe, at man næsten havde glemt det, indtil den materialiserede sig foran en.
Kan man ikke lige finde det, man leder efter, eller søger man bare inspiration, er der kvalificeret hjælp at hente hos boghandlerne i butikken, som rent faktisk ved noget om litteratur. Det burde være en selvfølge i en boghandel, men det er det desværre ikke alle steder i dag. Og boghandlerne tager sig gerne tid til at tale med de enkelte kunder. Det kan betyde lidt kø ved kassen, men vi andre kunder venter gerne, mens vi nasser på den gode stemning.
Den eneste ulempe for sådan nogle som mig, der ofte arbejder til sent på eftermiddagen, er lukketiden kl. 17:30 på hverdage. Det er ofte lige en halv time for tidligt for mig, hvorfor Boghallen på Rådhuspladsen som oftest vinder kampen om mine “det-har-været-en-hård-dag-på-arbejde-og-derfor-har-jeg-fortjent-et-besøg-i-en-boghandel”-bogindkøb.
Som nævnt synger Atheneum desværre tilsyneladende på sidste vers. Med mindre det lykkes foreningen Atheneums Venner at rejse kapital til at give den gamle boghandel en tilstrækkelig indsprøjtning til at starte op påny – denne gang som en uafhængig boghandel under det tidligere navn Atheneum Boghandel.
Så hvis du heller ikke vil risikere at miste en af Københavns bedste og ældste boghandlere, så del denne artikel og støt Atheneums Venner ved at melde dig ind i foreningen, ved din støtteunderskrift i denne underskriftindsamling eller ved et lille økonomisk bidrag (bidrag refunderes, hvis det ikke lykkes at rejse kapital nok til at sikre Atheneums fortsættelse).
Atheneums Venner kan findes på Facebook, Instagram og på foreningens hjemmeside.
Atheneum Academic Books
Nørregade 6
1165 København K
Tlf.: 4422 3850
Mail: atheneum@academicbooks.dk
Web: www.academicbooks.dk/atheneum
Opdatering 21/02/2016: Atheneum Academic Books lukkede desværre i oktober 2015, og det er indtil videre ikke lykkedes Atheneums Venner at rejse kapital nok til at genåbne boghandelen.