Finn Wiedemann: I grunden har vi det jo godt

En ikke helt ueffen selvbiografisk erindringsroman om at vokse op som barn og ung i 1970’ernes Danmark.

Fra dengang, hvor vi så kaninen Albert og Ingrid og Lillebror og Landet Rundt med Preben Heide i tv, og vi hørte trafikradio med Lars E. Christiansen. Og hvor man samlede på alt muligt og ingenting: sodavandskapsler, sten, klistermærker, mønter og frimærker (og hvor de bedste var “de store mærker fra Ungarn eller Magyar Posta med fugle, malerier og sportsmotiver på. Til trods for at de intet er værd”). Og hvor toiletpapiret hos ens bedsteforældre var dét der brune og hårde, som var ubehageligt at tørre sig med og mindede om pakkepostindpakningspapir.

For mig var store dele af bogen et nostalgitrip tilbage til min egen barndom og som sådan en fornøjelse at dykke ned i.

Romanen er fortalt i form af en lang serie af helt korte erindringsglimt. Det virker troværdigt som et sammenstykket erindringsbillede, især fra de tidligste barneår. For det er jo sådan, det er med vores barndomserindringer: Vi har bevaret en masse mere eller mindre isolerede billeder i hovedet – og kun i retrospektiv, historieforfalskende efterrationalisering kan vi sammenstykke dem til at en sammenhængende historie. Den fristelse lykkes det Wiedemann at undgå at falde for, og det styrker troværdigheden.

Nogle af de små kapitler bliver ganske vist lige en tand for idiosynkratiske for min smag – dér, hvor det specifikt selvbiografiske tager overhånd i forhold til den almene historie om at være barn og vokse op. Wiedemann eller en redaktør kunne med fordel være gået lidt hårdere til den i en “kill your darlings”-øvelse for at få luget ud i de erindringsglimt, der kun har interesse for forfatteren selv.

Efterhånden som romanen bevæger sig op gennem 1970’erne, bliver de små kapitler mere sammenhængende, og sproget skifter nuance fra barnets naive, undrende og åbne perspektiv til den unges mere sammenhængende – omend stadigt vordende – verdensbillede.

Sprogligt lykkes det Wiedemann det meste af tiden at ramme en fin tone, som passer nogenlunde til jeg-fortællerens alder. Især rammer han rigtig fint den måde, hvorpå børn indoptager ordbrokker, de har snappet op fra de voksnes samtale, i deres eget ordforråd, selv om man som barn ikke er helt klar over, hvad ordene egentlig betyder.

Enkelte smuttere rundt omkring i teksten i form af lige lovligt svulstige metaforer virker ganske vist utroværdige i et barns erindring, men det er mindre skønhedspletter.

Bogens styrke i troværdighed som erindringscollage – at den primært er fortalt i kun løst sammenhængende glimt – er til gengæld også dens svaghed som roman: Jeg savnede en dramaturgisk rød tråd, en sammenhængende fortælling med en start, en midte og en slutning. Det er muligt, at fremstillingen i bogen er loyal mod forfatterens faktiske barndomserindringer – men det gør jo ikke i sig selv en god historie.

Samlet set: Hvis man ikke selv har barndomserindringer fra 1970’erne, er det ikke sikkert, at man vil have så stort et udbytte af bogen. For mig var det ihvertfald primært den nostalgiske værdi, der bar bogenn igennem. Men den værdi var til gengæld også stor nok til, at jeg læste bogen med fornøjelse, og som sådan kan jeg anbefale den til andre, der har lyst til en tur i tidsmaskinen.

Bogen er venligt stillet til rådighed for anmeldelse af forfatteren. Jeg gør opmærksom på, at K’s bognoter ingen forbindelse har til forfatter eller forlag i øvrigt, og at vurderingerne i denne anmeldelse er ganske mine egne.