Aarhus’ hyggeligste boghandel og hyggeligste café og hyggeligste vinbar i ét. Det er ikke den værste cocktail, og Løve’s Bog- og VinCafé i Nørregade i det centrale Aarhus er da også et sjældent fint sted.
Der er efterhånden en del boghandlere rundt omkring i landet, der har fanget ideen med at kombinere boghandel og café. Løve’s har taget skridtet fuldt ud, for butikken er mindst lige så meget café og vinbar som boghandel.
Løve’s er delt op i to afdelinger: Fra gaden kommer man ind i boghandel- og cafédelen. Her står bøgerne i reoler langs begge vægge, mens selve rummet er helliget små caféborde og stole holdt i en hyggelig, let skramlet, ukurant genbrugsstil. For enden af rummet er bardisken, som i sig selv er en bogreol. Kanter man sig ind langs baren til baglokalet, kommer man ind i vinbaren. Et hyggeligt lokale, hvor gamle trætønder og masser af vin på væggene bidrager til en huleagtig vinkælderatmosfære.
Jeg besøgte Løve’s en søndag eftermiddag, hvor stedet var proppet med mennesker og stemningen høj. Desværre betød det, at jeg ikke kunne finde en ledig siddeplads, så jeg måtte nøjes med at snuse lidt rundt langs bogreolerne.
Det er ikke byens største boghandel, men bogudvalget er af rigtig god kvalitet, og med kun få eksemplarer af hver titel i reolerne er der rigeligt at gå på opdagelse i. Skønlitteraturen fylder mest, men der er også et par faglitterære reoler.
En særligt sympatisk detalje er en lille reol bygget ind i bardisken med læseeksemplarer af udvalgte titler beregnet på, at man som gæst i caféen kan prøvelæse, mens man får sig en kop kaffe eller et glas vin – og måske blive inspireret til at investere i sit eget eksemplar fra reolerne med de nye bøger. Det er et rigtig fint træk, der giver gode point hos her hos K.
Hvis jeg skulle anmelde Løve’s som café, ville karakteren komme helt i top på grund af den hyggelige og afslappede stemning – som ikke mindst bøgerne bidrager til. Som boghandel betragtet trækker det dog lidt ned, at caféen synes at have højere prioritet end boghandelen. Kommer man for at kigge efter bøger på en dag, hvor cafébordene er fuldt besatte, så kan man godt føle, at man trænger sig lidt for meget ind på nogle af de siddende cafégæster, fordi man må kante sig meget tæt på borde og stole og helt ind i de andre gæsters fysiske privatsfære for at komme ind til nogle af reolerne. For mig betød det, at opholdet i boghandelen blev kortere, end det ellers kunne have været.
Jeg kunne således godt have ønsket mig, at et par af cafébordene havde fået lov at vige pladsen til fordel for et par udstillingsborde. Det kunne dels give bøgerne mere plads og dels give mulighed for markere en tydeligere boghandleridentitet via de bøger, man således kan vælge særligt at fremhæve.
Et lille suk fra pedanteriet må herudover være tilladt: Nu om stunder kan man jo stave sit eget egennavn, som man vil, og jeg kan på den konto forlige mig med det store C i “VinCafé”. Men apostroffen i “Løve’s” er dog for styg en anglicisme til at kunne gå upåtalt hen. Skynd jer at få malet den grimme apostrof over på facaden og alle andre steder! Gør det i dag, og jeg skal snart besøge jeres hyggelige bogcafé igen.
Løve’s er i øvrigt en hel lille kæde – på den gode måde: Aarhus rummer også et Løve’s Antikvariat i Høegh Guldbergsgade, og i Borgergade, lige rundt om hjørnet fra Løve’s Bog- og VinCafé, ligger dels Vincaféen, som er en dedikeret vinbar, dels Løvens Forlag, som er et lille forlag dedikeret til “debuterende og glemte mesterværker”.
Løve’s Bog- og VinCafé
Nørregade
8000 Aarhus C
Tlf.: 2783 1633
Web: http://www.loeves.dk/bogcafe/
Mail: aa-cafe@loeves.dk