Nørrebro Bøger er en ny uafhængig boghandel i et kælderlokale i Elmegade på Nørrebro i København. Den lille boghandel slog dørene op for første gang i december 2014, men min vej har først ført mig forbi i marts 2015.
Jeg skulle bare lige ned og kigge, ikke købe. Men dels er det jo imod min natur at gå tomhændet ud af en boghandel, dels blev jeg fristet af det fine udvalg og ikke mindst af den gode stemning.
Jeg fik hilst på boghandler Mikael, der er den ene af de to bibliotekarer og bogentusiaster, som sammen har taget initiativ til Nørrebro Bøger.
Mit håbløse og tæt på meningsløse indgangsspørgsmål, “Har du noget interessant, du kan anbefale?” (som boghandler må man sukke og rulle med øjnene indvendig over den slags kunder, som tilsyneladende tror, at boghandlere er tankelæsere, der kan aflæse smag og interesser uden hjælp), ledte ikke desto mindre hurtigt til en snak om gode bogtitler og andet godt. Og jeg kom på anbefaling ud med blandt andet Vladimir Sorokins Snestormen, der viste sig fremragende. Tak for det!
Udvalget i reolerne er ikke stort hos Nørrebro Bøger. Sådan må det være i en relativt nystartet boghandel uden for kæderne. Til gengæld er det godt og bredt og tydeligvis udvalgt af et par boghandlere med sans for kvalitet og kærlighed til den gode litteratur. Der er både dansk og oversat litteratur, flest romaner og noveller, men også lyrik, graphic novels, børnebøger og et udvalg af faglitteratur. Også en lille reol med brugte bøger er der blevet plads til og bagerst i baglokalet en smule kontorartikler (de sidste gemt passende af vejen – det er jo ikke Bog&Idé).
Forhåbningen hos de nyslåede boghandlere er, at der lige akkurat er plads til en boghandel for den brede smag på Indre Nørrebro – som supplement til de to små specialboghandlere lige om hjørnet i Møllegade, Møllegades Boghandel (der især tegner den smalle, danske litteratur) og Ark Books (som specialiserer sig engelsksproget litteratur for feinschmeckerne).
Det giver i sig selv point hos mig at turde leve drømmen ud og starte en ny boghandel i disse så trængte tider for branchen. Og når drømmen så endda materialiserer sig med kvalitet på hylderne og engagement i kælderen, så bliver jeg helt glad og varm indeni.
Jeg tænker, at jeg snart må forbi igen til en opfølgende snak om fortolkninger af Sorokin – en dag, hvor jeg måske også har tid til en kop kaffe i den røde plyssofa og har råd til at tage imod mere inspiration.
Herfra ønskes ihvertfald held og lykke med projektet.
Opdatering 18.09.2019: Nørrebro synes desværre at være lukket permanent.
Nørrebro Bøger
Elmegade 17 kld th
2200 København N
Tlf: 9155 2398
Mail: nb@norrebroboger.dk
Web: www.nørrebrobøger.dk
Facebook: facebook.com/norrebroboger
Umiddelbart kan jeg ikke se at de er på adressen mere, ifølge krak.dk … deres hjemmeside eksisterer ej heller mere … Gud ved om de ikke klarede den ?
Nej, de har vist desværre måttet dreje nøglen om … ærgerligt.
Nuomdage udsætter Røde Kors-butikkerne, andre genbrugsbutikker og Plusbutikkerne antikvariaterne for en brutal konkurrence. Eksempelvis købte jeg fornylig de samlede værker af Charles Dickens – 29 bind i alt, skindindbundne, ganske vist trykt på billigt krigstidspapir (umiddelbart efter 1. verdenskrig) men i ren og velholdt stand for 200 kr. Rundt om er der etableret byttecentraler (på biblioteker og i Medborgerhuse såvel som i ejer- og lejerforeninger) hvor lokale frit kan sætte og tage bøger. På nettet finder vi The Gutenberg eBook hvor der er adgang til gratis at læse mere end 60.000 ebøger. Sådan som det ser ud nu tyder alt… Læs mere »
Jeg er gået forbi der mange gange men har endnu ikke været der inde – det må der laves om på 🙂
Dejligt der er nogen der “vover pelsen” og går ombord i deres drøm….det er jo også noget af en økonomisk udfordring at starte en boghandel i dagens Danmark. Pøj pøj