Bruno Schulz: Kometen

Bruno Schulz (1882-1942) var en polsk-jødisk forfatter, oversætter, maler og kunstlærer. Han blev i 1942 myrdet af en SS-officer på åben gade i sin hjemby Drohobycz.

Schulz nåede ikke at udgive meget, og en del af hans produktion er gået tabt under Holocaust. På dansk er tidligere udgivet hans to novellesamlinger, Kanelbutikkerne (opr.1934) og Sanatoriet under timeglasset (opr.1937). Og ved årsskiftet 2014/2015 har Forlaget Virkelig nu udgivet denne novelle fra 1938 som en selvstændig bog i forlagets fine serie Bestiarium.

Ifølge omslagsklappen er Schulz’ novelle formentlig inspireret af det undergangshysteri, der greb dele af verden efter kometen Halleys tilsynekomst i 1910. Tidsmæssigt synes fortællingen dog at være placeret lidt tidligere, måske i sidste halvdel af 1800-tallets Europa, selv om Schulz ikke giver nogen præcise anvisninger af tid eller sted.

Kometen er en sprælsk og sprudlende ironiserende collage af drilske og poetiske metaforer over blandt andet tidens fascination af den nye naturvidenskab, som på det tidspunkt stadig i et vist omfang er forlenet med en aura af magi og mysticisme.

De første cykler, ‘velocipeder’ (som de fleste af os nok kender bedre som væltepeteren), gøres af Schulz til ironisk emblem for den nye tids fremskridtsbegejstring, som samtidig har noget latterligt over sig:

Det varede ikke længe, før byen vrimlede med velocipeder af forskellig størrelse og form. Den ny tids filosofi forpligtede. Enhver, der bekendte sig til idéen om fremskridt, måtte også tage konsekvensen og sætte sig op på en velocipede. De første til at gøre det var naturligvis advokatskriverne, denne avantgarde for nye ideer, der med deres opadstræbende overskæg og farverige bowlerhatte var selve håbets inkarnation og blomsten af vores undgdom.

Fremskridtstroen og videnskabsbegejstringen er særligt inkarneret i fortællerens far, der er en slags kombineret amatørvidenskabsmand og tryllekunstner og fascineret af blandt andet ideen om mesmerisme som et princip, der kan forklare magnetisme som udfoldelsen af en urkraft i naturen med helbredende kræfter.

Faren eksperimenterer med magnetisme og metaller, som i Schulz’ tekst får et eget liv:

Metallerne lå i forskellige syrer. Saltovertrukne og irrede af dette smertefulde bad begyndte de at summe elektrisk i mørket. Vækket af deres livløse dvale brummede de monotont, de nynnede metallisk og glødede molekylært i disse sørgmodige og sene dages evige tusmørke. […] Snart i den ene retning, snart i den anden udsendte de sovende apparater deres signaler, af og til vågnede de op og svarede forsinket og ude af takt med hinanden med små triste enstavelsesord – små prikker og streger, der afbrød den dumpe letargi.

Farens eksperimenter går også ud over familien, ikke mindst onkel Edward, der frisindet og fordomsfrit stiller sig til rådighed for videnskaben ved at indvillige i “en gradvis reduktion af alle sine egenskaber og i en blotlæggelse af sit dybeste væsen.” Faren underlægger onkelen en intens psykoanalyse, og “bid for bid fjernede han alt overflødigt og reducerede således min onkel til det uundværliges minimum.” Til sidst ruller faren onkelen ud som en ledning og monterer ham i familiens trappeopgang som dørklokke:

Min onkel fungerede upåklageligt. Ikke en eneste gang nægtede han at adlyde. Han havde forladt den komplicerede personlighed, der førhen så ofte havde ledt ham på afveje, og havde i stedet genfundet sig selv i et retlinet, utvetydigt princip, som han fra nu af altid ville indordne sig. I bytte for sin svært administrerbare mangfoldighed fik han en simpel uproblematisk udødelighed. […] Selv hans hustru, tante Terese, kunne – da hun nogen tid efter ankom til vores hus – ikke lade være med hvert andet øjeblik at trykke på knappen for at høre den høje, skingre tone, i hvilken hun genkendte timbren i sin mands stemme, når han hidsede sig op.

Midt i historien kommer nyheden om, at verden snart vil gå under: En komet er på vej mod jorden. I Schulz’ univers udløser det imidlertid ikke en trist og sort undergangsstemning, for fremskridtstænkerne er overbevist om, at det ikke vil blive “den eskatologiske finale eller den sidste tragiske akt i den guddommelige komedie, som profeterne siden tidernes morgen havde forudsagt. Nej, det ville i stedet blive en cykelakrobatisk cirkusundergang, en tryllekunstners hokuspokusundergang, en eksperimentel og lærerig laboratorieundergang, som alle fremskridtets tilhængere ville applaudere”. De få kritikere og ængstelige sjæle bliver hurtigt overdøvet med argumenter om, at “dette simpelthen var en enestående chance, det ville jo blive en yderst tidssvarende og progressiv undergang, en undergang for fritænkere.”

Faktisk udløser den truende undergang en decideret kosmologisk feststemning, som i sit ironiske overdrev ikke desto mindre nemt kan genfindes – i en ganske vist mindre poetisk form – i f.eks. nutidens danske nyhedsmediers eksalterede og slet skjulte, frydefulde begejstring ved udsigten til en storm eller et snefald:

En festlig brise strømmede ind i vores liv, en entusiasme og glød, alt, hvad vi gjorde, blev pludselig vigtigt og højtideligt, og vores brystkasser udvidedes af kosmiske suk. Jordkloden sydede om natten af festligt spektakel og tusinders samstemmende ekstase. […] Vi fortabte os i det uendelige rum, jordkloden forsvandt under vores fødder, og vi hang forvirrede som antipoder med hovedet nedad over det omvendte zenit, på må og få vandrede vi ad mælkevejen og førte en fugtig finger fra stjerne til stjerne hen over alle lysårene. I spredt formation marcherede vi hen over himlen som emigranter fra en forladt globe, fra trin til trin sprang vi på nattens uendelige stige, mens vi grådigt plukkede af stjernerne.

Da katastrofen i sidste ende udebliver, vender menneskene “en skuffelse rigere [..] med bøjede hoveder tilbage til hverdagens gøremål.”

Der er ikke én eneste sætning i denne kompakte fortælling, jeg ikke kunne have lyst til at citere, men det er vist allerede gået for vidt. Så kort den end er, er Schulz’ historie sprængfyldt med originale indfald, raffinerede metaforer og skøn poesi.

Jeg læste faktisk Kometen to gange. Første gang ledte jeg lidt forvirret efter et traditionelt plot, og jeg var undervejs lidt skuffet over ikke at finde det. Men så læste jeg den én gang til uden anden forventning end at nyde Schulz’ flotte sprog, hans intense metaforik, skælmske ironi og satire over menneskene i videnskabens og fremskridtsoptimismens tidsalder. Og dén forventning indfrier Schulz til gengæld til overmål.

Kometen er mit første møde med Bruno Schulz, men den giver absolut appetit på mere. Jeg skal helt sikkert ud og have fat i de to tidligere novellesamlinger.

K's vurdering: