Vladimir Lorchenkov: The Good Life Elsewhere

Sort satire fra Moldova. Et ironisk-sarkastisk – men ikke aldeles ukærligt – portræt af længslen efter Europa og et bedre liv blandt beboerne i en landsby i Moldova i begyndelsen af det 21. århundrede.

Vladimir Lorchenkovs (f. 1979) The Good Life Elsewhere (opr. 2008, eng. 2014) er en tragikomisk og sorthumoristisk satire over en gruppe moldovanske landsbybeboeres opfindsomme, men samtidig latterligt håbløse forsøg på at emigrere fra Europas fattigste land til Italien. Italien har for det meste af landsbyen (ja, for hele Moldova ifølge romanen) antaget karakter af et mytologisk sted, der flyder med mælk og honning eller ihvertfald med arbejde.

… Moldovans have never been a people capable of revolt. There was only one option left: to run.

Selv Moldovas præsident (Lorchenkov lader respektløst Moldovas faktiske præsident på det tidspunkt, Vladimir Voronin, optræde med navns nævnelse) drømmer om at flygte til Italien: “‘Maybe,’ he thought […], ‘I’ll open a pizzeria someday.’”

Hvor romanen er bedst – og det er den i de første dele, før det hele gakker lidt for meget ud – fungerer den som en endog særdeles morsom satire på en bund af tristesse, som samtidig gør det til en meget sørgmodig bog.

Romanen har en overvejende episodisk karakter i form af en mængde semiselvstændige historier om de naive landsbyboeres drømme om at undfly fattigdommen og håbløsheden i Moldova og nå til Italien.

Nogle af de første, korte kapitler er fremragende eksempler på satire, når den er bedst. Inden for få sider i den samme historie formåede Lorchenkov at få mig til både at klukle for mig selv over hans sorte og spidse satire for blot få linjer senere at blive knuget om hjertet over den triste, stille desperation, der er bunden for landsbybeboernes håbløse drømme.

For eksempel er der Vasilys kone, som ligesom en stor gruppe andre landsbybeoere spenderer 4.000 hårdt sammenspinkede euro på en menneskesmugler, der skulle fragte gruppen til Italien, men som – efter at have kørt dem rundt i en lukket varevogn i tre dage – til sidst blot sætter dem af uden for en by, der viser sig ikke at være Rom i Italien, men Chișinău i Molodova få kilometer fra deres udgangspunkt. Vasily selv insisterede på at blive i landsbyen frem for at forfølge en drøm, og da konen efter nogle dage vender nedslået tilbage berøvet både penge og drømme, giver han hende den kolde skulder og opfordrer hende til at gå ud i haven og hænge sig i træet. Hvilket hun gør. Og Vasily synker ned i drikfældighed, selv om han forsøger at demonstrere sin ligegyldighed ved at lade hende hænge i flere uger og bruge liget til at tørre hvidløg på:

‘At night,’ he said, raising a finger, ‘I hang strands of garlic on her to dry.’
‘Why not in the cellar?’ asked Tudor stupidly.
‘The air’s stagnant there. Up here there’s some air,’ Vaily explained. ‘The body spins around in the breeze, and that’s good, because garlic needs ventilation.’

Der er også den lokale brændeovnsmager, Eremei, der modsat flertallet prædiker, at Italien overhovedet ikke eksisterer, landet er en fiktion, en myte – uagtet, at hans egen datter er emigreret dertil og ind i mellem ringer hjem, hvilket alle i landsbyen ved. Til fortrydelse for hans grundfæstede overbevisning vender datteren Zhenya en dag hjem på besøg. Men da hun indrømmer, at hendes erhverv i det forjættede land er prostitution, kvæler han hende en nat i sengen og brænder både lig og aske i sin smedeovn. Konen overbeviser han om, at datteren er rejst uden at sige farvel. Og dermed har han bortvisket både skammen over datteren og beviset på, at Italien eksisterer:

With time, [his wifes] doubts about Zhenya’s departure faded and her faith in her husband was renewed. Even when he said that Italy didn’t exist. And in the village, too, they believed him. Afterall, Eremei the sceptic’s daughter was to come for a visit, and it seemed that she never had. Even the phone calls from Italy had come to a halt.

Romanen flyder over af talløse lige så morbide, sorthumoristiske indslag, og meget er det er altså ret sjovt – bortset fra, at det samtidig er så sørgmodigt.

Senere hen i bogen skrider satiren dog for meget ud i det overdrevent groteske og fjollede efter min smag. Det sker for eksempel, da landsbyens lokale præst – til hest og med sværd i hånd – foranstalter to bogstavelige korstog mod Italien (for at overtage, hvad der retmæssigt bekommer moldovanerne), som samler mere end 100.000 moldovanerne i rustninger og det hele … Det ender selvfølgelig i kaos og undergang, ligesom alle de forarmede moldovaneres andre forsøg på at nå det forjættede Italien.

Selv om romanen er relativt kort, så er den således alligevel længere, end grundidéen kan bære. Havde Lorchenko gjort en novelle eller to ud af nogle af de første kapitler i bogen, kunne det have udløst rentonede fem stjerner herfra, men jeg mistede interessen lidt undervejs, fordi det hele blev for fjollet.

Jeg er ikke sikker på, at flertallet af moldovanere ville ønske sig Vladimir Lorchenkovs portræt af landet og dets beboere fremhævet som alenestående eksponent for Moldova, men i min litterære rundrejse tegner den Moldova. Også af den grund, at det er ret begrænset, hvor meget oversat litteratur man finder fra den kant.

K's vurdering: