Kurt Vonnegut: The Sirens of Titan

Klassisk Vonnegut-roman om, at der vitterligt ikke er nogen mening med noget som helst i universet – ud over, at det er en god idé at elske den, der er i nærheden. Og nej, du skal ikke først spørge din lokale præst eller politiker om, hvem der er i nærheden.

Jeg plejer at tælle Kurt Vonnegut blandt mine yndlingsforfattere. Ikke desto mindre har jeg aldrig tidligere læst The Sirens of Titan, Vonneguts anden roman, oprindeligt fra 1959 og i dag at regne for en klassiker.

Det er så meget mere mærkeligt, fordi bogen faktisk har stået i min bogreol sammen med alle de andre, til gengæld læste, Vonnegut-bøger i ikke mindre end sytten år (jeg ved det, for mit eksemplar er fra dengang, hvor jeg havde for vane at skrive navn og anskaffelsesdato ind i bogen – den form for vandalisme har jeg lagt bag mig for en del år siden, skal jeg skynde mig at sige).

Men nu nåede jeg til The Sirens of Titan i forbindelse med, at jeg prøver at temalæse mig igennem nogle af de ulæste titler i min bogreol og for øjeblikket er i gang med et science fiction-tema (inspireret af hashtagget #scifijuly på Instagram).

Romanen begynder godt. Ihvertfald bliver sådan én som jeg allerede godt stemt ved at læse den indledende dedikation til Kurts Vonneguts onkel Alex:

All persons, places, and events in this book are real. […] No names have been changed to protect the innocent, since God Almighty protects the innocent as a matter of Heavenly Routine.

The Sirens of Titan er som allerede nævnt et af Vonneguts tidligste værker. Mange af de tilbagevendende temaer og handlingsfigurer kendt fra hans senere bøger, herunder ikke mindst hovedværket Slaughterhouse Five, optræder allerede her i mere eller mindre udviklet form.

Ligesom Slaughterhouse Five tager The Sirens of Titan afsæt i et kronosynklastisk infundibulum. Et kronosynklastisk infundibulum er den videnskabelige betegnelse for det (i den vonnegutske verden) velkendte fænomen, at der igennem universet løber en række brede stråler, hvori al materie, der falder ind i strålen, opløses i bølger, som udbredes over hele strålens længde i både tid og rum. Klart?

Ved begyndelsen af The Sirens of Titan er Winston Niles Rumfoord kommet for skade at flyve sit rumskib ind i et sådant kronosynklastisk infundibulum. Sammen med sin hund, Kazak, omdannes han til bølgeform med blandt andet den konsekvens, at han og hunden herefter kun materialiserer sig på Jorden en time ad gangen hver 59. dag, hvor strålen krydser Jordens bane.

Winston Niles Rumfoords nye kronosynklastisk infundibulske tilstand indebærer ikke alene, at han eksisterer i bølgeform i hele strålens fysiske længde (fra vores sol til planeten Betelgeuze), men også at han er tilsvarende udstrukket i tid, det vil sige i hele det tidsrum, hvor strålen har eksisteret og vil komme til at eksistere. Winston Niles Rumfoord har med andre ord fået indsigt i både fortid og fremtid – som han ser i ét nu som noget, der altid har eksisteret og altid vil eksistere.

Noget af denne indsigt formidler Winston Niles Rumfoord under et par af sine materialiseringer på Jorden til sin kone, Beatrice Rumfoord, og til multimilliardæren og døgenigten Malachi Constant. Rumfoord afslører, at de to i fremtiden vil blive forældre til en søn som et resultat af, marsboere vil komme til at bruge dem som avlsdyr i forbindelse med forberedelsen af en interplanetar krig mellem Mars og Jorden. Og at de i øvrigt vil komme til at tilbringe deres alderdom på Titan, en af Saturns måner, efter et par pitstop undervejs på Mars, Merkur og Jorden.

Ingen af de involverede finder dette en særlig attraktiv profeti, og de gør alt for at undgå den, mens resten af romanen går med at udfolde, hvordan profetien ikke desto mindre selvfølgelig går i opfyldelse.

Kurt Vonnegut (1922-2007).

Jeg må indrømme, at jeg fandt The Sirens of Titan lidt tung at komme igennem, faktisk grænsende til småkedelig … Blandt andet fordi det først er på de allersidste sider, at historiens mange – og i første omgang tilsyneladende helt umotiveret sammenholdte – tråde bindes sammen, og at meningen med det hele går op for læseren.

Kender du lidt til Vonnegut i forvejen, vil det ikke være nogen egentlig spoiler, hvis jeg her afslører, at meningen med det hele er, at der ikke er nogen mening med det hele …

Vonneguts krøllede hjerne, sorte humor og skarpe satiriske pen, som vi kender fra de senere værker, er bestemt til stede i The Sirens of Titan. Hans sproglige stil er også let genkendelig.

Min oplevelse var dog, at sproget i denne tidlige roman ikke er helt så sprudlende veloplagt, satiren ikke helt så skarp, komikken ikke helt så sjov og alvoren for den sags skyld heller ikke helt så dybt behandlet, som i nogle af de senere værker.

Dermed ikke sagt, at der ikke er fine momenter i The Sirens of Titan. For eksempel var jeg fornøjet over Vonneguts udfoldelse af en ny verdensomspændende religion på Jorden, der som den første religion i historien formår at forene menneskeheden i fred og fordragelighed:

The Church of the God Utterly Indifferent (da.: Den Aldeles Ligeglade Guds Kirke) tager som sit udgangspunkt, at hvis der virkelig findes en Gud, så må vedkommende være røvligeglad med, hvad alle de små latterlige mennesker tænker, siger og gør.

Som det hedder i den nye religions trosbekendelse:

– what could we do for Thee that Thou couldst not do for Thyself one octillion times better? Nothing. What could we do or say that could possibly interest Thee? Nothing. Oh, Mankind, rejoice in the apathy of our Creator, for it makes us free and truthful and dignified at last.

Og så får vi også en introduktion til planeten Tralfamadore og tralfamadorianerne, som jeg dog også synes, at Vonnegut får mere ud af i f.eks. Slaughterhouse Five.

Samlet set hører The Sirens of Titan naturligvis til i reolen hos dedikerede fans af Vonnegut – og ja, disse dedikerede fans kan også med sindsro rent faktisk læse den uden at risikere svækkelse i troen.

Har du ikke læst noget af Vonnegut tidligere, vil jeg dog afgjort anbefale at begynde et andet sted, f.eks. med Slaughterhouse Five, Breakfast of Champions, Hocus Pocus, Timequake eller den tidlige Cat’s Cradle, som alle slet og ret er bedre bøger.

K's vurdering: