Daniela Kapitáňová: Samko Tále’s Cemetery Book

En småt begavet, autistisk, racistisk, hårløs dværgs bekendelser som prisme for en social kritik af Slovakiet i tiden før og efter kommunismen. Romanen er stilmæssigt velgennemført og skarp i sin kritik, om end den også lider under visse udfordringer.

Romanens hovedperson og fortæller, Samko Tále, er født og opvokset i (og har aldrig været uden for) den lille slovakiske by Komárno. Han lider af en sygdom, der hæmmer hans nyrefunktion, krops- og hårvækst, men er derudover i egen selvforståelse en helt almindelig mand, hårdtarbejdende og godt begavet (“because I’ve got I.Q.”).

For læseren af Samkos “kirkegårdsbog” står det dog tydeligt, at Samko udover at have tydelige autistiske træk også halter noget bagefter, for så vidt angår almindelig begavelse.

Romanens nutid er Slovakiet i slutningen af 1990’erne, efter Sovjetunionens og de østeuropæiske kommunistiske regimers sammenbrud og Tjekkoslovakiets deling i Tjekkiet og Slovakiet. Samko Tále er knap 44 år gammel, lever af sin invalidepension og bruger det meste af sin tid på utrætteligt at samle affaldspapir og karton, som han kører til den lokale genbrugsstation i sin trækvogn med monteret sidespejl og horn.

Daniela Kapitáňová (f. 1956).
Foto: Ukendt

Samko har fra den lokale, alkoholiske spåmand fået spådommen “Will write the Cemetery Book.” Samko forstår ganske vist ikke, hvad en “kirkegårdsbog” er, eller hvorfor han skal skrive den, men han går ikke ikke desto mindre i gang med at skrive. Hans skriblerier er den roman, vi læser, fortalt i en stream-of-consciousness-lignende stil i Samkos naive sprog og indrammet af hans begrænsede forståelse af verden omkring ham og den rolle, han selv spiller i den.

Bogen tager form af én lang monolog, på overfladen uden mål og med og præget af næsten besværgende gentagelser af de samme temaer og vendinger og af endeløse digressioner, som i små cirkler uafladeligt vender tilbage til de samme få personer og nøglescener i Samkos liv. Forfatteren Samko finder øjensynlig aldrig nogen sammenhængende mening i sine egne skriblerier, men for læseren stykkes gradvist et mere eller mindre samlet billede og en historie sammen.

Udover at samle affaldskarton er Samkos hovedinteresse at observere og aflægge rapport om alle afvigelser fra det konforme hos sine medborgere, herunder hos Samkos egen nærmeste familie. Samko hader alt, der afviger for det konforme, uanset om det drejer sig om afvigelser fra den politiske konformitet under det kommunistiske regime eller fra mere kulturelt betingede traditioner. Det gør ham utryg og angst, og han håndterer angsten ved med stor entusiasme og nidkærhed at afrapportere alle sine observationer af afvigelser til en lokal bureaukrat fra det kommunistiske parti, som Samko naivt opfatter som sin ven.

Samko bryder sig for eksempel ikke om det, når byens ovennævnte spåmand, Gusto Rúhe, fortæller om, hvordan han i den tjekkoslovakiske fortid under kommunismen har været fængslet og totureret (tonen og den sproglige stil i det følgende citat er symptomatisk for hele bogen):

But old Gusto Rúhe is an alcoholic so he must be making it up because it can’t be true and he musn’t say things like that about the Communist Party. I don’t want him to make up things like that. Back then making up things like that wasn’t allowed, because the High Ups would have found out and it would have been a total disaster, but now it’s OK to say things like that, and I really hate that. People shouldn’t be allowed to say things like that! It’s not fair that people are allowed to say things now that weren’t allowed before. Because now you can’t tell what’s what and why and how and then it’s easy to get worked up, right?
   Right.

Daniela Kapitáňovás (f. 1956) Samko Tále‘s Cemetery Book udkom på slovakisk i hjemlandet i 2000. Den er oversat til flere sprog, herunder til engelsk af Julia Sherwood (2011), som er den udgave, jeg har læst.

I Slovakiet vakte bogen ifølge flapteksten en del opsigt i forlængelse af udgivelsen i hjemlandet, hvor figuren blandt andet blev sammenlignet med den naive, men hjertensgode Forrest Gump (for de fleste nok bedst kendt fra Robert Zemeckis filmatisering (1994) af Winston Grooms roman (1986) med Tom Hanks i titelrollen) og med den mindre gode, men til gengæld mere intelligente, om end også noget mentalt forstyrrede Oskar Matzerath, drengen, der besluttede sig for at holde op med at vokse, fra Günter Grass’ mesterlige Bliktrommen (1959).

Associationerne til Forrest Gump ligger da også lige for. Lige som Forrest fortæller Samko Tále selv sin historie i første person med sin egen, umiddelbart naive stemme. Og lige som Forrests personlige livshistorie i Forrest Gump samtidig bliver til en fortælling om USAs nyere historie, så fungerer Samko Tále hos Daniela Kapitáňová som et slags prisme for Slovakiets historie i slutningen af det tyvende århundrende, under og efter det kommunistiske regime.

I modsætning til Forrest Gump er Samko Tále imidlertid ikke entydigt nogen elskelig figur. I begyndelsen af bogen fatter man som læser uvilkårligt en vis sympati for ham i hans naive umiddelbarhed. Men efterhånden, som bogen skrider frem, kryber ubehaget ind. Samko er på grund af sin sparsomme begavelse og sit handicap som autist ganske vist let at udnytte for andre, men han er også helt i egen ret smålig, selvretfærdig og selvhævdende, ligesom han er stærkt racistisk, homofobisk og på en lang række andre punkter bare generelt snæversynet og fordomsfuld. Faktisk er han temmelig usympatisk, og han er ikke så naiv, at han ikke udmærket ved, hvilke konsekvenser, hans stikkervirksomhed har for de implicerede.

Her er for eksempel et af hans mange udfald mod sigøjnere:

   There’s just one thing I don’t get and that’s why there are so many Gypsies in Komárno, and not just in Komárno but all over the world, because what I don’t get is why there have to be Gypsies in the world. I don’t want there to be Gypsies in the world, they should go somewhere else, for example to Gypsyland where they came from, because ever since they came here that rat-woman Angelika Édesová has been stealing my cardboard frem the Market Place. But she’ll get reported because it’s my cardboard. That rat-woman Angelika Édesová.
   I hate Angelika Édesová.
   She should be forbidden. Anyway.

Der er i det hele taget betydeligt mere bid i Samko Táles Cemetery Book end i Forrest Gump. For så vidt angår det aktuelle samfundskritiske og satiriske aspekt minder Daniela Kapitáňovás roman om Samko Tále således mere om Günter Grass’ ovennævnte Bliktrommen – ikke så meget på grund af lighederne mellem de to romaners protagonister i form af deres begrænsede kropslige vækst, og slet ikke på grund af romanernes form og stil, som er vidt forskellige, men i kraft af deres kritiske ærinde:

Grass var i 1959 ude efter at afsløre hykleriet i 1950’ernes Vesttyskland knyttet til den kollektive fortrængning af den ikke så fjerne nazifortid, og til det formål lod han den monstrøse dværgdreng Oskar Matzerath tromme og skrige sig gennem Tysklands historie. På lignende vis retter Kapitáňová med autistdværgstikkeren Samko Tále som eksponent skytset mod hykleriet, snæversynet, selvretfærdigheden, de kollektive mindreværdskomplekser, racismen og fortrængningen af det fælles ansvar for fortid og nutid, som hun synes at finde i fuldt flot i det moderne Slovakiet.

Når dét er sagt, så lever Kapitáňovás Samko Tále’s Cemetery Book dog ikke op til Günter Grass’ litterære standarder i Bliktrommen (det er der på den anden side ikke mange romaner eller forfattere, der gør, så det er ikke nogen skam i sig selv).

Stilmæssigt fører Kapitáňová sin idé godt igennem: Samko Táles stemme virker troværdig fra start til slut, herunder i kraft af de mange cirkulære digressioner og besværgende gentagelser i teksten. Teksten er sådan set let at læse i kraft af at være fortalt i Samko Táles enkle, naive sprog, men som læser skal man alligevel være årvågen og kan ikke bare ræse igennem den, hvis man skal fange de små detaljer i Samkos cirkulære ordstrømme, som er dem, der får historien til gradvist at finde en samlet mening.

De selv samme litterære greb, der er en styrke, når det kommer til at tegne et troværdigt portræt af hovedpersonen og fortælleren, bliver imidlertid også til en svaghed i det lange løb, fordi det ærlig talt gør teksten lidt enerverende at læse, når man først én gang har fanget pointen. Mens jeg læste den, nåede jeg således at blive lidt træt af formen. Jeg var glad for, at bogen ikke var længere, og den måtte på trods af sine kun 130 sider egentlig gerne have været kortere.

Samko Táles Cemetery Book får ikke desto mindre en klar anbefaling med på vejen. Den bør læses for sin krasse samtidskritik af Slovakiet, og så bør den især læses for selve figuren Samko Tále, som har potentialet til at blive en litterær referencefigur – og sikkert også ville blive det, hvis slovakisk litteratur ellers ikke var så velbevaret en hemmelighed for den store verden.

Der er ikke frygtelig meget at vælge imellem på hylderne med oversat slovakisk litteratur. Der er masser af oversatte forfattere fra det daværende Tjekkoslovakiet, men det drejer sig helt overvejende om forfattere fra den tjekkiske del af den nu delte stat. Jeg fulgte et godt råd fra Martin Doyle på The Irish Times om at gå efter oversætteren, hvis man skal finde god, nyere slovakisk litteratur (tak for link og tip til @AggieHH via twitter): “I think the best bet in the fiction line would be the books translated by Julia Sherwood.” Det viste sig at være et godt råd, der førte mig til Daniela Kapitáňová og hendes Samko Táles Cemetery Book, som tegner Slovakiet i min litterære verdensrundrejse.

K's vurdering: