Amalie Smiths nye roman om marmorkvinden Marble er ambitiøst og originalt tænkt, men den kommer desværre ikke ind under marmoroverfladen.
Ideen med Marble er spændende og sympatisk, og jeg ville gerne have været mere begejstret for denne bog. Men det meste af historien lod mig underligt uberørt.
Romanen starter mystisk med en slags skabelsesberetning:
Daniel fandt hende i jorden.
Han gravede hende fri og børstede jorden af hende. Han samlede stumperne, førte log over pigmentresterne: hvordan de fordelte sig på hendes tøj og hendes hud. Hendes blågrønne øjne. Hendes koralrøde læber. Han tilhuggede nyt marmor og satte det i hullerne, hvor stumper var gået tabt.
Hun hedder Marble som i marmor. Daniel kalder hende Maggi.
– Maggi.
Så fyldes kroppen af blod, der kan strømme i alle retninger.
Manden puster liv i kvinden. Men derefter overtager kvinden historien.
Hovedhistorien handler således om marmorkvinden Marble, der tager til Athen for at udforske forholdet mellem form, farver og overflade i antikke og arkaiske marmorskulpturer – bevæbnet med et infrarødt kamera og i samarbejde med en 3D-animator. Hun fascineres af at lære, at de udgravede marmorskulpturer, vi alle kender som idealiserede, glatte og hvide former, oprindeligt har været farvelagte.
Denne fascination deler romanens fiktive Marble med den historiske billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen, som levede et århundrede tidligere. I 1903 rejste Anne Marie Carl-Nielsen til Athen for at lave kopier af nogle arkaiske marmorskulpturer fundet under udgravninger af Akropolis i 1880’erne.
Romanen veksler mellem på den ene side Marbles historie, fortalt blandt andet gennem breve til en veninde og dialog med kæresten Daniel, og på den anden side en hel lille biografi over Anne Marie Carl-Nielsens værk, hendes kamp for som kvinde at opnå professionel anerkendelse og forholdet til hendes berømte mand, komponisten Carl Nielsen.
Biografien over Anne Marie Carl-Nielsen er fortalt overvejende gennem uddrag af breve mellem hende og Carl, og det er faktisk den bedste del af bogen. Amalie Smith har fundet en sikker balance mellem brevcitater og fortællende mellemspil, som driver historien godt frem. Og så er Anne Marie Carl-Nielsen en spændende kvinde med mere end én slags power:
Hun trækker sin revolver og afliver en syg kattekilling på åben gade. Ligesom Carl bærer hun håndvåben, men hvor han var frimodig, bliver hun anset som forrykt. En gruppe oprørte mennesker følger efter hende. Med det danske konsulats hjælp undgår hun fængsel og får i stedet et æresdiplom fra Dyrenes Beskyttelse.
Nerven i biografien over Anne Marie Carl-Nielsen mangler desværre i hovedfortællingen om Marble. Ganske vist pustes der ånde i Marbles lunger og blod i hendes årer i starten af bogen, men egentligt levende som romanfigur bliver hun ikke.
Marbles engagement i Anne Marie Carl-Nielsen og i marmorskulpturerne i det hele taget virkede på mig således lidt postuleret. Som et påskud til at aflevere nogle filosofiske reflektioner over forholdet mellem form og overflade:
Hvis overfladen er dér, hvor objekterne ender, er den ikke et sted, man kan opbevare noget. Forsøger man at udpege den, bliver den tyndere og tyndere, til den mister sin udstrækning og kun er en idé. Overfladen synes at bevæge sig mod det immaterielle.
Men samtidig møder vi verden i kraft af dens overflader, vi møder det yderste lag af alting, aldrig andet end det – gennem reflektion, genklang, berøring. Møder vi da kun idéer? Rækker vi ud og rører dem hele tiden?
I betragtning af bogens megen optagethed af overflader og farver virker det ironisk, at Amalie Smith på intet tidspunkt kommer rigtigt ind under overfladen på sin hovedfigur Marble, som forbliver farveløs bogen igennem. Det er så påfaldende, at jeg et kort øjeblik overvejede, om dette kunne være et bevidst greb fra Smiths side, en slags raffineret metakommentar til romanens pointer om form, farve og overflade. Men jeg tror det nu ikke.
Det meste af dialogen virker stivnet og kunstig, dødt docerende, konstrueret alene for at aflevere en tænkt – i nogle tilfælde fortænkt – pointe. Som her i en dialog mellem Marble og Daniel om en uvillighed i kunsthistorien til at anerkende, at de antikke marmorskulpturer oprindeligt var farvelagte, og at den hvide marmor altså ikke i antikken var det ideal, som den blev gjort til i renæssancen:
– Men der er stadig en besynderlig træghed, hvad angår accepten af farver i antik skulpturkunst. De første farverester blev dokumenteret ved udgravningen af Pompeji i midten af 1700-tallet, og de sidste kunstfaglige argumenter for en farveløs antik faldt for mere end hundrede år siden. Men i den kulturelle fortælling begynder man hver gang med den hvide skulptur, og først derefter lægger man eventuelt farverne til den. På den måde bliver farven ved med at være adskilt fra formen. Den bliver ved med at være et chok.
– Gør det nogen forskel, om formen og farven er adskilt eller ej?
– Den hvide skulptur bliver dyrket fra renæssancen i 1500-tallet og frem; parallelt med vestlig slavehandel og kolonialisme. Jeg frygter, at den har understøttet en forestilling om det hvide menneskes overlegenhed.
– Hvordan?
– Måske skulle dens hvide marmorhud illustrere, at alle andre hudfarver end hvid er bemalede. At det essentielle ved mennesket er hvidt.
– Siger du, at marmor har iboende racistiske egenskaber?
Og så videre. Den slags er der en del af.
Så som jeg indledte med at skrive: Tanken bag Marble er original og spændende, den indeholder masser af gode ideer, og jeg ville virkelig gerne kunne have været mere begejstret. Men den manglede altså lige den dér sidste nerve, som skal få det til at rykke.
Marble er udkommet på forlaget Gladiator i en lækker, lidt retroagtig udgivelse: Omslaget er – selvfølgelig – marmorhvidt, men med titlen skrevet i kapang-rød/orange og med kanten af alle sider farvet markant grønne. Formatet bringer ikke så få mindelser om den gamle Bibliotek Rhodos serie, også i selve opsætningen af teksten på siderne.
Titel: MarbleForfatter: Amalie Smith
Udgiver: Gladiator
Udgivelsesdato: 2014
Sider: 218
Læst: Oktober 2014
K's vurdering: