James McBride: The Good Lord Bird

Hylende morsom, helt gakket og ikke desto mindre langt hen ad vejen historisk velfunderet roman om den legendariske hvide, amerikanske slaveribekæmper John Brown.

John Brown forsøgte i slutningen af 1850’erne at starte et oprør mod slaveriet i USA. Han var fanatisk abolitionist og overbevist om, at vejen til befrielsen af de sorte og slaveriets ophævelse måtte gå gennem vold og krig.

John Brown hærgede rundt i Kansas og Virginia med sin lille “hær” af aldrig mere end 10-20 tvivlsomme våbenføre mænd, kulminerende med et storslået, men også selvmorderisk angreb på det føderale våbenlager i byen Harpers Ferry i 1859.

Bogen bæres af de to centrale karakterer:

Først og fremmest The Old Man, kaptajn John Brown ham selv, som i McBrides pen er blevet til en forrygende fascinerende karakter: Lige dele karismatisk folkeforfører, storladent latterlig dommedagsprædikant, morderisk farlig, uforfærdet kriger og en logistisk og strategisk katastrofe. Og i alle henseender ravende, rablende, kuk-kuk-vanvittig.

John Brown holder timelange prædikener og svulstige bønnemøder for sine mænd i tide og utide (morgen, middag og aften, før, efter og sågar under hans lille hærs kampe mod slavetilhængere, mens kuglerne flyver ham om ørerne). Han kan dysse enhver i søvn (og gør det hele tiden) med uendelige bibelske tirader fyldt af faktiske og opdigtede skriftcitater.

Dernæst jeg-fortælleren, Henry ‘The Onion’ Shacklewood, der som ca. 11-årig slave i en by i Kansas bliver bortført af John Brown i forlængelse af en skudveksling, hvor Henrys far bliver dræbt af et skud tiltænkt Brown.

Henrys skæbne besegles, da han ved ankomsten til Brown-bandens lejr i skoven som en gestus bliver præsenteret for en ubehagelig, uhumsk ting, John Brown finder frem fra sin lomme:

It was an onion. Dried, dusty, covered with feathers, cobweb, lint, and other junk from his pocket. That thing looked worse than mule shit […].
I took the thing and held it, frightened and afraid, so, not knowing what he wanted, I reckoned he wanted me to eat it. I didn’t want to, of course. But I was hungry from the long ride and I was also his prisoner, after all, so I bit into it. That thing tasted foul as the devil. It went down my gullet like a stone, but I got the job done in seconds.
The Old Man’s eyes widened, and for the first time I seen a look of sheer panic run across his old face […].
“That there’s my good-luck charm you just swallowed,” he grunted. “I had that thing for fourteen months and nar a knife has nicked me nar bullet touched my flesh…” (s.23-24).

Den altid (jubel)optimistiske John Brown vender dog hurtigt chokket over, at Henry har nedsvælget hans lykkeløg, til et tegn fra Gud om at skille sig fra løget, og i stedet tager han Henry, herefter kun kaldet The Onion, til sig som maskot: “… my good luck lives between your ears now; you has swallowed in your gut my redemption and sin, eatin’ my sin just like Jesus Christ munched on the sins of the world so that you and I might live”.

Brown forveksler fra starten og bogen igennem Henry med en pige, fordi han er klædt i et kjolelignende sækkelærred – og da Henry aldrig finder et passende tidspunkt at udrede misforståelsen, ender han med at leve de næste 3-4 år sammen med Browns bande som pige i kjole og kyse – en i stigende grad vanskelig udfordring, efterhånden som han nærmer sig puberteten og får øje for det andet køn. Til gengæld holder rollen som pige ham fri af kampene med slavetilhængerne, hvilket passer vores snusfornuftige, lettere kujonagtige fortæller godt.

Det ender med, at The Onion følger John Brown på hans galningefærd gennem 3-4 år helt frem til finalen i form af det historiske angreb på Harpers Ferry i 1859.

Jeg småklukkede mig veltilfreds og godt underholdt igennem det meste af bogen. McBride skriver i et medrivende, charmerende og ind i mellem vildt sjovt sprog – med vid og sans for det gakkede og groteske. Det ydre handlingsforløb følger ret tæt de faktiske historiske begivenheder, herunder de faktiske personer i John Browns bande. Samtidig med, at der frækt er fyldt godt på med fiktive detaljer, herunder fortællerfiguren The Onion, som sender underholdningsværdien op i den høje ende.

Eneste anke fra min side er, at bogen er lidt for lang (en indvending, som læsere af disse noter vil være stødt på i anmeldelsen af ganske mange romaner): Især mister bogen lidt af pusten i den sidste halvdel, som mestendels handler om forberedelserne og udførelsen af John Browns legendariske og mislykkede angreb på Harpers Ferry. Det virker lidt som om, McBride har forlæst sig på de detaljerede historiske kilder om angrebet og har villet have det hele med i romanen. Og det er lidt synd for det ellers forrygende fortællemæssige drive, der præger bogen.

The Good Lord Bird er fornylig også udgivet på dansk som Skaberfuglen (Forlaget Ordenes By, 22. august 2014). Man misunder ikke oversætteren den opgave. En stor del af romanens charme bæres således af det sprudlende sprog, som hele vejen igennem er holdt i en transkriberet amerikansk sydstatsdialekt, både i dialogen og i The Onions fortællerstemme.

Jeg har haft lejlighed til at bladre lidt i den danske udgave, og mit umiddelbare indtryk var, at det desværre er gået her, ligesom det næsten altid gør, når man forsøger at “oversætte” en dialekt på et andet sprog til en eller anden slags dansk dialekt eller accent: Det bliver en noget kunstig og kikset affære.

Så hvis du på nogen måde har mod på at læse på engelsk, så er det mere end sædvanligt anbefalelsesværdigt i dette tilfælde. Og The Good Lord Bird er faktisk ikke svær at læse, når man lige vender sig til jargonen.

Titel: The Good Lord Bird
Forfatter: James McBride
Udgiver: Riverhead Books
Udgivelsesdato: 2013
Sider: 458
Læst: September 2014

K's vurdering: