Joachim Lykke: Om min søster

Joachim Lykke (f. 1976) vil ganske meget i sin debutroman Om min søster (2015). Desværre lykkes det ikke helt.

Den ydre historie i romamen er for så vidt fuld af dramatik: Fortælleren er ved romanens begyndelse praktikant ved den danske ambassade i Benin. Her udfører han sit job utrolig dårligt, svindler med bilag m.v. og har i øvrigt et mere eller mindre ufrivilligt, seksuelt forhold til sin chef. På en tjenesterejse for ambassaden forelsker han sig i en ung, amerikansk kvinde, Zoey, der arbejder som engelsklærer i en lille beninsk landsby inde i landet.

Tidligt i romanen finder fortælleren imidlertid Zoey med halsen skåret over, myrdet i sin seng. Han mistænkes for mordet (og måske har han også begået det?) og fængsles i flere måneder i et ikke specielt behageligt beninsk fængsel, hvor han slår sig på produktion af peanutolie. Da han slipper ud, tager han tilbage til landsbyen, hvor kæresten blev myrdet, beslutter sig pludselig for at udgive sig for læge og etablerer en lokal lægepraksis (bygget op på medicin og lægeremedier, han stjæler på et hospitalsskib i Benin City), mens han hen ad vejen prøver at lære sig selv lægegerningen.

Parallelt med nutidshandlingen i Benin får vi i tilbageglimt historien om fortællerens barndom og ungdom et sted på Fyn med fokus på hans mere eller mindre traumatiske familierelationer.

På trods af de righoldige handlingsmæssige elementer lykkedes det mig ikke at blive grebet af historien. En del af forklaringen er Joachim Lykkes sprog. Det meste af romanen er skrevet i korte, staccatoagtige helsætninger, som hurtigt bliver temmelig ensformige at læse. Eksempel:

Danmarks strategi for støtte til demokrati og ligestilling. Det er en rapport jeg er nødt til at læse. Jeg havde et møde i forgårs. Det blev udskudt til i dag. Nu er det udskudt til på mandag. På mandag bliver det udskudt igen. Der er aircondition på mit kontor. Den kan ikke slukkes. Det er alt for koldt. Det giver mig hovedpine at sidde i den kulde. Det gør mig rastløs. Jeg er kommet til lidt penge. I går drak jeg lidt for meget. I dag har jeg den karakteristiske uro i kroppen. Gisele kigger ind og sidder med benene over kors og trækker op i kjolen når hun ikke tror jeg ser det. Jeg har besøgt Gisele. Hun vil have mere af alting. Jeg kommer til at besøge hende igen. Det er måske fordi jeg har været væk fra mennesker så længe. Gisele vil eje mig.

En anden del af forklaringen er, at jeg-fortælleren går gennem verden, som om han er følelsesmæssigt helt afkoblet fra andre mennesker og fra sine egne handlinger. Han lader sig flyde med af de ydre begivenheder og træffer en række valg med store konsekvenser for ham selv og andre, som fremstår helt umotiverede og tilfældige.

Færgen M/F Dronning Ingrid optræder i romanen som en lidt anstrengt metafor for hovedpersonen selv: Efter et havari i de danske farvande blev færgen i 2000 opkøbt af den internationale, humanitære organisation Mercy Ships og omdannet til hospitalsskib. Under navnet Africa Mercy sejler færgen i romanen (og også i verkeligheden) nu rundt langs Afrikas kyster, for ramponeret til at forlade kysterne, som flydede hospital.

Forklaringen på fortællerens tabte evne til at engagere sig følelsesmæssigt og forpligtende i sin omgivelser skal ifølge romanen formentlig søges i hans barndom – forholdet til faren og moren og især til søsteren, som han var tæt på i barndommen, men som forsvinder fra ham i psykisk sygdom.

Jeg gætter således på, at det er et bevidst fortællemæssigt valg fra Joachim Lykkes side at lade hovedpersonen handle og fortælle på denne distancerede, næsten afstumpede måde. Men det gør altså romanen temmelig kedelig at læse. Jeg mistede ihvertfald interessen ret tidligt.

Problemet er især, at hovedpersonens handlinger og valg også for læseren fremstår helt uforklarede og umotiverede. Hvorfor opfører han sig for eksempel så tumpet i sit praktikantjob? Hvorfor vælger han pludselig at slå sig på lægegerningen?

De mest vedkommende dele af romanen er tilbageblikkene til barndommen med søsteren og forældrene, hvoraf de bedste formår at ramme en følelsesmæssig streng rent. Men det er ikke nok til at bære romanen igennem.

Havde din forældre også fregner, spørger hun. Det ved jeg ikke, siger jeg, jeg så dem ikke så tæt på.

Undervejs i romanen eksperimenterer Joachim Lykke med forskellige litterære greb, metaforer og litterære referencer. Det virker mange gange lidt anstrengt, grænsende til det studentikose, som om Lykke har haft en lang bruttoliste over fortællemæssige former, metaforer og småfilosofiske reflektioner, som han alle sammen gerne ville have med i sin debutroman.

Bogens omslag i douchede grønne og gule farver med blyantstegninger (som skal illudere en af de notesbøger, fortælleren skriver i) er elegant tilrettelagt af Signe Hadberg og Bjørn Themsen.

Bogen er venligt tilsendt af forfatteren som anmeldereksemplar. K’s bognoter har ingen forbindelse til forfatter eller forlag i øvrigt.