Hvis du er i London og kun skal besøge én boghandel… så ville min første indskydelse være at parafrasere mit All-Times-Favourite-Tweet, som skyldes Lars Bukdahl: “Hvis du kun skal læse én bog i år… hvad fanden er der så galt med dig!?”
Anyway, det må anerkendes, at man på for eksempel en kort weekendtur kan være i selskab med medrejsende, der har andre interesser, så der må prioriteres. I så fald vil mit svar entydigt være: Daunt Books i Marylebone High Street.
Daunt Books holder p.t. stafetten som den bedste boghandel, jeg har besøgt noget sted, ever.
For det første er det en sjældent smuk boghandel i edwardiansk stil. Stilen fra det fine, gamle indgangsparti ud mod Marylebone High Street er ført igennem inde i butikken, der er i tre niveauer, med gamle egetræspaneler, flotte egetræstrapper og især det centrale, smukke hovedlokale med lysindfald fra store ovenlysvinduer, mezzaniner på begge sider med gelændere i egetræ, grønne vægge (de få af dem, der ikke er dækket af reoler og bøger) og blyindfattede ruder i vinduespartiet på endevæggen.
De knirkende tæppebelagte gulve bidrager til stemningen af at være i en rigtig, gammeldags boghandel af den bedste slags. Der lugter af god, gammel boghandel, men ikke af bogskimmel. Her er bare rart at være for en bogelsker.
For det andet – og vigtigst – er der et enormt udvalg af kvalitetsbøger. Der er andre boghandeler i London og andre steder med et endnu større udvalg, men hos Daunt Books synes de kun at have gode bøger og rigtig mange af dem.
Og endelig er der så lige det der særlige touch, som for os, der for tiden er på jagt efter gode skønlitterære bøger fra hele verden, er gefundenes Fressen: Hovedparten af bogsamlingen er organiseret efter lande på tværs af genrer.
I hovedlokalet i stueetagen og underetagen er bøgerne stillet op efter verdensdele og lande. Under for eksempel Vietnam finder man således både Lonely Planet Vietnam og andre rejseguides, kogebøger om vietnamesisk mad, faglitteratur om Vietnams historie og skønlitteratur af vietnamesiske forfattere såvel som romaner og noveller, der foregår i Vietnam, men kan være skrevet af forfattere af anden nationalitet.
Det er ideelt for den rejsende, som både leder efter en guidebog, noget om landets historie og en god roman derfra. Og så selvfølgelig ekstra genialt, når man som jeg er ude efter læseinspiration fra lande, jeg ikke ellers kender så meget til litterært.
Jeg brugte et par timer derinde og blev slet ikke færdig. Det var min pengepungs held, at jeg gik rundt i London den weekend med en brækket tå og derfor var fysisk begrænset til kun at kune bære 15-16 bøger derfra.
Jeg skal helt sikkert tilbage.
Daunt Books har også afdelingener i Chelsea, Holland Park, Cheapside, Hampstead og Belsize Park, men hovedbutikken er i Marylebone.
Daunt Books
83 Marylebone High Street,
London W1U 4QW
Tlf. +02072242295
Mail: enquiries@dauntbooks.co.uk
Web: http://www.dauntbooks.co.uk