Elif Shafak: The Architect’s Apprentice

En historisk roman fra Süleyman den Prægtiges Istanbul i det 16. århundrede med fokus på en af verdenshistoriens største arkitekter, sultanens hofarkitekt Sinān, skrevet af en af det moderne Tyrkiets mest ansete kvindelige forfattere. Det lød som et godt oplæg, tænkte jeg. Ak, jeg blev sørgeligt skuffet. The Architect’s Apprentice er lige så kedelig, som den er lang. Og den er meget lang.

Der har været stille usædvanligt længe her på bloggen. Det skyldes, at jeg har været optaget af andre ting i august og haft sværere ved at finde tid læsning og blogging. Men det skyldes også, at jeg har brugt usædvanligt lang tid på at kæmpe mig igennem tyrkiske Elif Shafaks The Architect’s Apprentice. Ikke så meget fordi den med sine 420 store sider er lidt længere, end de bøger, jeg helst læser. Mere fordi den mangler fortællemæssigt drive og sammenhæng i en grad, der har været tæt på helt at tage læselysten fra mig.

I retrospekt skulle jeg have kastet den fra mig efter de første 100 sider, men jeg blev for længe ved med at tro på, at romanen på et tidspunkt ville få lidt mere samling på sig selv. Samtidig er jeg en stædig læser, der nødig opgiver en bog, jeg først er begyndt på (og hvis jeg ikke havde læst den til ende, ville jeg derudover efter mine egne kriterier have mistet retten til at kritisere den her – og fra omkring midten af romanen var det nærmest den eneste tanke, der holdt mig oppe …).

Elif Shafak (f. 1971). Foto: Zeynel Abidin

Elif Shafak (f. 1971) er angiveligt en af Tyrkiets mest læste og anerkendte kvindelige forfattere. Hun har udgivet omkring 15 bøger, heraf 10 romaner, og skriver på både tyrkisk, engelsk og fransk. The Architect’s Apprentice er skrevet på engelsk.

I romanen følger vi den forældreløse indiske dreng Jahan, fra han er 12 år gammel, til han bliver en gammel mand. Jahan ankommer ved romanens begyndelse til Istanbul (dengang officielt stadig Konstantinopel, men i tyrkiske folkemunde allerede Istanbul) i midten af det 16. århundrede som mahout for en hvid elefant ved navn Chota, en gave til den ottomanske sultan Süleyman den Prægtige fra shahen af Hindustan.

Ved et tilfælde får sultanens hofarkitekt, Sinan, øje på drengens talenter, og han tager ham til sig som sin fjerde lærling. På den måde bliver Jahan i romanen et førstehåndsvidne til konstruktionen af nogle af det ottomanske riges største arkitektoniske vidundere, herunder Süleymanie-moskeen i Istanbul og Selimiye-moskeen i Edirne.

Sinan (ca. 1490-1588) er almindeligt anerkendt som én af de største arkitekter i verdenshistorien – på linje med f.eks. hans samtidige Michelangelo. Sinan stod i sin lange levetid i spidsen for opførelsen af et sted mellem 400 og 500 bygningsværker, heriblandt en stor mængde imponerende moskeer, men også mange hamammer, skoler, hospitaler, broer, akvædukter m.v.

I en vis forstand er Sinan romanens egentlige hovedperson, portrætteret indirekte via den fiktive karakter Jahans historie. Og træder vi endnu et trin op på abstraktionsstigen, kan man også sige, at Elif Shafak har en ambition om at formidle en historie om arkitekturen som sådan – den arkitektur, der søger at forene det funktionelle, det bestandige og det skønne; der stræber efter på én gang at nå det himmelske og bringe det guddommelige ned på jorden. I Shafaks roman inkarnerer Sinan og hans værker denne stræben. Hun finder den både i det enkelte bygningsværk og i hans samlede livsværk – arkitekten, der byggede overdådige paladser, mausolæer og moskeer for fire forskellige sultaner, men også hospitaler, skoler, badehuse og vandforsyninger til folket.

Sinans Süleymanie-moske i Istanbul. Træsnit af Melchior Lorck

Denne sympatiske ambition søger Shafak så at bage ind i et traditionelt, mere eller mindre kulørt, historisk drama med alt, hvad der hører sig til af krig og kærlighed, venskab og forræderi, magtintriger ved hoffet, en smuk sultandatter, en skummel storvezir, djærve sigøjnere, et menageri af eksotiske dyr i sultanens palads og ikke mindst venskabet mellem en elefant og en dreng, der i løbet af historien bliver mand.

Det kunne alt sammen være vældig fint. Jeg var helt klar til at hoppe med på en fortælling om arkitekturens ånd. Jeg ville også kunne have nydt slet og ret at lade mig underholde af en omgang historisk ramasjang – og jeg kan faktisk kapere mere kulørthed, end nogen måske tror. Men jeg kræver, at der så er et drive i fortællingen; noget, der driver historien frem; noget, der giver mig lyst til at vende den næste side – og ikke kun for at springe den over …

The Architect’s Apprentice skuffer desværre i alle disse henseender. Den er sprogligt set ikke dårligt skrevet, men sproget mangler spændstighed og nerve. Kompositionen er for usammenhængende og derfor kedsommelig i kraft af en alt for episodisk opbygning.

Især det episodiske præg er med til at gøre det til en virkelig tung omgang. Så sker der dét, og så sker der dét, og så sker der dét: Jahan og elefanten er i krig. Elefanten har tandpine, og Jahan trækker dens tand ud. Elefanten er liderlig, og Jahan skaffer den en hunelefant. Jahan kommer i fængsel og kommer ud igen. Jahan og elefanten falder gennem isen og bliver reddet. Jahan tager til Rom og møder Michelangelo og tager hjem igen. Sinan bygger Süleymanie-moskeen. Sinan restaurerer Hagia Sofia. Sinan restaurerer akvædukter. Sabotage på byggepladsen. Brand i Istanbul. Og så videre og så videre. Gab.

Jeg vil påstå, at jeg snildt kunne pege på mindst 200 sider af romanen, der kunne tages ud stort set uden at ændre på noget andet – og ingen ville opdage nogen manglende sammenhæng. Disse 200 sider burde forfatteren eller redaktøren have taget ud.

Men det ville nu ikke have reddet bogen, for det ville ikke rette op på det andet grundlæggende problem, at romanen mangler indlevelse og nerve. Jeg kan ikke mærke personerne, ikke engang protagonisten Jahan, som på den ene side er alt for forudsigelig, og på den anden side adskillige gange på mærkelig vis og uden forklaring mister interessen for det, der ellers optog ham allermest få sider tidligere.

Det ville være uretfærdigt at sige, at det er en renlivet episodisk roman, for der er trods alt nogle handlingstråde eller ihvertfald temaer, der går igennem det meste af romanen. Den ene er Jahans venskab med den hvide elefant, og det er da vældig fint med dét, men det er ikke en driver for handlingen, at drengen er glad for sin elefant.

En anden gennemgående tråd er Jahans livslange, forbudte og hemmelige – og i hemmelighed naturligvis gengældte – kærlighed til sultanens smukke datter, Mihrimah (som også er en historisk skikkelse). Problemet med den hændlingstråd er for det første, at selve temaet – håbløs kærlighed mellem den fattige, men kvikke tjenestedreng og den rige, smukke sultandatter – i sig selv er så stor en kliché, at man får hvinen for ørerne bare af at tænke på det. For det andet formår Shafak heller ikke at gøre denne kærlighedshistorie til en drivkraft for handlingen.

På tilsvarende vis bliver en række anlæg til dramatiske handlingsspor (sabotage på byggepladsen, en ond kaptajn, der vil afspresse Jahan til at stjæle for sig) ikke rigtig udnyttet – de fiser bare ud i ingenting undervejs, og man mister som læser hurtigt interessen for dem.

I romanen belærer arkitekten Sinan på et tidspunkt sin lærling om, at det perfekte bygningsværk forener styrke, funktionalitet og skønhed – og at ingen af disse tre elementer kan undværes. Elif Shafak skulle selv have lyttet mere til disse vise ord og tænkt over, hvad de også har at sige romanforfatteren. For det er som om, hun har brugt for meget af sin energi og opmærksomhed på ornamenteringerne i romanen – på bekostning af den solide historie, hvor alle delelementer tjener en funktion for kernefortællingen.

“Sultan og Elefant”. Portræt af sultan Süleyman den Prægtige udført af Melchior Lorck (træsnit, 1599).

I et interview (jeg har glemt, hvor jeg har læst det, og kan ikke genfinde det) har Elif Shafak sagt om The Architect’s Apprentice, at hun blandt andet fik inspirationen til romanen fra et portræt af sultan Süleyman den Prægtige, hvor der i baggrunden optræder en elefant og en mahout. Så vidt jeg husker, nævnes kunstnerens navn ikke i det pågældende interview, men der kan næsten ikke være tale om andet end et træsnit udført af den dansk-tyske maler og tegner Melchior Lorck, jf. illustration her på siden.

I et af de episodiske kapitler i romanen lader Shafak i øvrigt samme Melchior Lorck optræde for en kort bemærkning, idet han af den tysk-romerske ambassadør i Istanbul, Busbecq, får til opgave at portrættere vores protagonists hvide elefant. Og hvis jeg ikke fik andet ud af at læse The Architect’s Apprentice, så mindede denne scene mig i det mindste om, at jeg et sted i mine reoler faktisk har den danske udgave af ambassadør Busbecqs rejsebreve fra Tyrkiet, Tyrkiske breve, en pragtudgivelse fra Forlaget Vandkunsten illustreret med netop Melchior Lorcks træsnit. Den må jeg kigge nærmere på snart.

I min samlede vurdering sniger The Architect’s Apprentice sig op på to generøse stjerner som alene gives for en god íde til en historisk roman, for sin ambition (selv om den ikke indløses) og for, at romanen trods alt også at indeholder nogle interessante historiske detaljer fra Istanbul og omegn i perioden.

Opdatering (04.11.2017): Jeg læste The Architect’s Apprentice på det originale engelske, men siden er den faktisk også udgivet på dansk som Arkitektens lærling på forlaget Underskoven (oversætteren kan jeg desværre ikke sætte navn på, da vedkommendes navn ikke fremgår af forlagets oplysninger om bogen i øvrigt på deres hjemmeside).

Elif Shafaks The Architect’s Apprentice blev – ihvertfald i første omgang – det tyrkiske indslag i min litterære verdensrundrejse. Jeg føler mig dog ret overbevist om, at det ikke er retfærdigt overfor den tyriske litteratur. Min reol rummer heldigvis ulæste bøger af andre tyrkiske forfattere som Bilge Karasu og Orhan Pamuk, som jeg forventer mig mere af, så det er ikke usandsynligt, at Tyrkiet får en chance mere, inden jeg er kommet hele verden rundt.

K's vurdering: