Myriam J. A. Chancy: Englenes ensomhed

Englenes ensomhed af haitiansk fødte Myriam J. A. Chancy er en farverig, ekspressionistisk kollektivroman om forbundethed og spiritualitet fortalt på et bagtæppe af Haitis nyere, blodige historie. Rummer nogle godt tegnede portrætter, men også nogle mindre vellykkede. Og så er den for lang og sprogligt lidt for overlæsset for min smag.

Romanen er fortalt fra fire personers perspektiv på skift (fem, hvis man medregner det sidste kapitel) på tværs af to generationer i en haitiansk familie.

Romanen starter hos Ruth, der har boet hele sit liv i Port-au-Prince, Haiti. Som 77-årig ser hun tilbage på sit liv og de mennesker, der har været centrale i det. Ruth har aldrig selv haft nogen mand eller fået egne biologiske børn. Men hun har opfostret to.

Det ene af Ruths fosterbørn er hendes niece, Catherine, hvis historie er den eneste, der er fortalt i første person, mens de øvrige er fortalt i tredje person. Alene dette fremstillingsmæssige greb gør, at Catherine automatisk trænger sig på som romanens vigtigste hovedperson – selv om man i et andet perspektiv også kunne se Ruth som den, der binder alle personerne sammen (eller fra et tredje perspektiv deres fjerne formoder Elsie i Irland, for den sags skyld).

Så er der Catherines mor, Rose, Ruths svigerinde, der undslipper Papa Docs Haiti og flytter til Canada – men uden at kunne undslippe sine spøgelser.

Endelig fylder Romulus rent sidemæssigt ganske meget i romanen. Han er forbundet med de øvrige ved at have været Ruths klaverelev og derfor er kommet i hendes hjem sammen med de andre. Han ryger som ung og voksen ud i et omfattende alkohol- og stofmisbrug, og vi møder ham første gang under kuppet i 2004 i et haitiansk fængsel.

Myriam J. A. Chancy (f. 1970). Foto fra forfatterens goodreads-profil

Det med spøgelserne skal forstås meget konkret. Englenes ensomhed kan genremæssigt kaldes magisk realisme for så vidt de centrale personer alle – på forskellig vis – har del i en haitiansk spirituel tradition.

Hovedpersonerne har således i varierende grad synske evner: De får som en naturlig, men ikke nødvendigvis uproblematisk, del af deres hverdag besøg af spøgelser fra fortid, nutid og fremtid. For eksempel i form af mennesker, der er kommet voldsomt af dage. Eller de får syner eller fornemmelser af, hvad der vil ske i fremtiden.

Men frygt ikke, det er ikke nogen spøgelsesroman. Ånderne og synskheden i historien kan også læses metaforisk som et udtryk for en spirituel forbundethed mellem mennesker på tværs af geografi og historie. Og så er det et udtryk for en levende del af en stærk kulturel tradition i Haiti.

Fortællingen om de centrale hovedpersoner er i høj grad også en fortælling om, hvordan de hver især håndterer de synske evner, de er blevet givet. For nogle af dem bliver disse evner en forbandelse, mens andre lærer at vende dem til en styrke.

Disse elementer af romanen fungerer ganske godt, herunder som en måde at give stemme til de pinsler, det haitianske folk har gennemgået under skiftende autokratiske regimer og naturkatastrofer.

Jeg kender det haitianske folk, for jeg er det haitianske folk. Således sagde Doc i sit palads med sine forsølvede pistoler liggende på et hvidt klæde på skrivebordet.

Når Rose ligger helt stille om natten, hører hun skrigene hinsides lyden af kvinder, der laver mad til sent ud på natten, hinsides lyden fra radioerne, der spytter skinger konpa ud, hinsides lyden af haner, der galer på det forkerte tidspunkt, og hinsides vinden, der hvisler i palmebladene. Når hun lukker øjnene, er det, som om lyden befinder sig i hendes øre sammen med stemmerne på dem, der skriger, som fortæller deres historie. Rose ville ønske, at hun kunne sove med åbne øjne.

Tidsmæssigt spænder romanens handling således over cirka 50 år af Haitis blodige historie: Fra “Papa Doc” Duvalier kommer til magten i 1958 og frem til 2004, hvor præsident Aristide bliver smidt på porten ved (endnu) et blodigt kup.

Chancy fortæller dog ikke sin historie kronologisk, men bevæger sig i spring og cirkler frem og tilbage og rundt i tiden med visse nøglebegivenheder for familien i marts 2004 som det vigtigste omdrejningspunkt.

I et efterord beskriver Myriam J. A. Chancy selv romanens struktur som “løst baseret på metaforen om den kristne labyrint” som “et simulakrum af hverdagsmøder med sig selv og andre, kendte og ukendte, fortidige, nutidige og fremtidige.”

Og ja, romanen har denne labyrintiske karakter. Og noget af det, der tiltaler mig ved romanen, og som jeg tror, bliver det blivende indtryk fra den, er netop dette budskab, at vi alle er forbundne, på tværs af tider og steder. Der er på den måde god overensstemmelse mellem indhold og form.

Når det er sagt, så er romanen især i starten også lidt mere labyrintisk, end den behøver at være. Især de første 50-60 sider, der er fortalt fra Ruths perspektiv, var for mig en noget forvirrende omgang. Det hele hænger fint sammen, og alting giver mening til sidst, men jeg tror måske, at romanen kunne have profiteret af lidt mindre labyrintik i fremstillingsformen.

Når man kommer længere frem i romanen, og nogle af brikkerne begynder at falde på plads, bliver det dog lettere at læse.

Mine væsentligste forbehold over for romanen er dog to andre: Den er for lang. Og sproget er for floromvundet for min smag.

For så vidt angår længden, så ville jeg som redaktør have anbefalet Chancy at skrive figuren Romulus helt ud af bogen. Og undladt den sidste del om den åndelige formoder Elsie fra Irland.

Romulus fik for mig som læser aldrig rigtigt liv og blod. Og han er som figur ikke nødvendig for at fortælle historien om Ruth, Rose og Catherine og de andre. Og den sidste del om Elsie virkede på mig helt påklistret.

Vupti: 150 sider er hermed skåret væk, og romanen kunne være nede på den perfekte (maksimale) romanlængde på 230 sider.

For så vidt angår sproget, så skriver Chancy i en ekspressionistisk stil i et sprog rigt på metaforer og mange adjektiver. Det er et sprog, som mange formentlig vil elske. Bogen flyder over af sætninger, man kan smage på og dvæle ved. For mig fungerede det dog ikke helt. Chancys sprog balancerer efter min smag på kanten til det overlæssede.

Det er på de dage, hvor der råbes i gaderne, og kuglerne falder som regn. De lyder ligesom bier, kuglerne, der flyver gennem luften, men de lyder som noget meget mere dødbringende, når de rammer hud og bryder igennem lagene af kød og finder de bløde, indre organer. Hvis hun lytter godt efter, kan Rose høre, hvordan de ormer sig vej gennem den sarte, elastiske hud og får blodet til at gurgle ud, forstyrre strømmen af livsvigtige væsker.

Hendes metaforik er mig ofte en kende for tung med en snert af noget lidt for villet og fortænkt. Som når “fortvivlelsen hænger i luften som bananer i klaser, overmodne og tunge” i gaderne i Port-au-Prince i 2004.

Men det er i høj grad et spørgsmål om smag. Chancys stil er ikke min smag, men det er ikke det samme som, at det ikke vil være din. Du kan danne dig et indtryk af stilen af de citerede passager ovenfor. Hvis de fungerer for dig rent sprogligt, så kan jeg anbefale bogen.

Bogen er venligt tilsendt af forlaget som frieksemplar til anmeldelse.

K's vurdering: