Agota Kristof: Analfabeten

Ungarnsk-schweiziske Agota Kristofs erindringsbog er en lille og umiddelbart let læst sag, men den har litterær tyngde. Med sin knappe stil og korte, men fyndige sætninger er det en intens bog og en begavet reflektion over flygtningens erfaring i et fremmed land og et fremmed sprog.

Agota Kristof (1935-2011) kender vi fra hendes mesterlige hovedværk Det store stilehæfte (opr. 1986, da. 1987) og de to efterfølgende romaner, Beviset (opr. 1988, da. 1989) og Den tredje løgn (opr. 1991, da. 1992), som udgør en sammenhængende trilogi.

Analfabeten (opr. 2004), som her for første gang oversættes til dansk ved Caroline Albertine Minor, er ikke en roman, men et selvbiografisk værk om Kristofs egen erfaring som flygtning og hendes vej til at blive forfatter.

I omfang er det en meget lille bog: Fraregner man blanke sider undervejs, er den på ikke andet end 50 endog meget små sider. Men man skal ikke dømme en bogs tyngde på dens sideomfang. Og da slet ikke, når vi har at gøre med Agota Kristof.

Analfabeten i bogens titel er Kristof selv. Det er hendes selvopfattelse som flygtning, der er tvunget til at tilegne sig et nyt sprog, i hendes tilfælde fransk.

Agota Kristof flygtede som enogtyveårig sammen med sin mand og deres lille datter fra Ungarn via Østrig til Schweiz efter Sovjetunionens invasion af Ungarn i 1956. Og bogen handler i høj grad om erfaringen som flygtning. Ikke om flugten som sådan, selv om vi også hører om den. Men om dette at have ladt sit land, sin familie og sit sprog bag sig for aldrig at kunne vende tilbage og i stedet skulle finde et nyt liv i et fremmed land og et fremmed sprog.

I Ungarn efterlod jeg min dagbog med hemmelig skrift, og også mine første digte. Der efterlod jeg uden varsel mine brødre, mine forældre, jeg sagde hverken farvel eller på gensyn. Men frem for alt mistede jeg, den dag i slutningen af november 1956, definitivt mit tilhørsfolk til et folk.

Forud for fortællingen om det nye liv i et nyt sprog rummer den lille bog nogle korte kapitler fra Kristofs barndom i Ungarn. Fra de første erindringer som fireårig ved udbruddet af Anden verdenskrig over hendes år på en statslig kostskole, hvor hun anbringes på grund af familiens fattigdom, til oplevelsen af Stalins død i 1953.

Det er i barneårene, at Kristofs passion for at læse og for at skrive grundlægges. Og det er også i skoletiden i Ungarn, at hun gør sig sine første tanker om forskellen mellem “modersmål og fjendesprog:”

I begyndelsen var der kun et sprog. Objekterne, tingene, følelserne, farverne, drømmene, bogstaverne, bøgerne, aviserne var dette sprog.
      Jeg kunne ikke forestille mig, at der kunne eksistere et andet sprog, at et menneske skulle kunne udtale et ord som jeg ikke forstod.

Som niårig konfronteres hun i det ungarnske grænseland med tysk, som ungarerne opfatter som et “fjendesprog.” Det samme gælder senere russisk, som bliver det eneste tilladte fremmedsprog i skolen under det sovjetiske overherredømme. Og det er på denne baggrund, at den enogtyveårige Kristof, da hun ankommer som flygtning til Schweiz, står over for fransk som et komplet ukendt sprog.

Jeg har talt fransk i mere end tredive år, og skrevet på det i tyve, men jeg kender det stadig ikke. Jeg taler det ikke uden fejl, og jeg kan kun skrive det med hjælp fra de ordbøger som jeg jævnligt slår op i.
     Det er derfor, at jeg også kalder fransk et fjendesprog. Der er også en anden grund, den mest alvorlige: Dette sprog er i gang med at dræbe mit modersmål.

Hvis det franske var med til at dræbe ungarnsk som Agota Kristofs modersmål, så har det til gengæld også været med til at skabe en stor og distinkt forfatterstemme. Ihvertfald er det en nærliggende tese, at netop détte, at Kristof insisterer på at skrive på et sprog, hun først har tilegnet sig som voksen, er en del af baggrunden for hendes karakteristiske skriftsprog med dets korte, enkle sætninger, der fungerer så stærkt i f.eks. Det store stilehæfte, men også her i Analfabeten.

Kristof afslutter bogen således:

Jeg ved at jeg aldrig kommer til at skrive fransk som de franskfødte forfattere gør, men jeg skriver det som jeg kan, så godt jeg kan.
      Jeg har ikke valgt dette sprog. Det er blevet påtvunget mig, af skæbnen, af tilfældet, af omstændighederne.
      Jeg er nødt til at skrive på fransk. Det er en udfordring.
      Analfabetens udfordring.

Som læsere siger vi tak for, at Kristof tog udfordringen op og blev ved med at skrive.

K's vurdering: