Ursula K. Le Guin: The Left Hand of Darkness

“The King is pregnant.” Sådan lyder den nok mest berømte enkeltsætning fra Ursula K. Le Guins moderne sci-fi-klassiker, The Left Hand of Darkness (opr. 1969). Og kongen er vel at mærke ikke “gravid” på samme måde, som nutidige forældre kan finde på at sige, at “vi er gravide.” Kongen er fysiologisk gravid.

Vi befinder os i en fjern fremtid mange lysår væk på vinterplaneten Gethen, også kaldet Winter.

Hovedpersonen i romanen er Genly Ai, udsending fra den intergalaktiske handels- og idéudvekslingssammenslutning, The Ekumen. Selv er han oprindeligt fra planeten Terra (som vi må forstå som Jorden), men han er udsendt til planeten Gethen for at etablere kontakt og optage beboerne i The Ekumen.

Beboerne på Gethen ligner mennesker og betragtes i romanen også som en del af menneskeheden. Den afgørende forskel mellem dem og jordboerne er deres seksualitet. Gethenianerne er “ambiseksuelle,” og deres seksualitet udfolder sig i en månedscyklus på 26 dage. Størstedelen af måneden er de helt aseksuelle, men i en periode på 4-5 dage går de i tilstanden kemmer, hvor en stærk seksuel drift udvikler sig, og hvert enkelt individ udvikler enten mandlige eller kvindelige kønsorganer.

Alle gethenianere bærer latent både mandlige og kvindelige kønsattributter i sig, og det kan ikke forudsiges, om de i den enkelte måned i kemmer udvikler enten det ene eller det andet. Udover at de påvirker hinanden, så er den ene i nærhed af en artsfælle, der er begyndt at udvikle kvindelige organer, så er der sandsynlighed for, at han vil udvikle mandlige.

Seksualiteten udfolder sig frit i kemmer-perioderne. Alle kan blive gravide og føde børn, inklusive konger. Ægteskabsinstitutionen eksisterer ikke, om end det ikke er ualmindeligt at afgive et “kemmering-løfte” om at holde sammen gennem livet. Voldtægt kendes stort set ikke i samfundet.

Der er seksuelle variationer på planeten: Nogle individer har en overvægt af mandlige eller kvindelige hormoner og har derfor en disposition for altid at udvikle den ene eller den anden slags attributter i kemmer-perioden eller ligefrem konstant være i en seksuel kemmer-tilstand som ét bestemt køn. De bliver betragtede som perverse og er i øvrigt sterile.

Det samme gør sig således også gældende for den mandlige udsending fra Ekumen, hvis mærkeligste træk for gethenianerne er hans permanente, perverse kemmer-tilstand, mere end hans påstand om at komme fra en anden galakse.

I romanen møder vi udsendingen, Genly Ai, på et tidspunkt, hvor han har været på Gethen i en periode på mellem et halvt og to år (jeg var ikke opmærksom nok i læsningen til at være sikker). Han er landet i kongeriget Karhide, og han har ved romanens begyndelse opnået en position, hvor han kan få foretræde for kongen for at fremføre sit diplomatiske ærinde. Det går ikke som planlagt.

Udsendingen appellerer til, at kongen af Karhide ikke behøver at frygte ham, men kongens svar lyder såeldes:

“But I do fear you, Envoy, I fear those who sent you. I fear liars, and I fear tricksters, and worst I fear the bitter truth. And so I rule my country well. Because only fear rules men. […] There’s nothing in between the stars but void and terror and darkness, and you come out of all that alone trying to frighten me. But I am already afraid, and I am the king. Fear is king!”

Kongeriget Karhide på Gethen er meget løst organiseret, og magten skifter ofte, lidt som i et kongedømme i europæisk middelalder. Efter det mislykkede forsøg i Karhide rejser udsendingen videre til det fjendtlige naborige Orgoreyn for at forsøge sig der.

Orgoreyn er modsat Karhide særdeles velorganiseret. I første omgang virker det lovende for udsendingens diplomatiske mission, men snart finder han ud af, at han er kommet til et gennemreguleret samfund, hvor den egentlige magt ligger hos det hemmelige politi, og Genly Ai ender selv som et offer for magtintrigerne og bliver sendt i arbejdslejr.

Beskrivelsen af riget Orgoreyn giver uvilkårligt associationer til Stalins Sovjetunionen, men Le Guin er mere sofistikeret end som så. Orgoreyn fungerer i romanen snarere som et universelt billede på et repressivt, gennemreguleret samfund uden tidsbegrænsede referencer til jordiske stater på romanens tid.

Apropos tid er tidsopfattelsen et andet markant særtræk på Gethen. Her er man altid i år ét. Fortiden regnes i antal år før det indeværende og fremtiden fremdeles. Ved årsskiftet bliver “næste år” til “dette år” og så videre. Le Guin bruger dette som en implicit kritik af vores (“the Terrans”) evige drift mod at bevæge os fremad, stadigt hurtigere, og hele tiden gøre “fremskridt:”

Terrans tend to feel they’ve got to get ahead, make progress. The people of Winter, who always live in Year One, feel that progress is less important than presence.

Udsendingen søger svar, og han opsøger undervejs i romanen The Foretellers, en kult af fremtidssigere, der indtager en central position i den lokale religion. Deres svar om fremtiden, som de tager sig dyrt betalt for, er typisk lige så lidt brugbare som svarene fra Oraklet i Delfi i græsk mytologi. Fra spåmanden Faxe får udsendingen måske romanens vigtigste budskab:

     ”You don´t see, Genry, why we perfected and practice Foretelling?”
     “No —“
     “To exhibit the perfect uselessness of knowing the answer to the wrong question.”
[…]
     “The unknown,” said Faxe´s soft voice in the forest, “the unforetold, the unproven, that is what life is based on. Ignorance is the ground of thought. Unproof is the ground of action.”

Allervigtigst er The Left Hand of Darkness imidlertid en roman om mulighed for kærlighed og venskaber på tværs af kulturer og racer. Dette tema udfoldes i særlig grad i romanens sidste og stærkeste tredjedel, hvor den jordiske udsending på ski og med slæde i et vanvittigt ridt krydser de barskeste islandskaber på planeten over tre måneder sammen med gethenianeren Estrevan, som Genly Ai udvikler et stærkt venskabsforhold til undervejs.

Le Guins udmalinger af is- og snelandskaberne på planeten og de to venners kamp for at overleve er storladne og i sig selv hele romanen værd.

Romanen er ikke just nem at læse. Le Guin kaster på side ét læseren ind i en fremmed verden med fremmedartede navne og referencer til begreber på et fiktivt sprog, som kun gradvist og delvist forklares undervejs. Som var vi uden forudsætninger landet midt i en fremmed kultur i et ukendt land.

Meningen og sammenhængen danner sig undervejs i læsningen, men kun delvist. Det er en del af romanens fascinationskraft, at Le Guin har skabt et helt univers, hvor man som læser får indtrykket af, at der kunne skrives adskillige, tykke bøger om sprog, kultur og historie, som vi her kun får en anelse om.

Dertil kommer, at romanen er skrevet fra forskellige perspektiver. Hovedtråden er den jordiske udsendings rapport. Men i indskudte kapitler får vi også uddrag af tidligere (anonyme) undersøgeres rapporter fra planeten og genfortalte myter fra planeten Gethens historie.

Endelig rummer romanen også adskillige kapitler formet som uddrag af gethenianeren Estrevans dagbogsoptegnelser. Disse dele er især i den sidste tredjedel om rejsen over isen virkningsfulde i portrættet af forholdet – og det gensidige, kun delvist vellykkede, forsøg på at forstå hinanden – mellem udsendingen Genly Ai og gethianeren Estrevan.

Romanens protagonist, Genly Ai, skriver indledningsvist, at han skriver sin rapport om Gethen som om, han fortalte en historie, “for I was taught as a child in my homeworld, that Truth is a matter of the imagination.” Det ræssonnerer godt med Ursula K. Le Guins eget forord til en genudgivelse af romanen, hvor hun skriver om sin egen tekst:

I talk about the gods; I am an atheist. But I am an artist too, and therefore a liar. Distrust everything I say. I am telling the truth.

I forordet taler Le Guin imod visse journalisters tendens til at tro, at science fiction handler om at forudsige fremtiden, og at sf-forfattere dermed er særlig interessante at tale med om fremtiden. Science fiction handler derimod ifølge Le Guin altid om nutiden. Det er fiktion, som kan betragtes som tankeeksperimenter, altid kun med afsæt i og muligvis med henblik på at sige noget om vores egen tid.

Et sådant tankeeksperiment er The Left Hand of Darkness. Den bærer med rette prædikatet et mesterværk inden for science fiction-litteraturen, og den er vitterligt mesterlig i flere henseender.

The Left Hand of Darkness er blevet kaldt en feministisk sf-roman, og det er den også. Le Guin sætter i romanen på original vis spørgsmålstegn ved vores begreber om køn og seksualitet og deres forbindelse til sociale, kulturelle og politiske magtrelationer – og hun lancerer samtidig en teori om vores kønnede verdensopfattelses betydning for den generelle dualistiske tænkning, der har domineret den vestlige – og for så vidt globale – idéhistorie og sociale praksis i årtusinder.

Men romanen er mere end det. Som science fiction betragtet formår Le Guin på bare 300 sider på troværdig vis at udfolde en komplet, fiktiv verden med egne sprog, religioner, sociale og politiske strukturer. En verden, der trods bogens relativt få sider, har en kompleksitet og originalitet på niveau med sci-fi- og fantasy-klassikere som Frank Herberts Dune (da. Klit) (opr. 1965), Isaac Asimovs Foundation-serie (da. Stiftelsen) (opr. 1951-1953) og – i en anden boldgade – Tolkiens The Lord of the Rings (da. Ringenes Herre (opr. 1954-1955).

Tematisk handler romanen derudover ikke bare om køn. Den handler også om patriotisme og nationalisme og om magtpolitiske intriger i forskellige typer politiske systemer. I et filosofisk spor handler den også mere generelt om futiliteten i vores søgen efter svar om døden og meningen med livet.

Og så er romanen ikke mindst i sin kerne en smuk fortælling om venskab og kærlighed på tværs af racer – og helt generelt en hyldest til menneskeheden, det menneskelige, der forener os på tværs af race, etnicitet, sprog, kultur og politik.

Le Guins roman har som nævnt status af en feministisk klassiker, og den må stadig den dag i dag være gefundenes fressen for LGBTQIA+kredse. Le Guin har dog også i årene efter udgivelsen været udsat for en del kritik fra feministisk side for ikke at gå radikalt nok til værks. Blandt andet er hun blevet kritiseret for gennemgående at benytte det mandlige pronomen han/ham i omtalen af personer på Gethen.

Det sidstnævnte valg giver for mig nu god mening i betragtning af, at størstedelen af romanen er fortalt fra den mandlige, jordiske udsendings perspektiv, men man kunne rigtigt nok argumentere for, at det i de dele af bogen, der skal forestille at være uddrag fra gethenianeren Estrevans dagbog, giver en kønnet bias, al den stund, at gethenianernes verdensbillede jo netop ikke er kønnet.

Havde Le Guin skrevet sin roman i dag, kunne jeg forestille mig, at hun frem for he/him ville have brugt begreber som for eksempel ze/hir (svarende til det svenske hen). Jeg kunne til gengæld ikke forestille mig, at hun ville være forfaldet til det skizofrene they/them (de/dem), som nogle mennesker med oplevelsen af flydende kønsidentitet foretrækker at blive omtalt i dag – fordi en af pointerne i bogens univers jo netop er, at personerne på Gethen er fuldgyldige og entydige individer, uanset hvilket seksuelt køn, de udvikler i kemmer-fasen. De er ikke besat af køn som definerende og individuerende kendetegn, og dermed har ideen om at være splittet mellem kønsidentiteter heller ingen mening for dem.

Nå, nok om køn. Der er som nævnt mange andre gode grunde til at læse Ursula K. Le Guins The Left Hand of Darkness. Den henter sin litterære styrke i netop ikke at være blot et kønsideologisk manifest, men en åben litterær dør til en fantastisk verden, der både er en fascinerende oplevelse at bevæge sig ind i og en kilde til nuanceret reflektion over os selv.

Herfra skal der lyde en ubetinget anbefaling. Og jeg skal selv læse mere Le Guin på et tidspunkt.

K's vurdering: