Mathilde Walter Clark: Det blinde øje

Det blinde øje er bogen om minkskandalen. Nej, ikke skandalen om den manglende lovhjemmel, men den virkelige minkskandale. Altså den, der faktisk handler om mink. Og det er eddermame en god bog.

Mathilde Walter Clark (f. 1970) har fået mange roser for Det blinde øje, og forleden blev hun også beæret med Weekendavisens Litteraturpris 2023. Hun har givetvis flere priser foran sig. Det vil ihvertfald være fortjent. Hendes bog er lige nu så hypet, at det næsten føles som for meget. Lad det ikke afskrække dig. För helvete, det er en god bog! Den er endda letlæst og (bizart) underholdende.

Dét, jeg herunder kommer til at skrive om Det blinde øje, vil få bogen til at lyde lidt småkedelig, lidt som en samfundsfaglig pligtbog. Det er den ikke, jeg evner bare ikke at fremstille det mere interessant. Stol ikke på min kedelige fremstilling: Læs i stedet bogen!

Mathilde Walter Clark er en fremragende formidler, hun har noget på hjerte, og hun mestrer den sjældne kunst at formidle saglige fakta med humor – den form for humor, der udspringer af en politisk, økonomisk, industriel og mediemæssig virkelighed, der nogle gange er så bizar, at man må grine for ikke at græde.

På mit eksemplar af bogen (1. udgave, 2. oplag) er på bagsiden optrykt et citat fra en anmeldelse i Weekendavisen, der kalder bogen en “eminent hybrid mellem roman og essay og graverjournalistik.” Jeg har læst den pågældende anmeldelse, som er af Anna Sophie Hermansen, og den er i sin helhed aldeles glimrende, men det nævnte citat er imidlertid ret fjollet og misvisende. Jeg er enig i “eminent” og til nød i “essay.” Det sidste, for så vidt bogen i sin fremstillingsform har et essayagtigt præg, selv om den selvsagt er alt for lang til at være et essay i traditionel forstand.

Der er imidlertid ikke noget som helst “roman” over bogen. Der er – desværre – ikke tale om fiktion, men om virkelighed. Den er heller ikke et stykke “graverjournalistik.” Tværtimod baserer bogen sig alene på kilder, der er offentligt tilgængelige for os alle sammen. Og dette sidste gør ikke bogen svagere, tværtimod understreger det Clarks budskab:

Vi har alle sammen i årevis vidst (eller i det mindste haft let adgang til at skaffe os viden om), hvad der foregår af uhyrligheder på danske minkproduktionsanlæg. Og vi har ikke gjort noget ved det. Tværtimod har dele af offentligheden (toneangivende aviser) og bestemmende politikere over årene tilsyneladende ladet sig rive med af minkbranchens massive lobbyisme og propaganda. Og alle os såkaldt “almindelige” borgere har samlet set gjort intet for at gøre op med uhyrlighederne i den industrielle minkproduktion.

Bogen begynder i november 2020, hvor forfatteren sidder foran sit tv og pludselig konfronteres med billeder af masseaflivning af mink. Og i forgrunden står en tårevædet mand og taler og taler. En stakkels minkfarmer.

Vi er i coronatiden. Der, hvor regeringen beslutter, at alle minkbesætninger i Danmark skal slås ned af sikkerhedshensyn for at forebygge risikoen for, at der skal udvikles nye og værre varianter af coronavirussen. Vi kender alle historien, jeg behøver ikke at genfortælle den i detaljer her.

Den korte histore er ikke desto mindre, at der på daværende tidspunkt var dokumentation for, at coraonavirus muterede mellem mink, og der var formodning for, at de muterede former var i stand til at springe fra mink til mennesker. Følgelig kunne ingen ansvarlig, dansk regering på daværende tidspunkt have truffet nogen anden beslutning end at slå alle minkbesætninger ned (svarende til den beslutning, andre europæiske minklande allerede havde truffet i forvejen).

Efterfølgende viste det sig som bekendt , at der kun var lovhjemmel til at slå de fleste (ca 99 pct.), men ikke alle landets minkbesætninger ned. Det er en juridisk, politisk og demokratisk skandale, at den danske regering ikke på forhånd sikrede sig den juridiske lovhjemmel til at iværksætte aflivningen af alle mink, og med god grund har dette efterfølgende optaget en mængde af jurister, politologer og journalister – og i øvrigt borgere som mig selv.

Ingen ædruelig iagttager af dansk politik i coronaårene kan dog have været i tvivl om, at hvis den daværende regering ikke have begået denne fodfejl, og i stedet havde gjort, som man gjorde i adskillige andre lignede sager i den periode, nemlig var gået til Folketinget og bedt om hastebehandling af et lovforslag, så ville lovhjemmelen til at aflive den sidste ene procent af de danske mink, der ikke på forhånd var hjemmel til at aflive, også været blevet tilvejebragt.

Men nu lader jeg mig rive med af det, der i denne boganmeldelse er en sidehistorie. Mathilde Walter Clark har nemlig kun et skuldertræk (konkret: en kvart side ud af 280) tilovers for denne juridiske og politiske “minkskandale.” For denne skandale handler jo ikke om mink. Den handler ikke om forholdene for de rovdyr, der holdes i små bure så mange steder i Danmark. Og det er det sidstnævnte, der interesserer Clark.

Clark viser – via citater fra pressen, som vi kender så godt – hvordan der i løbet af få måneder skete nogle ideologiske forskydninger i den måde, hvorpå vi kom til at tale om minkbranchen i det efterår i 2020.

Mathilde Walter Clark. Foto: Lærke Posselt.

Ikke så mange år før, i 2009, havde TV2 i en Operation X-dokumentar afdækket horrible forhold for minkene på danske minkfarme. Afsløringer af den kyniske og industrielle tilgang til produktionen af minkpels, hvor minkene betragtes og behandles alene som et industrielt råstof, ikke som levende væsener. Afsløringer af en karakter, som i mange andre lande i årene forud havde ført til forbud mod minkpelsproduktion.

Clark viser overbevisende, hvordan det i løbet af den mellemliggende årrække gennem et massivt, vedvarende, pengestærkt, professionelt kampagnearbejde for at diskreditere journalister og andre, der offentligt kritiserer og dokumenterer realiteterne i minkindustrien, samt et målrettet lobbyarbejde mod politikere og andre personer med indflydelse, i lange stræk lykkedes minkbranchen, med Kopenhagen Fur som ledende spiller, mere eller mindre at udviske billedet af branchens uhyrligheder.

Denne årelange kampagne er en del af baggrunden for, hvordan der på – ikke desto mindre bizar vis – i efteråret 2020 kunne danne sig en bestemt, dominerende ideologisk fortælling i den danske offentlighed om “minkfarmerne” – hjulpet godt på vej af grædende, nordjyske mænd i gummistøvler: Det var en fortælling om det traditionsrige danske minkerhverv som netop ikke var en enorm pengeindustri, men et Morten Korch-agtigt landbrugserhverv bestående af små, gennem generationer overleverede familiefarme båret af nærhed til naturen og kærlighed til dyrene.

Et ideologisk billede, som holdt op mod den dokumenterede virkelighed jo var en fuldstændig grotesk konstruktion. Men fortællingen virkede og var med til – godt hjulpet på vej af regeringens fejlhåndtering i forhold til at tilvejebringe lovhjemmel i tide – at etablere det politiske grundlag for at gennemtrumfe de i sig selv skandaløst høje erstatningsniveauer til de danske minkproducenter.

Da Mathilde Walter Clark skrev bogen var den danske regerings forventning, at erstatningerne til minkbranchen ville løbe op i 19 mia. kr. For nylig blev dette skøn opjusteret til ca 24 mia. kr. Vel at mærke til et erhverv, der i forvejen var dødsmærket, og hvor de enkelte minkproducenter i gennemsnit havde kørt med massive underskud i årevis – på et verdensmarked, der for alle andre end minkbranchens ideologer og spindoktorer tydeligvis var og er i fortsat fald.

I mediebilledet blev tegnet portrætter af små minkfarmere “med navne som Henning og Anita,” mens der var forbløffende lidt (som i: intet) fokus på Danmarks største minkproducenter, fx Hongkong-rigmanden Pat Wong, hvis holdingselskab, Kinney Financial International, er indregistreret på Caymanøerne. Pat Wong og andre minkproducenter som ham passede ikke ind i det ideologiske glansbillede, man i den danske medieverden tilsyneladende via en uudtalt overenskomst var blevet enige om at tegne af minkerhvervet.

Clark fik mig til at væmmes, undres og forarges over den bizarre (pseudo)virkelighed, som er (eller nu heldigvis: var) den danske minkbranche. Og hun fik mig til at grine højt over samme – alene ved helt stilfærdigt at erindre mig om velkendte mediebilleder fra corona-mink-peridoen, som fremstår helt bizarre i retrospekt.

Mit eksemplar af Det blinde øje er plastret til med indeksfaner, der markerer citatværdige passager, som jeg er fristet til at gengive. Men det ville blive alt for langt, så det afstår jeg fra. I bund og grund vil jeg også hellere bare anbefale at læse hele bogen.

Hvis Det blinde øje havde været en skønlitterær bog, kunne jeg nok have peget på enkelte skønhedsfejl ved den litterære komposition af bogen, som ville have trukket den lidt ned i min samlede bedømmelse. Men disse forhold er ubetydelige, når bogen bedømmes – som den bør – som en essayistisk, journalistisk og saglig fremstilling af minkpelsbranchen i dansk politik og medielandskabet.

K's vurdering: