Ben Lerner: Leaving the Atocha Station

Tæt på fremragende roman om kunstneren som ung, usikker mand på piller og poesi, om muligheden af autenticitet, om at være fremmed i sproget, om tomrummet mellem ordene og om oversættelse som begrænsning og forvanskning, men også som kreativ nyskabelse.

Amerikanske Ben Lerner (f. 1979) har som forfatter især gjort det i lyrik, men han har også udgivet to anmelderroste romaner, hvoraf Leaving the Atocha Station (2011) er den første.

Leaving the Atocha Station er ikke nogen decideret let roman at læse – eller at anmelde. Det er en roman med handling, ja, men det er også en intellektuel reflektion over blandt andet kunst og kunstbegrebet, om sproget som sådan, om oversættelse, om at bevæge sig mellem sprog og kulturer – og endnu mere grundlæggende om (u)muligheden af at leve som et autentisk menneske. Samtidig er bogen tungt ladet med referencer til både aktuel og klassisk litteratur og kunst. Man skal holde tungen lige i munden, men det er værd at læse med, for Ben Lerners reflektioner er både begavede, interessante og i passager også ret vittige.

På det umiddelbare handlingsplan er Leaving the Atocha Station en udviklingsroman om en ung amerikansk mand, Adam Gordon, aldermæssigt formentlig i tyverne, som er på et prestigefyldt stipendiatophold i Madrid i et års tid i perioden 2003-2004. Stipendiatet har han mere eller mindre bluffet sig til på et pseudoprojekt om at samle inspiration til at skrive et langdigt om den spanske borgerkrig og Francotiden.

I stedet for at arbejde på sit “projekt” bruger Adam imidlertid det meste af sin tid på at ryge cigaretter og hash, drikke for meget alkohol, spise for mange hvide og gule piller, sove længe, sidde på taget af sin taglejlighed i Madrids centrum og kigge ud over Plaza la Santa Anna, læse Tolstoj på engelsk og ellers bare drive planløst rundt i byen (mest optaget af at foregive at have en retning og et ærinde).

Først og fremmest kæmper Adam dog med sin usikkerhed, angsten for, at han, når det kommer til stykket, er et uautentisk menneske uden substans og frygten for, at verden skal gennemskue hans bluff.

Ben Lerner (f. 1979) var ligesom sin romanhovedperson og alter ego selv på et stipendiatophold i Madrid i 2003.
Forfatterportræt fra forlagets hjemmeside (http://coffeehousepress.org)

Titlen, Leaving the Atocha Station, refererer formentlig til et digt af samme navn af den obskure, amerikanske avantgardedigter John Ashbery (f. 1927). Ben Lerners alter ego i romanen nævner således Ashbery som sin favoritdigter, og de digte, Ben Lerner lader ham skrive i løbet af romanen, kan i deres form da også godt ligne noget af Ashbery (som jeg ikke skal påstå, at jeg har læst meget af, men Lerner bringer nogle citater af ham i romanen).

For Adam selv synes hans egne digte ikke at udspringe af nogen “dyb” digterisk inspiration – de opstår snarere af kedsomhed, af en planløs leg med ord, oversættelser og tilfældigheder. Og det kommer som en overraskelse for ikke mindst Adam selv, at nogen i Madrids litterære miljø synes at kunne se stor digtekunst i hans frembringelser. Sin egen tilsyneladende succes på parnasset i Madrid møder han således med lige dele sarkasme overfor det selvrefererende, hule snobberi i kunstnermiljøet og frygt for at blive gennemskuet som det store bluffnummer, han selv føler sig som. Udadtil forsøger han dog at spille spillet og holde de rette miner.

Ben Lerners udlevering af klicheer, stereotyper og gensidigt selvbekræftende rygklappere i kunstnermiljøet i Madrid er skarp og sine steder særdeles vittig – som for eksempel når jeg-fortælleren gentagne gange observerer, hvordan folk i miljøet har trænet i at lægge ansigtet i folder, der skal signalere, at de har “a profound experience of art” ved at betragte et maleri eller lytte til en digtoplæsning eller guitarspil.

Heroverfor tumler Adam selv med en følelse af netop ikke at kunne få mental forbindelse til en sådan “dyb kunsterfaring”. Og denne følelse gælder ikke kunsterfaringer, men er hos Adam et mere generelt udtryk for hans manglede oplevelse af autenticitet – både hans egen autenticitet som et jeg og omverdenens autenticitet. Adams eneste dybe erfaring er således erfaringen af fraværet af dybde, som Lerner ironisk lader ham tænke:

Insofar as I was interested in the arts, I was interested in the disconnect between my experience of actual artworks and the claims made on their behalf; the closest I’d come to haivng a profound experience of art was probably the experience of this distance, a profound experience of the absence of profundity.

En af styrkerne ved romanen er imidlertid, at Lerner ikke begrænser sig til at excellere i postmodernistisk sarkasme og ironiseren over falske overflader og forstillelser. Jeg-fortælleren Adam kan i starten af romanen ganske vist opleves som en modelleret karikatur, der skal tjene til at demonstrere Ben Lernes pointer. Men efterhånden, som romanen skrider frem, får Adam mere og mere kød og blod som en troværdig (omend notorisk lyvende) person.

I samme takt skifter læserens syn på ham også: I første del af romanen er han meget svær at holde af, som han tåger rundt og foretager sig ingenting, snylter på andre, lyver og forstiller sig gennem livet uden mål eller med. Men efterhånden som portrættet af ham udfoldes, må man alligevel fatte en slags forkærlighed for ham – eller: hvis ikke ligefrem forkærlighed, så dog en slags en medfølelse. Vi vil som læsere gerne, at han skal finde grund under fødderne, komme ud af dette net af løgne, han har spundet sig selv ind i, og af denne følelse af egen u-egentlighed.

Mest af alt er Leaving the Atocha Station måske en roman om oversættelse – mellem sprog, mellem kulturer, mellem mennesker i det hele taget. I en lang periode spiller Adam bevidst på sine mangelfulde spanskkundskaber for at få sig selv til at fremstå digterisk dyb og mystisk (hele tiden fulgt af en angst for at blive gennemskuet). Han iscenesætter så at sige sig selv som lost in translation. Det er let, fordi menneskene i hans omgivelser allerede har defineret ham som en stor og lovende digter og herefter mest er optaget af løbende at bekræfte denne forestilling.

Når Adam går på Reina Sofía, Madrids hovedmuseum for moderne kunst, med sin spanske kæreste, kan han således nøjes med at sige kvarte sætninger som “To write the sculpture -“, “To think the vertical -“ eller “To refute a century of shadow – ,” hvorefter kæresten Isabel udfylder tomrummet for dem begge ved at udfolde en lang intellektuel diskurs ud fra hans ret beset ubehjælpsomme stikord. Efterhånden som hans spanske bliver bedre, bliver det imidlertid sværere og sværere for ham at skjule sig bag sprogets ufuldkommenhed. Styrkelsen af det fælles sprog leder således paradoksalt frem til et sammenbrud i kommunikationen og en krise for deres fællesskab.

Sidst i romanen, hvor Adams stipendiat nærmer sig sin afslutning, og hvor han – til sin egen delvise overraskelse – begynder at føle sig tilpas i Spanien og i det spanske sprog, oplever han alligevel, at en tjener i Barcelona svarer ham på engelsk, selv om han har bestilt på spansk. Og senere farer han både fysisk og metaforisk vild en hel dag i Barcelonas gotiske kvarter, selv om han bare skulle ned og hente kaffe. Pointen er tydelig: Adam kan aldrig blive andet end turist i dette andet land og andet sprog. Det øjeblik, hvor han begynder at føle sig hjemme i sproget og landet, er også det øjeblik, hvor han farer vild i det.

Ben Lerner lader også læseren få nogle glimt at den historiske sammenhæng, romanen udspiller sig i: På afstand oplever Adam terrorangrebet i Marid den 11. marts 2004, hvor 10 bomber detonerede i tre lokaltog omkring Atochabanegården i Madrid. Adams venner i Madrid deltager i demonstationer i forlængelse af terrorangrebet og i parlamentsvalget tre dage efter – men også disse begivenheder forbliver Adam selv distanceret og afkoblet fra:

While Spain was voting I was checking e-mail.

Men mens romanens hovedperson er fraværende for sig selv og afkoblet fra verden, så er Ben Lernes portræt af ham til gengæld nærværende. Bogen er i passager lidt tung læsning på grund af de mange reflektioner over kunst og sprog, nærvær og fravær, egentlighed og uegentlighed og så videre. Men det er også inspirerende, vittig og underholdende læsning. Leaving the Atocha Station er en bog, der modnes i efterreflektionen, og Ben Lerner er en forfatter, jeg gerne vil læse mere af.

Tillad mig afslutningsvis at komme med en lille hyldest til Michael Salus design af omslaget til den udgave af bogen, jeg har læst: Farverne i seks detaljer fra Hieronymus Boschs maleri Lysternes have (ca. år 1500) er på omslagets forside og bagside trukket ud, så de bliver til et udflydende billede af tog i fart. Designet er smukt i sig selv samtidig med, at det sender en underspillet hilsen til både bogens titel (togene på Atocha station) og til bogens temaer: Boschs triptykon Lysternes have har således sin faste udstillingsplads på Pradomuseet, som bogens hovedperson Adam jævnligt besøger. Bosch-maleriet nævnes ganske vist ikke i bogen, men forbindelsen er der via museet og bogens optagethed af kunst som sådan, ligesom det ikke vli være helt ved siden af at fortolke dele af Adams udskejelser i Madrid ind i nogle af maleriets temaer.

K's vurdering: