Amjad Nasser: Land of No Rain

Jordansk roman om at gå i landflygtighed og vende hjem, om modstand mod autoritære regimer, men især om den personlighedssplittelse, som den landflygtige kan opleve. Ikke uinteressant, men heller ikke decideret medrivende.

Den jordanske forfatter og journalist Amjad Nasser (f. 1955) har siden 1979 udgivet en betydelig mængde digtsamlinger. Land of No Rain (opr. 2011, udgivet på engelsk ved Jonathan Wright i 2014) er hans første – og så vidt jeg ved hidtil eneste – roman.

Romanen foregår i et fiktivt arabisk land, Hamiya, som deler karakteristika med mange mellemøstlige lande, uden at man entydigt kan identificere det som for eksempel Jordan eller et andet af landene i regionen. Hamiya er et autoritært regime, regeret af militære kommandører, der lader magten gå i arv fra far til søn, understøttet af det hemmelige politi.

Hovedpersonen er aktiv i en modstandsorganisation, men tvinges til at flygte ud af landet. Ved romanens begyndelse vender han tilbage efter tyve år i landflygtighed.

Stederne i romanen har anonyme, mytologisk klingende navne som the City of Grey and Red, the City of Siege and War og the Island of the Sun. Det er med til at understrege, at Amjad Nasser ikke er ude efter at skrive en historisk roman i traditionel forstand. Hans ærinde er mere universelt: At fortælle om modstanden mod autoritære regimer til alle tider, men især om hvad landflygtighed, at flygte og vende tilbage, kan betyde for et menneskes forhold til sig selv.

Romanen er fortalt i skiftevis første, anden og tredje person, og denne stil understøtter hovedtemaet: Hovedpersonens distance til sig selv, hans oplevelse af at være flere personer. Før landflygtigheden var han digteren Younis, efter flugten skifter han navn til Adham. Først da han tyve år senere vender tilbage til hjembyen og konfronteres med familie, gamle venner og en gammel kærlighed, møder han igen sit gamle jeg.

Hjemkomsten bliver for Adham/Younis også en rejse tilbage i erindringen, som han gradvist stykker sammen – men han er over årene ikke bare blevet en fremmed for sit land, sine gamle venner og familie, men også for sig selv.

Amjad Nasser gennemspiller egentlig sine temaer fint. Det indholdsmæssige hovedtema om at blive fremmed for sig selv understøttes af romanens sproglige stil. Nasser opretholder med sit sprog og fortællestil således romanen igennem en distance og vis udvendighed til begivenhederne og personerne, inklusive hovedpersonen selv. Selv om fortællingen sådan set er meget konkret, er stemningen præget af en næsten drømmeagtig uvirkelighed, som om der er et – kun ganske let – slørende filter mellem virkeligheden og hovedpersonen.

Alt det er meget fint og kan høste point fra en litteraturkritisk betragtning. For mig var problemet imidlertid, at den nævnte distance og udvendighed også gør det svært for alvor at engagere sig i romanen og dens hovedperson. Den er ærlig talt en smule kedelig.

Med Amjad Nassers Land of No Rain hakker jeg Jordan af på listen over verdens lande i min læseudfordring, Verden rundt i bøger.

K's vurdering: