Stanisław Lem: Eden

Science fiction-klassiker om menneskets begrænsede evner for at forstå andet end sig selv. Til den tunge side. Værd at læse, men mest for entusiaster ud i klassisk sci-fi.

Polske Stanisław Lem (1921-2006) er et ikon inden for den klassiske science-fiction-litteratur, og han har efterladt et kæmpestort udgivelseskatalog. Mest kendt er den lidt tunge, psykologisk-filosofiske Solaris (opr. 1961). I en helt anden genre har jeg med fornøjelse også læst den humoristiske The Cyberiad (opr. 1965).

For et år siden – i hundredeåret for hans fødsel – udkom så Eden (opr. 1959) på det lille sci-fi-forlag Kosmos i dansk oversættelse ved Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad.

Eden er genremæssigt tættere på Solaris end på The Cyberiad, om end ikke helt så filosofisk tung som førstnævnte. Men Eden er ikke desto mindre en lidt tung omgang at komme igennem. Idémæssigt har den store kvaliteter og ja, det er klassiker, men helt ærligt, så kedede jeg mig igennem det meste af bogen.

Den overordnede handling er ret simpel: En gruppe på seks astronauter og videnskabsmænd nødlander på den hidtil uudforskede planet Eden. En ingeniør, en læge, en kemiker, en fysiker, en kybernetiker og endelig en koordinator, der skal forestille at lede holdet. Parallelt med, at de arbejder på at grave rumskibet fri, så de kan komme derfra, udforsker de planeten og dens livsformer.

Hovedpointen hos Lem er, at forskerne grundlæggende ikke forstår noget som helst af det, de konfronteres med på planeten Eden. Og det gør vi som læsere heller ikke.

Planeten er fyldt med liv, både flora og fauna. Men intet af det giver mening for forskerne. Det vil sige: Som mennesker forsøger de løbende at tilskrive det, de ser, en mening. Men de er selv, og vi som læsere endnu mere, i tvivl om, hvorvidt den mening egentlig er andet end en mening, de selv medbringer fra Jorden og lægger ned over det fremmede, de konfronteres med.

Og de reagerer over for denne verden med de reaktionsmønstre, de har taget med sig fra Jorden – i spektret fra den humanistiske tilgang, der søger at forstå med de antropomorfe begreber, de har til rådighed, til den militære tilgang: smadr eller slå alt dét ihjel, der virker truende, fordi de ikke forstår det.

Noget af det, forskerne ser – eller tror at se – af den fremmede planets civilisation, ligner en kombination af nazismens udryddelseslejre og sovjetisk totalitarisme: Noget, der ligner massegrave. Noget, der kan fortolkes som genetiske eksperimenter på befolkningen. En diffus, autokratisk og totalitær styreform. Men i sidste ende forbliver det uklart, hvad de egentlig har erfaret.

Som læser bliver man udfordret af denne radikale fremmedhed. Lem beskriver en verden, der både i forhold til flora og fauna er vidt forskellig fra vores egen. Det er fantasifuldt og fabulerende og for så vidt imponerende tænkt og beskrevet. Og jeg er helt med på, at det er en pointe hos Lem, faktisk hele grundpointen, at det skal være svært at forstå.

Men det er også tungt at læse de mange beskrivelser af omgivelser, der er så anderledes. Og jeg havde meget svært ved at blive fanget af romanen. De første totredjedele blev læst på ren og skær viljestyrke og stædighed. Den sidste tredjedel fængede lidt mere i kraft af, at forskerne her fik mere direkte kontakt med de intelligente livsformer på planeten.

Jeg kan ikke undslå mig for den tanke, at dette er en bog, jeg hellere havde set som film (og en sådan tanke får jeg så sjældent, at den næsten føles kættersk). Eden er imidlertid fyldt med så vilde og detaljerede visualiseringer af en fremmed verden, at den er svær at tage ind på skrift. Jeg ser en visuelt imponerende film for mig.

Når romanen havde så svært ved at fænge hos mig, skyldes det imidlertid først og fremmest, at dens personer og deres dialoger er så blodfattige.

Ud af de seks videnskabsmænd/astronauter er der reelt kun to af dem, der undervejs får en smule karakter – lægen og ingeniøren. Koordinatoren til nød også, men mest i form af udstillingen af, at han i stigende grad egentlig ikke koordinerer så meget, selv om han skal forestille sig at være lederen. De tre andre forbliver helt anonyme.

Ingeniøren er den handlekraftige, agressive og lidt brutale type, hvis finger sidder løst på protonkanonen (om end han ikke er uden empatiske evner). Lægen er heroverfor humanisten, der fatter en interesse for planetens beboere som intelligente væsner med krav på anerkendelse, og som han forsøger at forstå.

Meget sigende lærer vi aldrig de seks astronauters navne at kende – de omtales konsekvent kun ved deres titler: Koordinatoren, ingeniøren, lægen, kemikeren, fysikeren og kybernetikeren.

Kun ingeniøren hører vi nogle få gange omtalt ved navn, Henryk, og så vidt jeg husker, er det kun koordinatoren, der bruger hans navn. Det virker pudsigt, måske er der en pointe, som i givet fald kunne være at antyde, at netop ingeniøren og koordinatoren har en forudgående personlig relation. Det kan måske være medvirkende til, at ingeniøren er den, der ind i mellem sætter sig op mod koordinatoren i en magtkamp om, hvem der sætter retningen.

Under alle omstændigheder spiller de personlige relationer mellem astronauterne en meget beskeden rolle. Og det er givetvis en bevidst pointe fra Lems side: De er bare typer, repræsentanter for menneskeheden og til en vis grad for deres respektive professioner (men det sidste er de knap nok).

En charme ved at læse gammel science fiction er til gengæld altid at sammenligne visionerne om fremtidens teknologi med den faktiske udvikling. Hvor vi i dag stadig er langt fra at sende bemandede ekspeditioner til planeter i udkanten af galaksen, så har teknologien på andre punkter til gengæld bevæget sig lysår længere frem i forhold til Lems visioner i 1959. Der tales om moderne informationsteknologi, men den digitale revolution, der har skabt de teknologiske rammer for vores hverdag, er helt uden for Lems forestillinger – naturligt nok.

For eksempel er videnskabsmændene er udstyret med et avanceret kamera, som med en utrolig lang linse kan optage film med 200 billeder i sekundet … på filmruller, som skal fremkaldes derhjemme i rumskibet.

Eller endnu sjovere: Da de endelig opnår kontakt med nogle af beboerne på Eden, bruger de en oversættelsesmaskine til at kommunikere. Et apparat, der finjusteres ved at flytte ledninger som i en gammeldags telefonomstilling. Det er teoretisk helt umuligt at forestille sig, hvordan den skulle kunne virke. Og de noget skramlende resultater minder da også mest om oversættelsesmaskinen i Tim Burtons guddommelige og kærlige sci-fi-satirefilm Mars Attacks! fra 1996 (og jeg får den tanke, at det netop kunne være Lems Eden, der har været inspirationen for Burton her)·

Den slags kan man smile over, men det er som sådan irrelevante detaljer i forhold til Lems hovedærinde, som netop ikke er at udfolde en fremtidsvision.

Lems ærinde er derimod at sige noget om menneskets evne, eller fravær af samme, til at begribe det radikalt fremmede, og om, hvordan vores forståelse med nødvendighed er betinget og begrænset af den forudforståelse, vi kommer med.

Dertil kommer som antydet ovenfor et element af aktuel samfundskritik af det totalitære autokrati, som Lem som jødisk polak selv levende under i 1950’erne.

Disse samfundskritiske og især de psykologisk-filosofiske pointer er uomtvisteligt relevante, også i dag. Som sådan er Eden værd at læse, men litterært har den sine mangler. Læs den, men kun hvis du har en vis veneration for den klassiske, noget altmodische sci-fi-genre.

K's vurdering: