Henvender sig nok mest til læsere med en historisk interesse for udviklingen af den tyske, avantgardistiske science fiction-litteratur i starten af 1900-tallet med særlig vægt på den imaginære, ekstraterrestriske lys- og glasarkitekturs filosofiske implikationer for formuleringen af en kommende interplanetær utopi.
Kan du identificere dig med dét læsersegment, så kan jeg absolut anbefale Lesabéndio (opr. 1913, da. 2022) af Paul Scheerbart. Er du derimod – ligesom jeg – ikke helt dér, så skal du nok forberede dig på en lidt tung læseoplevelse. Dette uagtet, at Scheerbarts fantastiske sci-fi-univers isoleret set er et overflødighedshorn af pudseløjerlige og fabulerende ideer med et filosofisk vingefang af galaktiske – og bibelske (babelske) – dimensioner.
Paul Scheerbart (1863-1915) portrætteres i bogens bagsidetekst som “digter, romanforfatter, arkitekturteoretiker, pacifistisk-anarkistisk utopist, eksperimentator udi evighedsmaskiner og glasfantasier og en af de særeste skikkelser i den tyske litteratur omkring århundredskiftet.” Så er man ligesom også selv ude om det, hvis man læser videre, kunne man mene.
Har du aldrig hørt om Scheerbart, så er det ingen grund til at skamme sig. Som man kan læse i Erik Granly Jensens efterord til den danske udgivelse, forblev Paul Scheerbarts værker i hans samtid aldeles ukendte uden for en ganske lille skare – hvortil til gengæld talte en så prominent læser som filosoffen Walter Benjamin (1892-1940), som angiveligt var fan. Man kunne tilføje, at Paul Scheerbart er forblevet ukendt for de fleste også op til i dag.
Jeg er fuld af beundring over, at det lille con amore-forlag Kosmos med sin kun fjerde udgivelse binder an med en så aparte forfatter som Paul Scheerbart. Det ligger sådan set rigtig fint i forlængelse af forlagets tidligere udgivelser af klassiske sci-fi-værker i den eksperimenterende genre, herunder værker af Jevgenij Zamjatin, brødrene Strugatskij og Stanisław Lem. Men med Paul Scheerbart er vi alligevel et par lysår længere ude i det eksperimenterende og avantgardistiske rum.
Jeg er derudover faktisk personligt glad for således at være blevet introduceret til Scheerbart, al den stund at jeg jo har en vis svaghed for det skæve, eksperimenterende og fabulerende. Så tak til Forlaget Kosmos for det.
Når dét er sagt, så er jeg bare også nødt til at indrømme, at det var en selvovervindende tvangshandling at læse romanen til ende. Jeg begyndte ret ret hurtigt at kede mig, og det blev jeg ved med romanen igennem.
En af grundene til, at romanen var så tung at komme igennem for mig, var, at jeg fandt det svært at identificere mig med figurerne i romanen. Og det skyldes sådan set ikke, at de fleste af dem er orme- eller salamanderlignende, étkønnede, aseksuelle rumvæsener med en enkelt sugekop i stedet for fødder, teleskopøjne, evnen til at strække deres kroppe fra halvanden til halvtreds meter i længden, hudflapper der kan udvides til vinger eller blive til et natligt ballontelt, hvori de kan ligge og stene for sig selv og ryge den bobleurt, som de dyrker på deres egne små arme, mens de optager næring gennem kroppens porer fra de svampemarker, de sover på … Og den slags …
Alt det har jeg det fint med. Problemet fra et fortællemæssigt perspektiv er snarere, at de forskellige figurer i romanen i høj grad er tegnet som karikerede idealtyper. Det er åbenlyst et bevidst greb fra Scheerbarts side, men det gør karaktererne til rene ideer, ikke til interessante romankarakterer.
Handlingen i romanen er henlagt til den fjerne asteroide Pallas, hvor nattehimlen er violet, og solen og stjernerne er grønne. I Scheerbarts udgave er Pallas tøndeformet og gennemskåret af to store timeglasformede tragter. Over den ene tragt svæver en mystisk, lysende spindelvævssky, som synes at styre nat og dag på Pallas.
Pallasianerne er en intelligent race, som ud over de ovennævnte karakteristika lever i et samfund tilsyneladende uden sociale klasser, uden politiske eller økonomiske strukturer, uden vold og uden sex. Nye pallasianerne udklækkes af nødder, de finder i jorden. Når en pallasianer er ved at dø, bliver hans krop gennemsigtig, og han lader sig opsuge af en anden pallasianer gennem dennes kropslige porer.
Pallasianerne er i det daglige mestendels optaget af – som deres eneste egentlige mål i livet – at forskønne deres stjerne gennem skønne arkitektoniske konstruktioner. Kun her hører man om en vis indbyrdes konkurrence, idet der er forskellige arkitektoniske skoler: Dem, der sværger til lige kanter og flader og krystallinske konstruktioner. Dem, der er mere optaget af former med krumme linjer. Eller dem, der er mere begejstret for konstruktioner, der involverer slyngplanter.
Den store pallasianer Lesabéndio drømmer imidlertid om, hvad der ligger uden for den synlige verden på stjernen. Han får den vision at bygge et gigantisk ståltårn, der skal række helt op til den lysende spindelvævssky. Forestillingen er, at der venter pallasianerne nye store erkendelser hinsides spindelvævsskyen – måske endda en vej til at forene universets asteroider og blive ét med verdensaltet gennem underordning under en højere, endnu-ikke-erkendt vilje. Med andre ord et byggeprojekt af babelske dimensioner – og åbenlyst med reference til det bibelske Babelstårn, nu med buddhistiske konnotationer.
Det lykkes Lesabéndio at få resten af pallasianerne med på ideen. Også selv om nogle af de gamle, mere kunstnerisk interesserede er skeptiske – og i stigende grad fortvivlede over, at ingeniørernes nyttetænkning trænger de æstetiske, kunstneriske mål om forskønnelse i baggrunden, imens tårnet bygges stadig højere, hurtigere og grimmere. Som Lesabéndios modstander, kant- og fladekunstneren Peka udtrykker det på et tidspunkt:
“Vi kan ikke lade det komme dertil, at alle pallasianere til sidst bliver til blotte maskiner; hvis vi absolut skal lyde en højere vilje, må vi først kunne erkende denne højere vilje i dens omtrentlige omrids. Alle kunstvenner må forblive tårnfjender, så længe dette højere endnu ikke er tydeligere for os.”
Men tårnet bliver bygget, og store ting sker, som jeg ikke skal afsløre her. Jeg tør dog godt røbe, at romanen mod slutningen får en i stigende grad mystisk-religiøs-filosofisk karakter, og at finalen gav mig associationer til Arthur C. Clarkes 2001 – A Space Odyssey.
Lesabéndio handler – som al god science fiction – mindre om fjerne galakser end om de jordiske samfund i forfatterens samtid. Skildringen af livet på Pallas før tårnbygningen tjener åbenlyst som et samfundkritisk modbillede til den selvdestruktive samfundsorden på Jorden.
Hvis man tager de filosofiske aspekter af bogen alvorligt, er det et værk med store ambitioner, som – hvis man skal tillade sig at blive lidt højstemt – involverer et udkast til nye former for erkendelse af selve det menneskelige projekt. Der foreligger dog også den mulighed, som Erik Graly Jensen påpeger i sit efterord, at romanen mest af alt skal læses som en spøg, der bare er ført virkelig, virkelig langt ud.
Af andre science fiction-forfattere, jeg har læst, minder Paul Scheerbart nok mest om den gakkede polske forfatter Stanisław Lem. Men Scheerbart er ikke lige så sjov som Lem, hans filosofiske og kritiske pointer er mere tågede, og han skriver i det hele taget ikke lige så godt.
Bedømt på Lesabéndia var Scheerbart mere en visionær idémager med en vild og kringlet fantasi end en begavet skønlitterær forfatter. Ligesom sin hovedfigur Lesabéndia er også Scheerbart tydeligvis mere interesseret i teknik end i sprog (det ville være åbenlyst forkert at sige, at Scheerbart ikke var æstetiker, men hans æstetiske interesser synes mere at være gået i retning af arkitekturen end litteraturen). Trods alle de vilde ideer, den sprudlende fantasi og den tankeudfordrende ambition kedede jeg mig således over Scheerbarts uinspirerede, temmelig flade sprog.
Jeg ender på det grundlag med at give Lesabéndia to stjerner baseret på min personlige læseoplevelse. Men der er fem stjerner til forlag og oversætter for modet til at bringe en så vild og mærkelig roman til live på dansk mere end 100 år efter udgivelsen.
Titel: Lesabéndio. En asteroideromanForfatter: Paul Scheerbart
Udgiver: Forlaget Kosmos
Udgivelsesdato: 01.12.2022
Sider: 263
Originalsprog: Tysk
Oversætter: Søren. Møllerhøj Porsmose
Originaltitel: Lesbéndio. Ein Asteroïden-Roman
Opr. udgivelsesår: 1913
Læst: Januar 2024
K's vurdering: