En baskisk mursten, som består af fem mere eller mindre sammenhængende fortællinger om venskaber og fjendskaber, knudrede familieforhold, politik og populærkultur over fire årtier. Ikke en dårlig bog, men heller ikke af den slags, der får denne læser til at kaste armene over hovedet i begejstring.
K og konen ferierer i Baskerlandet, og der er selvfølgelig lidt baskisk litteratur med i feriekufferten.
Bernardo Atxaga (f. 1951) er et nyt bekendtskab for mig, men Huse og gravsteder (opr. 2029, da. 2021) er faktisk kun én ud af seks udgivelser på dansk fra hans hånd. Til gengæld er Atxaga én af kun ganske få baskiske forfattere overhovedet, der er oversat til dansk.
Og det er vel heller ikke så mærkeligt, at der ikke er mange baskiske bøger, der finder vej til dansk oversættelse. Baskisk ligner ingen andre sprog i verden. Det er et af de få sprog i Europa, der ikke blev helt fortrængt af de indoeuropæiske sprogs indtog for en hel del tusind år siden, og nogle sprogforskere mener, at baskisk er det ældste, eksisterende sprog i Europa.
Atxagas Huse og gravsteder er da heller ikke oversat til dansk direkte fra baskisk, men fra en spansk oversættelse af bogen. Det vil sige: Det tror jeg, men det er ikke tydeligt at afkode den danske udgaves kolofon, der blot angiver at være oversat efter Casas y tumbas (ETXEAK ETA HILOBIAK) af Bernardo Atxaga (2020). Via andre kilder har jeg dog fundet frem til, at bogen oprindeligt er udgivet på baskisk i 2019, og efterfølgende oversat til spansk af Asus Garikano Iruretagoyena i samarbejde med forfatteren selv. Lidt mere om oversættelsen nedenfor.
Den lange roman består egentlig af fem særskilte fortællinger, som hænger sammen i kraft af persongalleriet og i et vist omfang også refererer til hinanden. De fem hovedhistorier kunne dog også (med få modifikationer) sagtens have stået alene i egen ret som kortromaner eller meget lange noveller, om man vil.
Én af de fælles referencer på tværs af romanens fortællinger er den lille landsby Ugarte i Baskerlandet, hvor alle bogens personer er enten opvokset eller på anden måde har forbindelse til.
I den første historie møder vi i 1972 således en dreng, der har mistet mælet, efter at have været udsat for nogle traumatiske oplevelser på en kostskole i Frankrig, men som nu er sendt til landsbyen Ugarte hos noget familie, hvor han bliver venner med et tvillingepar. Og der er noget med et vildsvin.
I Ugarte er der et bageri, hvor der arbejder et par gæve gutter, og deres forhistorie som soldaterkammerater i Francotiden i 1970 får vi udfoldet i romanens andet kapitel. Og der er noget med en tam skade.
Herfra hopper romanen frem til midt-firserne i tiden for ETA’s forskellige terrorangreb, hvor en udefrakommende ingeniør er ansvarlig direktør for minedrift i Ugarte. Han går til psykolog og udtænker sindrige rænker. Og så er der noget med en Doberman-Pinscher.
Der er også et kapitel om en tvillingebror, som mestendels er en lidt lalleglad surfer dude, men som bliver forvekslet med sin venstreorienterede filosofbror og i hans sted udsat for spansk politis tortur. Et syret kapitel, der formentlig næppe giver mening for læsere, der ikke er forholdsvis godt bekendt med Sergio Leones spaghettiwestern Den gode, den onde og den grusomme (men som egentlig er ret sjovt for de af os, der har et mangeårigt kærlighedsforhold til nævnte film).
Endnu længere fremme i tiden er den politisk aktivistiske tvillingebror selv blevet far, og i et kapitel gennemlever vi hans angst for, at hans datter skal dø som følge af en dårligt behandlet sygdom.
Ind imellem de fem hovedhistorier er der også et kortere indslag i form af en beskrivelse af et absurd realityshow om en 207 kilo tung kvinde, der skal tabe vægt via forskellige ekstreme tiltag. Teksten i sig selv er fin som en kritik af reality show-genren, men den virker ærlig talt lidt malplaceret (ihvertfald meget lang) midt i romanen, også selv om der bliver refereret til den i et par af de andre fortællinger.
Bernardo Atxanga fortæller nogle isoleret set fine nok historier, som hænger lige akkurat tilstrækkeligt sammen. De handler også alle sammen om vigtige ting. Om kærlighed, venskab, familie, politik, diktatur og mere.
Jeg læste også alle siderne, og jeg var sådan set fint nok underholdt af dem alle. Men jeg blev ikke rigtig begejstret, ikke for alvor berørt og ikke bragt til nogen særlig grad af eftertænksomhed.
En af grundene til min manglende begejstring er nok sproget. Romanen er ikke dårligt skrevet, men sproget forekommer mig fladt og kedeligt.
Jeg fik under læsningen en fornemmelse af, at det måske ikke alene skyldes Bernardo Atxaga, men også delvist Pia Sloth Poulsens oversættelse til dansk. Jeg har ikke noget egentligt grundlag for at fælde en sådan dom, da jeg ikke har sammenlignet med originalen (og jeg har heller ikke sproglig kompetence til at gøre det), udover at jeg nogle steder i romanen syntes at støde på nogle lidt underligt tunge formuleringer.
Et eksempel herpå er titlen på romanen: Rent semantisk er Huse og gravsteder en upåklagelig og ordret oversættelse af originaltitlen, men den savner den musikalske rytme fra såvel den spanske som den baskiske titel (henholdsvis Casas y tumbas og Etxeak eta hilobiak). Jeg ville som dansk titel nok have valgt Huse og grave, som i mine ører bevarer lidt mere af den oprindelige musikalitet og samtidig er semantisk korrekt.
Bogen indeholder et såkaldt “epilog i alfabetisk form,” hvor forfatteren reflekterer over bogens temaer, dens inspiration og dens tilblivelsesproces i nogle helt korte afsnit sorteret alfabetisk efter titel – et afsnit pr. bogstav. Interessant nok, men man kan snildt springe over.
Pudsigt nok er der også et par helt korte afsnit dedikeret til de sidste tre bogstaver af det danske alfabet. Det tyder på et samarbejde mellem forfatteren, oversætteren og forlaget i forbindelse med den danske udgave. Det lyder spændende, og jeg ville gerne have hørt mere om karakteren af dette samarbejde. Det må man som læser imidlertid gisne om, for der er ingen oplysninger herom i hverken kolofon, klap- eller bagtekster.
Jeg skal passe på med at gøre mig for klog på oversættelser, som jeg ret beset ikke har forstand på. Til gengæld vil jeg som læser altid insistere på oplysninger om grundlaget for en given oversættelse.
Titel: Huse og gravstederForfatter: Bernardo Atxaga
Udgiver: Editorial Aurora Boreal®
Udgivelsesdato: 15.07.2021
Sider: 522
Originalsprog: Baskisk (spansk)
Oversætter: Pia Sloth Poulsen
Originaltitel: Etxeak eta hilobiak (Casas y tumbas)
Opr. udgivelsesår: 2019 (2020)
Læst: Juli 2024
K's vurdering: