Anonym: Den hemmelige socialdemokrat

En usmagelig spandfuld socialdemokratiske sladderhistorier samlet op på Togas vinstue. Mere er der egentlig ikke nødigt at sige om dagens mest omtalte bogudgivelse i Danmark, “Den hemmelige socialdemokrat”, angiveligt forfattet af et anonymt medlem af den nuværende socialdemokratiske folketingsgruppe.

Jeg er ikke socialdemokrat, hvis nogen skulle være i tvivl, så jeg har ikke noget i klemme her i dén forstand. Men jeg mener i almindelighed, at man skal tale ordentligt om hinanden. Ikke nødvendigvis pænt eller høfligt eller artigt. Men ordentligt. Det gælder tifold, hvis man tillader sig at udgive en bog anonymt.

Dét kriterium opfylder “Den hemmelige socialdemokrat” ikke.

Bogen fremstår mest af alt som et ondsindet og sølle forsøg på at begå karaktermord på adskillige nuværende S-medlemmer af Folketinget. Mest hadefuld er udstillingen af statsminister Helle Thorning-Schmidt og finansminister Bjarne Corydon som kyniske magtmennesker uden hverken socialt eller demokratisk blod i årerne. Men det går også udover talrige andre nuværende og tidligere folketingsmedlemmer, herunder Mette Frederiksen, Carsten Hansen og mange flere.

Den, der kommer absolut mest skrammet, usympatisk og utroværdig ud af bogen, er imidlertid uden sammenligning den anonyme forfatter selv. Hvis der altså overhovedet gemmer sig et faktisk socialdemokratisk folketingsmedlem bag bogen, og ikke kun en fiktiv karakter konstrueret af en ghostwriter i samarbejde med forlaget. Men hvis man skal tro forlagets forord ved Jakob Kvist, så er der faktisk en er rigtig levende socialdemokrat bag bogen: “MF’eren findes i den grad, og navnet er forlaget bekendt”. Det tror vi så på, men bogen fremstår nu alligevel som noget, der er gennemskrevet af en journalistisk ghostwriter, måske på baggrund af nogle interviews med bagmanden m/k (jeg hælder mest til, at det er en kvinde, så lad os kalde ham en hun).

Den angivelige forfatter forsvarer sin anonymitet med, at “anonymiteten nu engang er en frihed, der giver mulighed for at beskrive tingene uden en masse diplomatiske hensyn,” og hun forsikrer os om sine reelle hensigter: “Jeg vil ikke partiet noget ondt, og husk på, at en ærlig afsløring ikke behøver at være skadelig.”

Det kan meget vel være generelt rigtigt, men det er bare svært at fæste lid til dét med ærligheden i dette konkrete tilfælde. Forfatteren udstiller selv sin utroværdighed allerede i første kapitel, meget åbent sådan set: Forfatteren vedkender sig, at dele af bogen er fiktion i den forstand, “at der ikke er nogen garanti for, at ordene faldt, som jeg gengiver dem,” når der ellers “citeres” vellystigt fra konspiratoriske samtaler, som f.eks. Henrik Sass Larsen og Carsten Hansen (den sidste konsekvent omtalt som Varmemesteren) skulle have haft på et værtshus med wienerschnitzler og fadbamser – eller sågar fra hvad Henrik Sass mon tænkte, lige før han skulle til samtale med departementschefen i Statsministeriet, for at få at vide, at PET ikke kunne sikkerhedsgodkende ham til en ministerpost.

“Jeg vil dog mene, at jeg har et godt og realistisk billede af, hvad der er blevet sagt og tænkt, siden Helle Thorning-Schmidt blev formand for partiet i 2005, og det gengiver jeg med et twist af overdrivelse og satire i traditionen fra Dr. Mefisto.”

Den anonyme forfatter slår sig således selvbevidst op som en ny “Dr. Mefisto” (ja, indledningskapitlet er gudhjælpemig prætentiøst betitlet “Jeg er den nye Mefisto”). Dr. Mefisto var pseudonym for daværende boligminister Erling Olsen (S), som i starten af 1980’erne på satirisk vis hudflettede Anker Jørgensens regering i en serie afslørende klummer i Ekstra Bladet. Erling Olsen bekendte sig efter en periode selv som pennen bag Mefisto.

Den socialdemokratiske ugle Erling Olsen havde imidlertid i rollen som Dr. Mefisto – og som sig selv i alle mulige andre sammenhænge i øvrigt – til overmål dét, som “Den hemmelige socialdemokrat” mest åbenlyst mangler allermest: Vid, egentlig humor og personlig integritet.

“Den hemmelige socialdemokrat” er heller ikke for flov til at iscenesætte sig selv som en “whistleblower” i selskab med folk som Julian Assange og Edward Snowden, der med store personlige omkostninger afslører magtens arrogance for offentligheden.

Problemet er bare, at der ikke er nogen afsløringer af magten i bogen. Ikke en eneste. Der er kun nogle historier om interne magtkampe blandt Socialdemokraterne, som ikke kan komme som nogen overraskelse for nogen som helst, der har fulgt med i dansk politik i de seneste små ti år i pressen. Krydret med en mængde sladderhistorier samlet op på Togas Vinstue og Sørens Værtshus. Samt ikke mindst en hel del fiktive forestillinger om, hvad denne eller hin socialdemokrat måtte have sagt eller sågar tænkt i forskellige situationer.

Dog indeholder bogen, bevares, en markant formuleret kritik af Thorning, Sass og Corydons ledelsesstil, som anklages for at være autoritær og uden egentlig værdimæssig forankring. Men er det whistleblowing? Ikke i nogen meningsfuld forstand, vel? Det er ihvertfald ikke ligefrem første gang, men hører den kritik formuleret.

De, der lever af politisk sladder, kan da muligvis finde et par godbidder her og der. Men som debatbog eller som politisk vidnesbyrd betragtet skraber bogen bunden, fordi den i al sin perfide bitterhed og forsmåethed fremstår aldeles utroværdig – det er simpelthen kun muligt at fæste lid til de dele af bogen, der allerede foreligger bekræftet på forhånd fra andre kilder.

Jeg vil ikke begive mig ud i at gætte offentligt på forfatterens identitet – selv om man jo ikke kan læse bogen eller følge debatten her i dag uden at gætte med for sig selv. Og jeg har da også min egen top tre over mulige hemmelige socialdemokrater. Men at gætte forkert ville simpelthen være for fornærmende over for enhver, det måtte gå ud over.

Og nej, jeg beklager, jeg viderebringer heller ikke nogen slibrige citater – men jeg kan trøste med, at dem kan man meget hurtigt google sig frem til.

K's vurdering:

P.S.: Og ja, dét med at anonymitet stiller endnu større krav til at skrive ordentligt, gælder også for bogbloggere, som af private grunde kan have valgt at være delvist anonyme: man skal ikke skrive noget i en anmeldelse, som man ikke ville kunne stå ved, hvis man opholdt sig i samme rum som den forfatter, man anmelder. Det tør jeg godt bekende mig til.