George Saunders kan faktisk også skrive børnebøger (for både børn og voksne), viser det sig. Her godt hjulpet på vej af Lane Smiths vidunderlige tegninger.
George Saunders kender vi her på bloggen fra hans dystopiske science fiction-noveller, herunder den fremragende Tenth of December og den heller ikke uefne CivilWarLand in Bad Decline. De er i allerhøjeste grad kun for voksne.
Men Saunders har altså også skrevet en børnebog, som jeg faldt tilfældigt over forleden og ikke kunne stå for – dels fordi det var Saunders, og dels på grund af de smukke, skæve og skægge (men også lidt uhyggelige) tegninger af Lane Smith i bogen om de meget vedholdende gappere i byen Frip.
En gapper ligner lidt en stor burre, på størrelse med en baseball, men lysende orange og med en masse øjne, ligesom en kartoffel. Gapperne elsker geder, og når de får sat sig fast på en ged, skriger de højt af glæde på en meget høj frekvens, som desværre stresser gederne, så de holder op med at give mælk.
I den lille by Frip er de ret plaget af gappere, og børnene i de tre familier i landsbyens tre huse bruger derfor det meste af deres tid på at børste gappere af familiens geder og smide gapperne tilbage i havet, hvor de kommer fra – blot for at gapperne kan kravle op igen og hoppe på gederne, hvorefter rutinen gentager sig. Ja, gapperne i Frip er vitterligt så vedholdende, som det antydes i titlen på George Saunders’ både gakkede, charmerende og opbyggelige børnebilledbog, The Very Persistent Gappers of Frip.
Det moralske i historien tager afsæt i, at gapperne en dag finder ud af, at det er lettere for dem at hoppe på gederne i gården ved huset nærmest havet, frem for som tidligere at fordele sig på gederne fra alle tre huse. Nu bliver der sat skel mellem familierne i Frip: De heldige naboer tager straks afstand til de uheldige i det første hus (helt bogstaveligt ved at lade stærke mænd fra nabobyen flytte deres huse længere bort fra den gapperplagede nabo).
I det ramte hus bor pigen Capable, der som navnet antyder er en kvik og handlekraftig pige, sammen med sin far, der til gengæld er helt handlingslammet af sorg efter morens død tidligere på året (ja, det er hård og ligefrem kost for en børnebog).
In the shack closest to the sea lived a girl named Capable.
Earlier that year her mother had died. Since then, her father had very much liked things to stay as they were. At dusk Capable would find him in the yard, ordering the sun to stay up, then sitting sadly in the flower bed when the sun disobeyed him and went down anyway.
George Saunders’ tekst er sprød og præcis og ret vitig, også selv om historien er en smule karikeret og forudsigelig. Og Lane Smith har illustreret helt vidunderligt med fine tegninger, der leder tankerne hen på stilen fra Tim Burtons The Nightmare Before Christmas, og hvor der er masser at kigge på.
Jeg har ikke haft lejlighed til at teste bogen på nogen børn (og har ikke lige nogen små, engelsktalende nogle af slagsen i nærheden), men jeg er ikke i tvivl om, at børn vil elske den skæve historie om den snarrådige pige Capable, de tåbelige naboer og de plagsomme, men også lidt søde gappere.
Og vi voksne kan nyde finurlighederne i Saunders’ almengyldige satire over tendenser til intolerance og stigmatisering i menneskelige samfund til alle tider.
Prøv for eksempel et øjeblik at tænke på udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbjerg (ja, jeg ved det, men gør det nu bare i et kort sekund) eller generelt på tidens politiske retorik overfor de svageste i mennesker i samfundet – og læs så dette uddrag af naboernes svar til den hårdt plagede Capable, som har bedt så mindeligt om hjælp til at få bugt med gapperne, som fra den ene dag til den anden pludselig ikke sidder på naboernes geder, men kun på hendes, og truer med at tynge hende og hendes far helt ned:
Dear Capable, it said, we are in receipt of your letter of the other day, that other day, whenever that day was, when you sent that letter that you sent us. We regret to inform you that, although we are very sympathetic to your significant hardships, don’t you think it would be better if you took responsibility for your own life? We feel strongly that, once you rid of your goats of gappers, as we have, you will feel better about yourself, and also, we will feel better about you. Not that we’re saying we’re better than you, necessarily, it’s just that, since gappers are bad, and since you and you alone now have them, it only stands to reason that you are not, perhaps, quite as good as us […].
Love, Your Neighbors.
Jeg har læst The Very Persistent Gappers of Frip i en pragtfuld hardback-udgave: Det kraftige, glittede papir viser Lane Smiths skønne illustrationer fra deres bedste side. Og det orange/lyseblå/hvide/gyldne kapang-smudsbind giver bogen en følelse af, at man står med en enorm, indpakket chokoladeplade i hånden – af den slags, som man ikke ville blive overrasket over at kunne trække en guldbillet til Willy Wonkas chokoladefabrik ud af.
Kort sagt, en herlig lille pause af en bog, man kun kan blive glad af.
Titel: The Very Persistent Gappers of FripForfatter: George Saunders
Illustrator: Lane Smith
Udgiver: Random House
Udgivelsesdato: 24.11.2015
Sider: 96
Opr. udgivelsesår: 2000
Læst: Januar 2016
K's vurdering: