Ny dansk konspirationskrimi vil appellere til tilhængere af tempelridderromantik og ramasjang á la Dan Browns Da Vinci mysteriet. Men forvent ikke noget nyt.
Jeg hører til dem, der var forrygende godt underholdt af Da Vinci mysteriet, men ikke imponeret over de litterære kvaliteter. Jespers Holms Corpus Christi ligger tæt op af forbilledet på godt og ondt.
Jeg var i lange stræk således udmærket underholdt af Corpus Christi og fik vendt siderne hurtigt, drevet frem af handlingen og ikke ansporet til at dvæle ved sætningerne. Det sidste skal man heller ikke kræve af genren, så ikke et ondt ord om sproget (dog blev jeg forstyrret af lidt for mange typografiske slåfejl).
Romanen plages til gengæld af at ligge så tæt på netop Da Vinci Mysteriet i plot og struktur, at den er svær ikke at læse som – om ikke ligefrem et plagiat – så ihvertfald som en lidt kedsommelig omgang bølgeridning. Den promoveres endda på forsiden som ‘en af de bedste bøger i da Vinci genren’ (jeg vidste ikke, at det var en genre…). >> Læs videre